For to uger siden bragte Weekendavisen et åbent brev til landets liberalt orienterede borgerlige meningsdannere, heriblandt CEPOS. I dette åbne brev kritiserede han tilhængerne af markedsøkonomi for ikke at ville drage markedskritiske konsekvenser af finanskrisen. Jeg aftalte med Weekendavisen, at jeg den følgende uge kunne få bragt et svar på 6.000 anslag. Imidlertid valgte WA først at bringe mit svar ugen efter (i dag, fredag) og i en udgave, der var forkortet til 4.000 anslag. Nedenstående er mit oprindelige og uforkortede svar.
Kære Klaus Wivel,
Tak for brevet. Du skriver, at politikernes anerkendelse af behovet for en mindre offentlig sektor og lavere skatter er en sejr for liberale meningsdannere. Men du tilføjer, at sejren kommer på et ”forkert grundlag”, fordi behovet for reformer ”synes at komme som en konsekvens af, at det frie marked, som I advokerer for, har kostet de europæiske offentlige kasser så dyrt”. Din påstand er, at fejl i markedet skabte finanskrisen og dermed behovet for reformer af velfærdsstaten.
Her tager du fejl. Behovet for reformer af den danske velfærdsstat er på ingen måde skabt af finanskrisen eller det frie marked. Behovet for reformer skyldes indbyggede svagheder i selve vores velfærdsmodel.
Finanskrisen har forværret den langsigtede holdbarhed på de offentlige finanser med ca. 9 mia. kr. Til sammenligning udgør alene de årlige overskridelser af budgettet for det offentlige forbrug under VK-regeringen siden 2001 ca. 40 mia. kr. – altså mere end fire gange så meget. Efterlønnen skulle afskaffes 2½ gange for at finansiere dette! Behovet for nulvækst i det offentlige forbrug er altså ikke skabt af finanskrisen.
I øvrigt skyldes forværringen på 9 mia. kr. ikke bankpakkerne. Indtil videre tyder det på, at pakkerne vil give overskud, fordi staten samtidig har pålagt bankerne en ekstraskat. Forværring af de offentlige finanser skyldes i høj grad, at krisen har medført større udgifter til bl.a. dagpenge, lavere skatteindtægter samt udgifterne til stimulipakker.
Du beskriver på udmærket vis en række af de politiske faktorer, som bidrog til finanskrisen, herunder den alt for lave rente og det politiske pres i især USA for, at der skulle gives boliglån til borgere, som reelt ikke havde råd. Men herefter fejer du disse forklaringer til side, fordi det i sidste instans er bankerne, som rent faktisk har givet lånene. Derfor kan man ikke holde bankernes ledelse fri for ansvar. Og derfor passer det ikke, at markedet er rationelt og selvregulerende, ræsonnerer du.
Budskabet fra liberale økonomer er imidlertid ikke, at alle aktører på et marked til hver en tid træffer de rigtige beslutninger. Budskabet er, at markedet har en disciplinerende virkning - hvis det ellers får lov til at virke! På en række områder sørgede politisk indblanding imidlertid for, at markedet ikke fungerede op til finanskrisen. Det faktum kan man da ikke bare se bort fra. Det er for eksempel helt i tråd med økonomisk teori, at en kunstigt lav rente kan medføre aktie- og boligbobler og generelt en bevægelse imod mere risikable investeringsobjekter for at sikre et bedre afkast.
Det er ganske korrekt, at dette faktum ikke fritager bankdirektører, boligejere og andre for et personligt ansvar. Og det kan være på sin plads at løfte pegefingre for dem, der vil moralisere. Det konstruktive og fremadrettede spørgsmål er imidlertid, hvordan vi forhindrer, at det sker igen. Her synes KW at antage, at ”mere regulering” er svaret.
Jeg er ikke så overbevist. Finanssektoren er i forvejen en af de allermest regulerede sektorer. Målt på antallet af paragraffer er Lov om finansiel virksomhed den næststørste lov i Danmark – kun overgået af Retsplejeloven. Det var også situationen inden finanskrisen, hvor Finanstilsynet havde vidtgående beføjelser til at kontrollere bankerne. Det forhindrede ikke Roskilde Banks kollaps.
