Jeg tror IKKE på Liberal Alliances løfter.
Lavere skatter, og en mindre - mere effektiv offentlig sektor? Naaah…
De mener det ikke i LA – ikke rigtigt.
Liberal Alliances modstand mod kontrol og regler (læs den her) der kan synliggøre de offentligt ansattes arbejde overfor den befolkning der skal betale, gør mig skeptisk.
Og det ændrer sig ikke bare fordi LA nu pludselig støtter PISA-undersøgelserne.
En enkelt svale gør jo ingen sommer.
Nej, jeg vil se STORE nedskæringer, vil jeg - og STORE skatte-lettelser - før jeg begynder at tro på Liberal Alliance. Og så vil jeg se MASSIV synliggørelse af den offentlige sektors måder at handle på og dens resultater.
Men Liberal Alliance vil hellere lede sig til kvalitetsforbedringer, end stille krav og evaluere.
LAs argument er at evalueringer, krav og regler er spild af de offentlige ansattes tid.
Det er ikke så effektivt som ledelse.
Men hvad er effektivitet?
Effektivitet kan vel kun vurderes i forhold til et mål?
Og hvis det offentliges mål ikke er opstillet af og kontrolleres af befolkning og demokrati, hvem opstiller dem så? Fagforeningerne? De faglige fællesskaber?
Hvis det er fagforeningerne og de faglige fællesskaber der opstiller målene, så er målet sandsynligvis at øge de offentlige ansattes indtjening og magt ved at konsolidere og udvide de offentligt ansattes forretningsområde.
Og metoderne til at nå dette mål vil være at erobre reklame-platforme, fx: DR, væresteder, skoler og lære-anstalter, hvorfra der kan reklameres u-imodsagt for de offentliges ydelser og for de nødvendige skattestigninger der skal betale dem.
På platformene kan de offentliges organisationer derefter gennemføre den ene kampagne efter den anden for at udvide forretningsområdet. Metoderne vil være sociale taktikker som intimidering, tavshed, mobning, agitation, forfordeling, karaktermord, nepotisme.
På de erobrede platforme kan den offentlige sektor altså arbejde nærmest modstandsløst på at udvide sit skattebetalte forretningsområde.
Min konklusion på Liberal Alliances ønske om at afskaffe kontrol, krav og konsekvenser i det offentlige er at Liberal Alliance vil undgå konkurrence imellem offentlige institutioner.
Og mellem institutionsliv og fri socialitet.
Liberal Alliance vil ha at forældre, ældre, patienter, beboere med bind for øjnene og propper i ørerne bare skal acceptere den bolig, institutionsplads, hospital, skole med videre som de bliver anvist.
Liberal Alliance ønsker at patienterne bare skal acceptere den behandlingsplan og vurdering som lægen tilbyder, og acceptere den behandling som plejepersonale og andre pædagoger udsætter dem for.
For Liberal Alliance vil lede sig til kvalitet.
Liberal Alliance mener at befolkningen bare skal være mere tillidsfuld.
Liberal Alliance mener tilsyneladende at tillid er noget man kan kræve.
Det mener jeg nu ikke de har ret i.
Men okay: måske er det bare mig?
For hvornår har lægerne nogensinde begået fejl?
Eller pædagogerne?
Ja, jeg spør bare.
Har det måske nogensinde været pædagogernes ansvar når det gik et barn dårligt, eller når en båd med efterskole-elever kæntrede? Nej, vel. Hvis ikke det er forældrenes eller barnets egen skyld, så er det bare et hændeligt uheld. Eller også er det de borgerlige politikere der er for nærige med skatteyder-kronerne.
Og det samme gælder lægerne: de laver bare aldrig fejl. Det er altid medicin-selskabernes skyld når patienter modtager forkert behandling. Boneloc, OMNISCAN, det hvide snit, Thalidomid, hemmelige koder, Ritalin til små børn og den generelle overmedicinering af især ældre: det er aldrig lægerne der begår fejl eller er for ligeglade: det er altid nogen andre. Og de mange rygoperationer og knæoperationer (med mere?) der er blevet gennemført på et svagt grundlag: det skyldes at patienterne har presset lægerne.
