Problemet kan ikke løses, selvom man stiller nok så mange
uddannelsestilbud til rådighed for de 10 procent. Viljen til at gøre en
indsats for at kunne leve ved egen kraft kan ikke læres
på skolebænken.
Værdien af uddannelse er generelt overvurderet i det danske samfund - masser af jobs kan i realiteten bestrides uden de uddannelser, som kræves i dag. Men alligevel er det bekymrende, at 10 procent af de unge mellem 15 og 17 år ikke er i gang med en uddannelse. For netop i et samfund, hvor der lægges så meget vægt på, at man skal have en uddannelse for at kunne blive til noget, er antallet af unge, der ikke uddanner sig, en væsentlig markør for ugideligheden og ligegladheden med egen fremtid blandt de unge.
Dykker man ned i statistikken vil man med overvejende sandsynlighed finde et stort sammenfald mellem de 10 procent af de 15- til 17-årige, som ikke uddanner sig, og de 10 procent af børnene i Danmark, som vokser op i familier, hvor hovedindkomsten er en overførselsindkomst. I disse familier har børnene oplevet, at det faktisk er muligt at leve et liv uden materiel nød, selvom man hverken dygtiggør sig eller bestiller noget, og disse børn er nu parate til at gå i deres forældres fodspor.
Mangel på uddannelse er derfor kun et symptom på det egentlige problem hos denne gruppe af unge. Problemets rod er de overførselsindkomster, som tillader familier i flere generationer at smide alle bekymringer om fremtiden over bord, så de i stedet blot kan hengive sig til kortsigtet fornøjelsesjagt finansieret af offentlige kasser. Den socialdemokratiske velfærdsstat skulle gøre en ende på klassesamfundet, men har i stedet blot cementeret underklassens ret til at leve i selvvalgt afsondrethed fra alle krav om at præstere en indsats for egen overlevelse, det være sig i uddannelsesvæsenet eller på arbejdsmarkedet.
Dette problem kan ikke løses, selvom man stiller nok så mange uddannelsestilbud til rådighed for de 10 procent. Viljen til at gøre en indsats for at kunne leve uafhængigt og ved egen kraft kan ikke læres på skolebænken.
Værdien af uddannelse er generelt overvurderet i det danske samfund - masser af jobs kan i realiteten bestrides uden de uddannelser, som kræves i dag. Men alligevel er det bekymrende, at 10 procent af de unge mellem 15 og 17 år ikke er i gang med en uddannelse. For netop i et samfund, hvor der lægges så meget vægt på, at man skal have en uddannelse for at kunne blive til noget, er antallet af unge, der ikke uddanner sig, en væsentlig markør for ugideligheden og ligegladheden med egen fremtid blandt de unge.
Dykker man ned i statistikken vil man med overvejende sandsynlighed finde et stort sammenfald mellem de 10 procent af de 15- til 17-årige, som ikke uddanner sig, og de 10 procent af børnene i Danmark, som vokser op i familier, hvor hovedindkomsten er en overførselsindkomst. I disse familier har børnene oplevet, at det faktisk er muligt at leve et liv uden materiel nød, selvom man hverken dygtiggør sig eller bestiller noget, og disse børn er nu parate til at gå i deres forældres fodspor.
Mangel på uddannelse er derfor kun et symptom på det egentlige problem hos denne gruppe af unge. Problemets rod er de overførselsindkomster, som tillader familier i flere generationer at smide alle bekymringer om fremtiden over bord, så de i stedet blot kan hengive sig til kortsigtet fornøjelsesjagt finansieret af offentlige kasser. Den socialdemokratiske velfærdsstat skulle gøre en ende på klassesamfundet, men har i stedet blot cementeret underklassens ret til at leve i selvvalgt afsondrethed fra alle krav om at præstere en indsats for egen overlevelse, det være sig i uddannelsesvæsenet eller på arbejdsmarkedet.
Dette problem kan ikke løses, selvom man stiller nok så mange uddannelsestilbud til rådighed for de 10 procent. Viljen til at gøre en indsats for at kunne leve uafhængigt og ved egen kraft kan ikke læres på skolebænken.