Nu forestiller man sig, at lidt flere paragrafer og lidt mere magt til det finanstilsyn, som fejlede så fatalt sidst, er løsningen. Jeg tvivler. Man siger, at generalerne altid forbereder sig på at udkæmpe den seneste krig. På samme måde er der en stor risiko for, at regulatorerne højst bliver i stand til at forhindre den seneste boble. Den næste boble kommer med usvigelig sikkerhed, hvis man tillader en ligeså slap pengepolitik, som i årene op til 2008. Måske er den allerede ved at blive pustet op. Det eneste, vi ved, om den kommende boble er, at den givetvis vil få et andet forløb end den forrige – især hvis man indfører ny regulering, der påvirker aktørernes adfærd.
Liberale økonomer hævder ikke, som du påstår, at markedet er selvregulerende. De lægger tværtimod stor vægt på de institutionelle rammevilkår, som skal sikre et velfungerende marked. Statslig regulering skal sikre markedet – blandt andet ved at beskytte den private ejendomsret og ved at håndhæve kontrakter.
Man må skelne imellem markedskonform regulering, der sikrer et velfungerende marked og former for regulering, som forvrider markedet, for eksempel ved at begrænse den fri konkurrence eller ved at hæmme prismekanismen. Reguleringen skal være en ramme, indenfor hvilken markedet kan fungere snarere end en spændetrøje, der forhindrer markedet i at fungere. Det er en ganske svær balancegang. Alene den politiske beslutningsproces med sine kompromiser og studehandler kan gøre det vanskeligt at ramme balancepunktet.
Du skriver meget skråsikkert, at Obama-administrationens nye regulering af finanssektoren er ”selvindlysende”, og at kritikken af denne viser manglende ”selverkendelse” (?) fra markedstilhængernes side. Det er jeg ikke helt så sikker på. Jeg er ikke ekspert i den finansielle sektor, men når jeg læser kritikken, hævdes det netop, at en del af den nye regulering hæmmer og forvrider markedet.
Du argumenterer for, at bankerne er noget ganske særligt, fordi staten ikke kan tillade, at de går ned på grund af deres særlige rolle i samfundet. Derfor mangler markedets disciplinering og i stedet skal den finansielle sektors stabilitet beskyttes igennem regulering. Jeg har fremført nogle modargumenter imod denne tænkning. Først og fremmest er jeg ikke sikker på, at man kan nå de tilsigtede virkninger. Endvidere er det vigtigt at anerkende, at regulering kan have og ofte har utilsigtede bivirkninger. Netop fordi den finansielle sektor er så vigtig, skal man derfor passe på, at man ikke gør mere skade end gavn. Men selv hvis man accepterer dit argument, så retter det sig jo netop specifikt imod den finansielle sektor, hvilket jo unægtelig efterlader et meget stort spillerum for liberaliseringer i resten af samfundet.
Kære Klaus Wivel,
Tak for brevet. Du skriver, at politikernes anerkendelse af behovet for en mindre offentlig sektor og lavere skatter er en sejr for liberale meningsdannere. Men du tilføjer, at sejren kommer på et ”forkert grundlag”, fordi behovet for reformer ”synes at komme som en konsekvens af, at det frie marked, som I advokerer for, har kostet de europæiske offentlige kasser så dyrt”. Din påstand er, at fejl i markedet skabte finanskrisen og dermed behovet for reformer af velfærdsstaten.
Her tager du fejl. Behovet for reformer af den danske velfærdsstat er på ingen måde skabt af finanskrisen eller det frie marked. Behovet for reformer skyldes indbyggede svagheder i selve vores velfærdsmodel.
Finanskrisen har forværret den langsigtede holdbarhed på de offentlige finanser med ca. 9 mia. kr. Til sammenligning udgør alene de årlige overskridelser af budgettet for det offentlige forbrug under VK-regeringen siden 2001 ca. 40 mia. kr. – altså mere end fire gange så meget. Efterlønnen skulle afskaffes 2½ gange for at finansiere dette! Behovet for nulvækst i det offentlige forbrug er altså ikke skabt af finanskrisen.
I øvrigt skyldes forværringen på 9 mia. kr. ikke bankpakkerne. Indtil videre tyder det på, at pakkerne vil give overskud, fordi staten samtidig har pålagt bankerne en ekstraskat. Forværring af de offentlige finanser skyldes i høj grad, at krisen har medført større udgifter til bl.a. dagpenge, lavere skatteindtægter samt udgifterne til stimulipakker.
Du beskriver på udmærket vis en række af de politiske faktorer, som bidrog til finanskrisen, herunder den alt for lave rente og det politiske pres i især USA for, at der skulle gives boliglån til borgere, som reelt ikke havde råd. Men herefter fejer du disse forklaringer til side, fordi det i sidste instans er bankerne, som rent faktisk har givet lånene. Derfor kan man ikke holde bankernes ledelse fri for ansvar. Og derfor passer det ikke, at markedet er rationelt og selvregulerende, ræsonnerer du.
