Lars Løkkes tale på Venstres landsmøde er allerede berømt for sit meget direkte budskab om at den politiske hovedopgave er at skabe arbejdspladser. Iflg. Lars Løkke kræver det, at danske virksomheder er konkurrencedygtige, og det kræver så igen, at skatten skal reduceres, så omkostningerne sænkes. Det er den holdbare vej – den eneste holdbare vej - til vækst og beskæftigelse og dermed til fortsat velfærd.
Når talen allerede er berømt er det fordi den var usædvanlig og dristig med sit meget konkrete og direkte budskab; Lars Løkke sagde lige ud, at Venstre stiler efter et offentligt udgiftsstop for at give plads til skattelettelserne. Budskaber af denne type bliver oftest testet ved at der opsendes en "prøveballon" - det sker typisk ved at et mindre prominent, og dermed mindre sårbart, partimedlem sendes frem i frontlinjen med budskabet for at undersøge reaktionerne. Men Lars Løkke vælger altså at "vove pelsen" med det samme.
Udmeldingen kommer efter at Venstre i regeringens første leveår har valgt en noget mere tilbageholdende strategi, hvor man har satset på at vælgerne ville komme af sig selv i takt med at regeringens manglende evne til at håndtere problemerne blev mere og mere synlige. Strategien har for så vidt virket over forventning, men den har også været risikabel, fordi den har givet regeringen mulighed for at kritisere Lars Løkke for hans fravær i den løbende debat. Nu springer han så pludseligt frem på scenen med et markant politisk budskab.
Det vidner om en ganske betydelig selvtillid, når Lars Løkke vælger at spille så dristigt ud, men det vidner også om at han allerede forbereder sig på ikke at begå samme fejl som den siddende regering, når det gælder manglende forventningsafstemning med vælgerne. Lars Løkke har uden tvivl allerede næste valg i tankerne, og han har ikke lyst til at blive ramt af de beskyldninger om løftebrud som fortsætter med at belaste den nuværende regering.
Inden man undrer sig for meget over ”den nye” Lars Løkke, skal man måske lige spole tiden tilbage til hans første Nytårstale i 2011. Nytårstalen var mindst lige så overraskende som Landsmødetalen, og "koreografien" omkring de to taler har mange fællestræk:
I Nytårstalen kom Lars Løkke som bekendt med en overrumplende og meget klar udmelding om behovet for at fjerne efterlønnen. Der går en lige linje fra denne udmelding og frem til de lovændringer som efterfølgende på dramatisk vis ændrede efterlønssystemet. Men der var reelt ikke noget nyskabende i angrebet på efterlønnen – forud var gået en hektisk debat, hvor der var mange stemmer som sagde lige præcist det som Lars Løkke konkretiserede i sin tale. Lars Løkke trak bare debatten ned på jorden.
På samme måde med Landsmødetalen; Emner som skat, løn, produktivitet og begrænsning og effektivisering af den offentlige sektor er langt fra nye - og der er reelt tale om selve idegrundlaget for Liberal Alliance. Emnerne har fyldt den offentlige debat gennem det sidste år – og på det senest har emnerne tilmed fundet tilslutning fra så overraskende side som den netop afgåede Erhvervsminister Ole Sohn og Finansminister Bjarne Corydon. Men igen, når Lars Løkke som (formentlig) kommende statsminister tager emnet op så konkret, og trækker debatten ned på jorden, så giver det genlyd.
Talen gør som minimum tre væsentlige ting: For det første og vigtigst er den startskud til en debat som vil blive mere og mere konkret hen over året, og lægger fornyet pres på regeringen. For det andet tyder talen på at Lars Løkke´s potentiale som statsminister måske er undervurderet, og for det tredje gnider den salt i Thornings i forvejen smertende sår.
