Sprog er en levende organisme. Det udvikler sig uophørligt i takt med samfundets udvikling. Ikke så meget i sin struktur, men i høj grad i sit ordforråd. Nye ord opstår hele tiden – nogle bliver faste medlemmer af ordforrådet, mens andre forsvinder i glemmebogen. Det er der ikke noget mærkeligt i – sådan har det altid været. Jeronimusser ærgrer sig og bliver sure – vi andre kalder det bare en naturlig udvikling. Hvert år udgiver Dansk Sprognævn en fortegnelse over nye ord, og de slidstærke af dem bliver optaget i nye udgaver af ordbøgerne.
Nye ord er imidlertid ikke mit ærinde i denne omgang. Det er derimod den udvanding af betydningsstærke ord, der umærkeligt er i gang i vort samfund. En udvikling, der forekommer foruroligende, og som gør vort ellers så rige og dejlige modersmål fattigere. Det er formodentlig en konsekvens af de nye medier som f.eks. Facebook, hvor vi alle skal komme hinanden ved. Essensen i det nye fænomen er, at skellet mellem det offentlige og private rum udviskes. Meget private fænomener som sorg og glæde, som kærlighed, venskab og medfølelse bliver gjort almene ved at blive praktiseret i det offentlige rum. Og ofte bliver ordene dermed berøvet deres varme og deres karakter af netop at være private. Lad os tage nogle eksempler.
Der sker et mord eller et dødeligt færdselsuheld et eller andet sted. Lokalsamfundet er i oprør – det er der ikke noget mærkeligt i. det er blot menneskeligt og naturligt. Det bliver først kunstigt og unaturligt, når tilfældige mennesker af enhver slags strømmer til, gør det hele til et projekt, en event – og lægger blomster, tænder lys, græder, bærer sorg og i det hele taget ser triste ud. Tv-stationer er naturligvis på pletten og sender denne kollektive og egentlig upersonlige sorg ud i æteren. Det rigtig spektakulære kommer oven i købet på YouTube – sorgen bliver dermed også international. Så komme vi alle hinanden ved.
Umiddelbart og tilsyneladende alt sammen meget sympatisk. Men jeg tillader mig at spørge: Hvor bliver de nærtstående, de pårørende af i al denne anonyme og almene sorg? Hvilke ord skal de overhovedet bruge til at udtrykke deres følelser? Hele arsenalet af sørge-ord er jo allerede taget i brug og på en måde brugt op. Er ordet sorg eller andre sorg-ord overhovedet anvendelige for disse ulykkelige mennesker, når alle mulige ukendte mennesker har lagt beslag og taget patent på dem? Kommer der ikke til at mangle ord for de pårørende, der virkelig har sorgen helt inde under huden. Eller kan de virkelig dele deres private sorg med i princippet hele verden? Jeg synes, det forekommer at være umuligt.
På samme måde er det med andre varme og dyrebare ord som venner og venskaber. Hvordan kan man være ven med tusinder af mennesker, der i realiteten blot er navne uden identitet eller indhold? Mig forekommer det at være en absurditet og noget narreværk. Eller det, der er værre. Ved at udvande ordene, ved at gøre dem meningsløse og ved at tømme dem for indhold – ja, ved at gøre ordene til skøger gør vi vort sprog fattigere. Det kan vel ikke være meningen i en verden, der vil globalisering, og hvor netop de små sprog er under stadig større pres. I en sådan verden skal vi tværtimod fastholde de enkelte ords værdi og meningsfulde indhold.
Nye ord er imidlertid ikke mit ærinde i denne omgang. Det er derimod den udvanding af betydningsstærke ord, der umærkeligt er i gang i vort samfund. En udvikling, der forekommer foruroligende, og som gør vort ellers så rige og dejlige modersmål fattigere. Det er formodentlig en konsekvens af de nye medier som f.eks. Facebook, hvor vi alle skal komme hinanden ved. Essensen i det nye fænomen er, at skellet mellem det offentlige og private rum udviskes. Meget private fænomener som sorg og glæde, som kærlighed, venskab og medfølelse bliver gjort almene ved at blive praktiseret i det offentlige rum. Og ofte bliver ordene dermed berøvet deres varme og deres karakter af netop at være private. Lad os tage nogle eksempler.
Der sker et mord eller et dødeligt færdselsuheld et eller andet sted. Lokalsamfundet er i oprør – det er der ikke noget mærkeligt i. det er blot menneskeligt og naturligt. Det bliver først kunstigt og unaturligt, når tilfældige mennesker af enhver slags strømmer til, gør det hele til et projekt, en event – og lægger blomster, tænder lys, græder, bærer sorg og i det hele taget ser triste ud. Tv-stationer er naturligvis på pletten og sender denne kollektive og egentlig upersonlige sorg ud i æteren. Det rigtig spektakulære kommer oven i købet på YouTube – sorgen bliver dermed også international. Så komme vi alle hinanden ved.
Umiddelbart og tilsyneladende alt sammen meget sympatisk. Men jeg tillader mig at spørge: Hvor bliver de nærtstående, de pårørende af i al denne anonyme og almene sorg? Hvilke ord skal de overhovedet bruge til at udtrykke deres følelser? Hele arsenalet af sørge-ord er jo allerede taget i brug og på en måde brugt op. Er ordet sorg eller andre sorg-ord overhovedet anvendelige for disse ulykkelige mennesker, når alle mulige ukendte mennesker har lagt beslag og taget patent på dem? Kommer der ikke til at mangle ord for de pårørende, der virkelig har sorgen helt inde under huden. Eller kan de virkelig dele deres private sorg med i princippet hele verden? Jeg synes, det forekommer at være umuligt.
På samme måde er det med andre varme og dyrebare ord som venner og venskaber. Hvordan kan man være ven med tusinder af mennesker, der i realiteten blot er navne uden identitet eller indhold? Mig forekommer det at være en absurditet og noget narreværk. Eller det, der er værre. Ved at udvande ordene, ved at gøre dem meningsløse og ved at tømme dem for indhold – ja, ved at gøre ordene til skøger gør vi vort sprog fattigere. Det kan vel ikke være meningen i en verden, der vil globalisering, og hvor netop de små sprog er under stadig større pres. I en sådan verden skal vi tværtimod fastholde de enkelte ords værdi og meningsfulde indhold.
