På sin vis bør det jo være ideelt for en regering, der stadig har en snæver føring i danskernes kollektive bevidsthed, når det kommer til den økonomiske håndtering, at oppositionen fremturer med et stadigt mere velfærdsfokuseret udspil, der har sine indlysende svagheder og selvmodsigelser. Ja, se blot, for at jeg ikke skal udbrede mig for meget om noget, andre, der indlysende har større indsigt i disse sager, så ganske fortræffeligt allerede har skrevet om, hvad der skrives skal, den såkaldte "fair løsning" udsat for et realitetstjek i Carsten Valgreens indlæg på Punditokraterne i dag.
Endelig en åben lejlighed for regeringspartierne til for alvor at positionere sig som den part, der reelt ønsker at forbedre og forberede Danmark på henholdsvis de presserende problemstillinger og kommende udfordringer, skulle man synes. Men desværre. Vi er nok mange, der har ualmindeligt svært ved at se det ske på denne side af et folketingsvalg. Malet sig op i et hjørne, har man, hvor velfærdsflosklerne flyder lige så naturligt ud af borgerlige finans- og skatteministre, som havde man fæstnet en mikrofon til den, af de netop universitetsundersøgelsesstemplede politisk neutrale nyhedsmedier, evigt eksponerede Mette Frederiksen.
For helvede, hvor savner jeg at høre en borgerlig politiker med overbevisning i stemmen argumentere for de reformer, vi har brug for. Men måske er det for meget forlangt. Måske vi bare skulle starte med et håb om at høre en borgerlig politiker udtale ordet 'reform' uden en omkransende benægtelse af at ville ændre nogen som helst vilkår for danskerne. Det ville være en lille revolution. Et nødvendigt paradigmeskifte, hvor svært det så end er at få øje på.
Selv bliver jeg snart igen bundet til at leve på en overførselsindkomst dikteret af Staten, som jo gerne skulle være til for mig og dig, men for hvilken man snart kan diskutere, hvis ikke allerede, om ikke snarere du og jeg er til for den. Og jeg vil da gerne have, at Staten forbarmer sig over alle os studerende og strør penge rundhåndet ud til generel forsødelse af livet. Og sådan er vi så mange, der da sagtens kunne tænke os bare lidt mere til netop vores specifikke samfundsgruppe. Det kan de andre vel betale i kollektivismens hellige navn. Vi er jo fremtiden, siger de studerende. Eller fortiden, siger efterlønnerne. Eller noget helt tredje, siger alle de andre.
Det er præmissen. Vi skal helst give lidt mere til dem og dem og dem, men vi må endelig ikke tage noget fra nogen. Eller måske bare lidt fra de rige. De har jo alligevel så meget og giver så lidt.
Det skriger jo lungerne ud, at kejseren ikke har klæder på. I kan forhåbentlig se det, Troels, Claus, Lars, Lene og Brian. Hvornår tør I sige det? Hvornår tør I gøre noget ved det?
Lad ikke oppositionen diktere præmisserne for diskussionen af velfærdsstaten. Især i disse tider bør det være legitimt at stille spørgsmål til holdbarheden af "skruen-uden-ende"-velfærdsmodellen.
I har chancen. Grib den.
Nu.
Endelig en åben lejlighed for regeringspartierne til for alvor at positionere sig som den part, der reelt ønsker at forbedre og forberede Danmark på henholdsvis de presserende problemstillinger og kommende udfordringer, skulle man synes. Men desværre. Vi er nok mange, der har ualmindeligt svært ved at se det ske på denne side af et folketingsvalg. Malet sig op i et hjørne, har man, hvor velfærdsflosklerne flyder lige så naturligt ud af borgerlige finans- og skatteministre, som havde man fæstnet en mikrofon til den, af de netop universitetsundersøgelsesstemplede politisk neutrale nyhedsmedier, evigt eksponerede Mette Frederiksen.
For helvede, hvor savner jeg at høre en borgerlig politiker med overbevisning i stemmen argumentere for de reformer, vi har brug for. Men måske er det for meget forlangt. Måske vi bare skulle starte med et håb om at høre en borgerlig politiker udtale ordet 'reform' uden en omkransende benægtelse af at ville ændre nogen som helst vilkår for danskerne. Det ville være en lille revolution. Et nødvendigt paradigmeskifte, hvor svært det så end er at få øje på.
Selv bliver jeg snart igen bundet til at leve på en overførselsindkomst dikteret af Staten, som jo gerne skulle være til for mig og dig, men for hvilken man snart kan diskutere, hvis ikke allerede, om ikke snarere du og jeg er til for den. Og jeg vil da gerne have, at Staten forbarmer sig over alle os studerende og strør penge rundhåndet ud til generel forsødelse af livet. Og sådan er vi så mange, der da sagtens kunne tænke os bare lidt mere til netop vores specifikke samfundsgruppe. Det kan de andre vel betale i kollektivismens hellige navn. Vi er jo fremtiden, siger de studerende. Eller fortiden, siger efterlønnerne. Eller noget helt tredje, siger alle de andre.
Det er præmissen. Vi skal helst give lidt mere til dem og dem og dem, men vi må endelig ikke tage noget fra nogen. Eller måske bare lidt fra de rige. De har jo alligevel så meget og giver så lidt.
Det skriger jo lungerne ud, at kejseren ikke har klæder på. I kan forhåbentlig se det, Troels, Claus, Lars, Lene og Brian. Hvornår tør I sige det? Hvornår tør I gøre noget ved det?
Lad ikke oppositionen diktere præmisserne for diskussionen af velfærdsstaten. Især i disse tider bør det være legitimt at stille spørgsmål til holdbarheden af "skruen-uden-ende"-velfærdsmodellen.
I har chancen. Grib den.
Nu.
