Lad den frie konkurrence udvikle sig - i stedet for at gøre alle til syndebukke

Alverdens politikere er i øjeblikket i gang med at finde ud af, hvordan man kan få bankerne til selv at betale for de livsnødvendige redningspakker, de har fået i løbet af det sidste år. Tobin-skat og andre massedestruktive forslag er på banen. Hvis politikerne fortryder, at de gik ind og sikrede sig mod en total nedsmeltning af markedet uden at sikre sig indflydelse på skatteydernes vegne, kunne de have tænkt sig om og fået en option på at konvertere lånekapitalen til aktiekapital og så sælge den i markedet senere. Det gjorde de ikke, og derfor kan ingen i dag tillade sig at se så forenklet på redningspakkerne, som mange har gjort de seneste dage. For det første er det vigtigt at politikerne anerkender, at der trods alt også er banker, som ikke har haft brug for ekstra kapital, eller som har løst problemerne selv, og som dermed må antages at drive et sundt selskab. Man bør ikke straffe selskaber, der driver en fornuftig forretning. Det ville være både grotesk og decideret amoralsk, ligesom det i sidste ende ville skade kunderne, da der kun er kunderne til at betale regningen for en ineffektiv og dyr sektor. Indsatsen bør fokusere på at hindre, at banker bliver ”too big to fail”. I almindelige virksomheder er det aktionærerne, der har sikret selskabet ansvarlig lånekapital og tager dermed risikoen og derfor også dem, der har retten til gevinsten i form af dividender og kursstigninger. Det er sund markedsøkonomi. Det er jo trods alt også aktionærerne, der har valgt bestyrelserne, og dermed ledelserne, og ikke mindst har nydt godt af indtjeningen imens gearingerne og låneproteføljerne voksede i den lange periode hvor alt bare steg og steg. Jeg tror de fleste mennesker synes det er en rimelig balance. Dem der tager risikoen, de skal også have dividender og kursstigninger og visa versa. Desværre har skatteyderne i Danmark ifølge Helle Thorning-Schmidt foræret et trecifret milliard beløb til aktionærer og stillere af ansvarligkapital i den danske banksektor. Heri tager Thorning desværre ikke fejl, men det var hende selv og kollegerne på Christiansborg, der gjorde det. Vi kunne have fjerne topskatten mindst 5 gange for det beløb, og det kan vel ikke ligefrem siges, at disse penge er givet til folk, der havde fortjent dem. Det er et faktum, at der i den grad var en kaotisk stemning i markedet, og dermed et massivt prispres på langt de fleste bankaktier. Aktiekurserne var i starten af marts nede på et niveau, hvor der reelt var frygt for om mange af bankerne ville bukke under. Det var klart, at der skulle sikres yderligere kapital for, at tilliden til bankerne kunne genetableres. Det var et billede, der kunne ses for mange banker og ikke kun i Danmark. Normalt er markedet til for at løse den slags opgaver. Man kan dog med rette argumentere, at det nok ikke havde været nemt - måske endda umuligt - at finde de mange milliarder af kroner i markedet i starten af marts i år. Det var i hvert fald sket på kurser, der ville ligge betydeligt under, hvor de fleste banker handler i dag. Jeg synes også godt man kan argumentere for, at i den slags situationer må man af hensyn til samfundets stabilitet sikre den nødvendige kapital. Det behøver dog ikke være en foræring. Når mange banker i Danmark tager imod bankpakke II - til en rente på omkring 10% - så er det vel klart for de fleste, at kunne dette gøres billigere i markedet, så ville bankerne naturligvis låne i markedet og ikke af staten. Hvis man så bliver enige om at stille risikokapital til rådighed alligevel for at sikre stabiliteten i samfundet, ville det vel være helt naturligt, at man så også sikrede sig en del af en eventuel opside når man nu har hele risikoen? Det har man dog fra politisk side valgt ikke at gøre. Det har Thorning været med til at bestemme, og det bør hun huske, når hun nu giver andre skylden for krisen. Det havde ellers været nemt for staten at sikre sig, at staten havde option på at konvertere sin lånekapital til aktiekapital, og så sælge den i markedet senere, hvis dette skulle vise sig at være lønsomt. Modellen minder lidt om den Goldman Sachs og Warren Buffet forhandlede sig frem til, da Buffet lånte 5 mia. dollars til Goldman Sachs. Man skal huske, at finansielle instrumenter ikke altid er af det slemme - om end mange politikere gerne vil bringe verden og ikke mindst finansverden tilbage til noget der nemt kan komme til at ligne middelalderen. Havde man sikret sig, at man fik del i dividender og kursstigninger, så havde billedet set noget anderledes ud i dag. Disse enorme værdier ligger nu trygt i lommerne på de aktionærer og stillere af ansvarlig kapital, der klogeligt blot har ventet forsigtigt på, at redningen kom fra sidelinjen. Jeg mener ikke, at staten skal drive bank, men staten behøver heller ikke at forære skatteydernes penge væk. Og slet ikke til dem der har tjent en masse penge på at placere deres midler i institutioner, som tilsyneladende har taget for store risici, og i de gode tider har tjent rigtig mange penge på det. Den slags har intet med frie markedskræfter og kapitalisme at gøre, og det vil være trist at det udlægges som sådant. Skatteyderne får næsten ikke noget ud af at have investeret i mange finansielle virksomheder, om end de sidder med hele risikoen. Dividender og kursstigninger er givet væk til aktionærerne og stillere af ansvarlig lånekapital; tilbage er kun risikoen. Nu er politikerne så i gang med at drøfte nye regler for bankerne, og her vil de straffe alle - også dem der mirakuløst er kommet gennem krisen uden ridser i lakken, og fortjener ros. Politikerne skulle i stedet ved lov fjerne stemmeretsbegrænsninger, som forhindrer sammenlægninger og konsolidering i finanssektoren, såvel som nødvendige udskiftninger i bestyrelser og ledelser. Jeg vil opfordre politikerne til at se problemerne i øjnene i stedet for at finde på tåbeligheder som Tobin-skatten, der både formindsker og fordyrer den internationale handel til skade for befolkningen, eller finder på nye og indviklede regler, der nærmest opfordrer virksomheder til at omgå dem, ligesom de skal lade være med at bruge tiden på at blande sig i forhold, der hører til ledelsesretten i private virksomheder. I stedet har politikerne er vigtig opgave i at sikre en mere fornuftig kapitalstruktur og bedre gennemsigtighed - og ikke mindst skabe en reel mulighed for konsolidering. Lad nu den frie konkurrence udvikle sig, så vi kan få den nødvendige konsolidering i branchen, til gavn for kunder og sunde virksomheder, og så fokusere indsatsen på risiko, kapital og gennemsigtighed og lad være med at straffe dem der kører en ordentlig forretning og prøver at trække branchen i den rigtige retning. Dem der gør det rigtigt, kunne man måske oven i købet lære noget af? Thorning, det må du da også kunne se, i stedet for at gøre en hel sektor til syndebuk, uden at kvalificere kritikken? Det er som at tæppebombe hele den finansielle sektor, og det er ikke fair. Danmark og verden har brug for et velfungerende finansielt system. Lad os ikke ødelægge hvad der er tilbage af det, men blot sikre at diverse tiltag rammer rigtigt og retfærdigt.