LEDER: Trafikminister Henrik Dam Kristensen er chokeret over, at det enorme byggeri af en metroring i København indtil videre kun har kastet to lærlingepladser af sig. Han mener, at man har aftalt, at der skal bruges flere lærlinge.
Men noget er jo helt grundlæggende galt, hvis virksomheder ikke ansætter lærlinge, fordi de har brug for dem, men fordi landets politikere gerne vil have dem ansat. Trafikministerens eneste bekymring i forhold til metrobyggeriet burde være, at få den bedst mulige kvalitet til den mindst mulige betaling. Det er skatteydernes interesser i den sag, og de interesser burde ministeren repræsentere. Om der er 2 eller 400 lærlinge burde betyde lige så lidt for det offentlige som køber af en konkret opgave, som det ville betyde for en hvilken som helst privat køber.
Men der er for få lærepladser til de unge, invender regeringen - og det er sandt. Det er bare en anden sag, som ikke bør løses ved, at det offentlige går på kompromis med princippet om bedst og billigst ved indkøb.
Der er ret beset kun én årsag, når der ikke er lærepladser nok: Arbejdsgiverne vurderer, at de unge, som ikke kan få en læreplads, er for dyre i forhold til det, de bidrager med til virksomheden.
Det kan skyldes, at elevlønnen er for høj. Eller det kan skyldes, at de unge ikke er dygtige, flittige eller medgørlige nok. På alle andre markeder løser man problemer med afsætning af et produkt ved enten at sænke prisen på produktet eller at hæve produktets oplevede kvalitet. Man bønfalder ikke de potentielle købere om at udvise samfundssind eller medlidenhed ved at gøre en handel, som de ikke har en egeninteresse i.
Så spørgsmålet i forhold til de manglende elevpladser må være: Kan de unge, som i dag ikke kan få en elevplads, gøre sig større umage i deres arbejdsindsats, så deres mulige kommende arbejdsgivere bliver mere interesserede i at ansætte dem? Eller kan de alternativt gå ned i løn, så de ikke har så meget at skulle leve op til?
