Der tales i dag om ytringsfrihed i alle mulige sammenhænge. Så snart en ytring går nogen imod, eller så snart nogen føler sig krænket, gøres det til, at ytringsfriheden er overtrådt eller i fare. Det er misbrug af dette dyrebare begreb. Ytringsfrihed er ved at blive til et af de meningsløse plusord, som ingen kan erklære sig uenig i. På linje med demokrati-begrebet og de øvrige friheder. På den måde er disse dyrebare begreber på vej til at miste deres indhold - de bliver meningsløse.
Det er ikke noget problem at erklære sig som frihedens abstrakte ven – der kan vi alle være med. Det er omkostningsfrit, og det lyder flot. Men ved nærmere eftertanke konstaterer vi, at en sådan frihed i praksis kun forekommer i mere eller mindre ligegyldige og hurtigt glemte festtaler og andre falbelader. Som for eksempel på en Grundlovsdag. I den virkelige verden er friheden altid begrænset. Denne begrænsning og håndhævelsen af den er vel i sidste ende, hvad der karakteriserer et civiliseret samfund. Og denne kendsgerning gør ikke friheden eller frihedsbegrebet mindre værd.
Selvfølgelig skal vi fortsætte med at betragte friheden som et ubestrideligt og forhåbentlig umisteligt gode. Men 1970´er-sangeren Janis Joplins ord om, at ”freedom is just another word for nothing left to lose”, trænger sig på. Total og absolut frihed eksisterer kun for den, der ikke har noget at tabe. Eller for den, der næsten står udenfor samfundet. For alle andre har den begrænsninger – og heldigvis for det. Ellers ville vi jo leve i en verden, hvor kun den stærkes ret og dermed jungleloven herskede. De fleste af os foretrækker nok at leve i en verden, hvor det praktiske livs frihed er begrænset af mange forskellige hensyn. For eksempel i forhold til vore medmennesker og medborgere. Det er vel i sidste ende en sådan tilstand, som vi kalder et civiliseret samfund.
Alle kender fra deres hverdag og deres erhverv, at der et utal af begrænsninger i medarbejderes mulighed for at ytre sig. Magthavere i alle mulige sammenhænge forsøger dagligt at gradbøje ytringsfriheden for deres ansatte. Kloge magthavere undlader at gøre brug af den, fordi de for længst har indset, at retten til ytringsfrihed ikke er det samme som pligten til at gøre brug af den.
I debatten om, hvorvidt ytringsfriheden har eller bør have grænser, er der et aspekt, der konstant har været underbelyst eller slet ikke belyst. Et aspekt, der nøje hænger sammen med ytringsfrihedens historiske udvikling og baggrund. Selvfølgelig skal ytringsfriheden være ubøjelig, den skal være ubegrænset inden for lovens rammer, og den skal gælde for alle. Ingen tvivl om det. Grundloven rummer ikke noget ”men”, efter at ytringsfriheden er proklameret. Men da paragraffen blev indføjet sammen med de andre friheder ved Grundlovens fødsel i 1849, var det også en implicit forudsætning, at den blev forstået som den svage medborgers beskyttelse mod magthaverne. For magthaverne eller de stærke i samfundet var ytringsfriheden naturligvis en selvfølgelighed, som ingen grundlov behøvede at fastslå. Staten og dens tjenere, ministre og administration behøvede og behøver ikke at få ytringsfriheden bøjet i neon. Magthaverne i et samfund behøver derfor heller ikke i tide og utide afprøve ytringsfrihedens grænser – hvis det sker for ofte, risikerer vi nemlig at placere den på lossepladsen for meningsløsheder.
Det er ikke noget problem at erklære sig som frihedens abstrakte ven – der kan vi alle være med. Det er omkostningsfrit, og det lyder flot. Men ved nærmere eftertanke konstaterer vi, at en sådan frihed i praksis kun forekommer i mere eller mindre ligegyldige og hurtigt glemte festtaler og andre falbelader. Som for eksempel på en Grundlovsdag. I den virkelige verden er friheden altid begrænset. Denne begrænsning og håndhævelsen af den er vel i sidste ende, hvad der karakteriserer et civiliseret samfund. Og denne kendsgerning gør ikke friheden eller frihedsbegrebet mindre værd.
Selvfølgelig skal vi fortsætte med at betragte friheden som et ubestrideligt og forhåbentlig umisteligt gode. Men 1970´er-sangeren Janis Joplins ord om, at ”freedom is just another word for nothing left to lose”, trænger sig på. Total og absolut frihed eksisterer kun for den, der ikke har noget at tabe. Eller for den, der næsten står udenfor samfundet. For alle andre har den begrænsninger – og heldigvis for det. Ellers ville vi jo leve i en verden, hvor kun den stærkes ret og dermed jungleloven herskede. De fleste af os foretrækker nok at leve i en verden, hvor det praktiske livs frihed er begrænset af mange forskellige hensyn. For eksempel i forhold til vore medmennesker og medborgere. Det er vel i sidste ende en sådan tilstand, som vi kalder et civiliseret samfund.
Alle kender fra deres hverdag og deres erhverv, at der et utal af begrænsninger i medarbejderes mulighed for at ytre sig. Magthavere i alle mulige sammenhænge forsøger dagligt at gradbøje ytringsfriheden for deres ansatte. Kloge magthavere undlader at gøre brug af den, fordi de for længst har indset, at retten til ytringsfrihed ikke er det samme som pligten til at gøre brug af den.
I debatten om, hvorvidt ytringsfriheden har eller bør have grænser, er der et aspekt, der konstant har været underbelyst eller slet ikke belyst. Et aspekt, der nøje hænger sammen med ytringsfrihedens historiske udvikling og baggrund. Selvfølgelig skal ytringsfriheden være ubøjelig, den skal være ubegrænset inden for lovens rammer, og den skal gælde for alle. Ingen tvivl om det. Grundloven rummer ikke noget ”men”, efter at ytringsfriheden er proklameret. Men da paragraffen blev indføjet sammen med de andre friheder ved Grundlovens fødsel i 1849, var det også en implicit forudsætning, at den blev forstået som den svage medborgers beskyttelse mod magthaverne. For magthaverne eller de stærke i samfundet var ytringsfriheden naturligvis en selvfølgelighed, som ingen grundlov behøvede at fastslå. Staten og dens tjenere, ministre og administration behøvede og behøver ikke at få ytringsfriheden bøjet i neon. Magthaverne i et samfund behøver derfor heller ikke i tide og utide afprøve ytringsfrihedens grænser – hvis det sker for ofte, risikerer vi nemlig at placere den på lossepladsen for meningsløsheder.