Og hvis lægerne mod forventning en dag skulle lave fejl så sker det i den bedste mening, hvilket man for tiden kan forsikre sig om på DR2.
Nej, empirien underbygger bestemt ikke at de faglige fællesskaber skulle styre efter egne interesser.
Eller: hvad mener du?
Ja, undskyld ironien, men helt ærligt: de der udelukkende ønsker at lede sig til kvalitet, berøver efter min mening befolkningen for en indsigt der er helt grundlæggende for demokratiet.
Ledelse er pædagogik – og pædagogik er ledelse.
Men desværre er det lykkedes for pædagogerne og deres politiske bagland at overbevise danskerne om at pædagogik kan være neutral og objektiv.
Det kan pædagogik ikke.
Pædagogik er politik.
Og det grundlæggende og meget alvorlige demokratiske problem ved pædagogikken - at den består af handling og derfor er usynlig og tavs og utilgængelig – er aldrig blev diskuteret.
Godt gået af pædagogerne og venstrefløjen, at de kunne overtale os til det.
Men på den anden side: det er jo netop det de er uddannet til.
At pædagogik er handling og dermed tavs betyder at lærere og pædagoger kan mobbe børn til menneskepulver uden at nogen kan bevise det eller gribe ind. Det samme gælder de plejehjems-ansatte, og enhver anden offentlig ansat der har hverdagslig magt i den enkelte civile borgeres liv.
Det er selvfølgeligt helt legitimt for enhver privat arbejdsgiver både at lede og at skjule sine målsætninger og resultater.
Men ledelsen i det offentlige skal ligge i ske med synliggjorte kontroller og regler.
Yin og yang: det ene skaber det andet, og det andet skaber det ene igen.
Ellers er demokratiet ikke frit.
Min egen holdning er den at folketing og vælgerbefolkning (aka demokratiet) har mistet kontrollen over de offentlige ansatte. Og det er for mig at se en meget alvorlig situation, som slipper pøbel og pøbels egne interesser løs på den enkelte civile og hendes familie.
Aldrig før i historien har familiens børn for eksempel været så ubeskyttede og udsatte i forhold til pøbel og politik som i dagens Danmark.
Og så kan Mærsk, Dansk Industri og andre pæne mennesker støtte Liberal Alliance så meget de vil. Det er ok. Jeg synes også selv at LA på mange måder er et frisk pust.
Jeg tvivler bare på at det er ægte liberalt.
Og hvis ikke vi – de almindelige civile – kan skelne imellem et samfund styret af pøbel og et samfund hvor den enkelte er fri, så er vi alle – også erhvervs-virksomhederne - ilde stedt. Så er vi i Danmark ligeså naive og dumme som alle andre befolkninger der nogensinde blindt og døvt har accepteret et totalitært styre.
Så er vi lige så lette at forføre som IG Farben og tyskerne, var det i 30-erne.
Det centrale problem er - for mig at se – en tilbøjelighed hos rigtigt mange, til at reducerer land og et samfund til et firma.
Men Danmark er et samfund. Ikke et firma.
Okay, man kan selvfølgelig godt komme i tvivl med et land der er så lille som Danmark.
Men netop opgaven med at sikre at landet forbliver et land og et samfund, og ikke forvandles til et stats-firma, er – efter min mening - den vigtigste for enhver der er ægte liberal.
Og den opgave bliver sværere jo mindre landet er og jo færre resurser det har.
Det er rigtigt svært at være en ægte liberal i et lille land uden andre råstoffer end mennesker.
Men det er for mig at se den udfordring vi har.
Og den må alle vi ægte liberale være med til at løfte.
;-D
mvh Ane K
denne artikel er en remake af artiklen THYRA FRANKs tale på LA-kongressen var et OVERGREB , som efter min mening var blevet for rodet.
