Forleden oplevede jeg arbejdskampen i et hurtigt historisk perspektiv:
Om morgenen mødte jeg en voldsom masse lærere, der havde taget opstilling langt gader og stræder. De var udklædt i farverige og festlige kostymer og de var bevæbnet med bannere, "båthorn" og meget andet. Hvis man ikke vidste bedre, så ville man tro de var på vej til landskamp - eller rettere fra en landskamp hvor Danmark havde vundet en vigtig kamp.
Om aftenen kunne jeg til gengæld i TV se gamle filmklip fra tidligere års arbejdskampe - meget tidligere år skal jeg måske tilføje. Her var der ingen tvivl om at arbejdskampen var en alvorlig sag. Der var mørke miner, og der var absolut ingen glade ansigter at spore i mængden. Man var ikke et øjeblik i tvivl om, at der var noget (meget) på spil.
Forskellen er da også, at datidens arbejdere havde noget at kæmpe for. De havde vilkår som var kummerlige, og det havde en afgørende betydning for deres dagligdag - måske endda det daglige brød på bordet - hvordan kampen faldt ud. Lærerne har da ganske vidst noget at kæmpe for, om ikke andet så er der principperne, men det er rettigheder som er helt ude af synk med det øvrige arbejdsmarked - og som det tydeligt fremgår af den måde de agerer på, så betyder det reelt ikke en døjt for den enkelte lærer, hvilket udfald sagen får. Derfor de glade og ubekymrede ansigter.
Da det således i høj grad nærmest kan betegnes som "en leg" eller "et spil", så er der al mulig grund til at regeringen griber ind - og hellere idag end i morgen.