Budskabet fra liberale økonomer er imidlertid ikke, at alle aktører på et marked til hver en tid træffer de rigtige beslutninger. Budskabet er, at markedet har en disciplinerende virkning - hvis det ellers får lov til at virke! På en række områder sørgede politisk indblanding imidlertid for, at markedet ikke fungerede op til finanskrisen. Det faktum kan man da ikke bare se bort fra. Det er for eksempel helt i tråd med økonomisk teori, at en kunstigt lav rente kan medføre aktie- og boligbobler og generelt en bevægelse imod mere risikable investeringsobjekter for at sikre et bedre afkast.
Det er ganske korrekt, at dette faktum ikke fritager bankdirektører, boligejere og andre for et personligt ansvar. Og det kan være på sin plads at løfte pegefingre for dem, der vil moralisere. Det konstruktive og fremadrettede spørgsmål er imidlertid, hvordan vi forhindrer, at det sker igen. Her synes KW at antage, at ”mere regulering” er svaret.
Jeg er ikke så overbevist. Finanssektoren er i forvejen en af de allermest regulerede sektorer. Målt på antallet af paragraffer er Lov om finansiel virksomhed den næststørste lov i Danmark – kun overgået af Retsplejeloven. Det var også situationen inden finanskrisen, hvor Finanstilsynet havde vidtgående beføjelser til at kontrollere bankerne. Det forhindrede ikke Roskilde Banks kollaps.
Nu forestiller man sig, at lidt flere paragrafer og lidt mere magt til det finanstilsyn, som fejlede så fatalt sidst, er løsningen. Jeg tvivler. Man siger, at generalerne altid forbereder sig på at udkæmpe den seneste krig. På samme måde er der en stor risiko for, at regulatorerne højst bliver i stand til at forhindre den seneste boble. Den næste boble kommer med usvigelig sikkerhed, hvis man tillader en ligeså slap pengepolitik, som i årene op til 2008. Måske er den allerede ved at blive pustet op. Det eneste, vi ved, om den kommende boble er, at den givetvis vil få et andet forløb end den forrige – især hvis man indfører ny regulering, der påvirker aktørernes adfærd.
Liberale økonomer hævder ikke, som du påstår, at markedet er selvregulerende. De lægger tværtimod stor vægt på de institutionelle rammevilkår, som skal sikre et velfungerende marked. Statslig regulering skal sikre markedet – blandt andet ved at beskytte den private ejendomsret og ved at håndhæve kontrakter.
Man må skelne imellem markedskonform regulering, der sikrer et velfungerende marked og former for regulering, som forvrider markedet, for eksempel ved at begrænse den fri konkurrence eller ved at hæmme prismekanismen. Reguleringen skal være en ramme, indenfor hvilken markedet kan fungere snarere end en spændetrøje, der forhindrer markedet i at fungere. Det er en ganske svær balancegang. Alene den politiske beslutningsproces med sine kompromiser og studehandler kan gøre det vanskeligt at ramme balancepunktet.
Du skriver meget skråsikkert, at Obama-administrationens nye regulering af finanssektoren er ”selvindlysende”, og at kritikken af denne viser manglende ”selverkendelse” (?) fra markedstilhængernes side. Det er jeg ikke helt så sikker på. Jeg er ikke ekspert i den finansielle sektor, men når jeg læser kritikken, hævdes det netop, at en del af den nye regulering hæmmer og forvrider markedet.
Du argumenterer for, at bankerne er noget ganske særligt, fordi staten ikke kan tillade, at de går ned på grund af deres særlige rolle i samfundet. Derfor mangler markedets disciplinering og i stedet skal den finansielle sektors stabilitet beskyttes igennem regulering. Jeg har fremført nogle modargumenter imod denne tænkning. Først og fremmest er jeg ikke sikker på, at man kan nå de tilsigtede virkninger. Endvidere er det vigtigt at anerkende, at regulering kan have og ofte har utilsigtede bivirkninger. Netop fordi den finansielle sektor er så vigtig, skal man derfor passe på, at man ikke gør mere skade end gavn. Men selv hvis man accepterer dit argument, så retter det sig jo netop specifikt imod den finansielle sektor, hvilket jo unægtelig efterlader et meget stort spillerum for liberaliseringer i resten af samfundet.
