Der er ingen mangel på diskussioner i litteraturen, vedrørende det kontroversielle emne om hvem der slår først, hvem der slår oftest og hvem der repræsenterer en reel trussel mod deres partnere. Mænd eller kvinder? Nylige empiriske og teoretiske undersøgelser tilbyder overbevisende beviser på, at raterne af offerrolle og voldsudøvelse er ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder i intime relationer, og sværhedsgraden af volden og heraf resulterende skade er ofte minimal. Yderligere ophober der sig beviser der modsiger opfattelsen af, at kvinders aggression primært er i selvforsvar mod voldelige mandlige partnere.
Over de seneste årtier er der fremkommet et antal undersøgelser, der har understøttet påstanden om, at kvinder udøver vold i rater på linie med mænd. Resultaterne er relativt konsistente på tværs af dating, samliv, ægteskab i de undersøgte samfundssegmenter, selvom der er beviser for, at unge respondenter (under 30) i datingrelationer viser højere aggressionsrater, især fra kvinder.
For mere end to årtier siden udførtes (1983) en undersøgelse inkluderende 168 mænd og 293 kvinder, indrulleret i et introduktionskursus i psykologi. 30 % af de studerende rapporterede, at have haft øvet vold mod en partner, eller have været udsat for vold af en partner. 15 % af mændene rapporterede, at de havde udøvet vold mod en partner. Af disse mandlige voldsudøvere rapporterede 77 %, at de også selv havde været udsat for vold. Af kvinder rapporterede 21 %, at de havde udøvet vold, og af disse havde 82 % selv været udsatte for vold. Omkring dette tidspunkt (1983) udførtes en anden undersøgelse, der samlede mandlige og kvindelige gymnasieelever og demonstrerede, at 78 (29 mænd og 49 kvinder) af den oprindelige gruppe på 644 rapporterede, at have værende aggressoren eller været målet for fysisk vold i datingrelationer. Man konkluderede, at volden i almindelighed kunne karakteriseres som reciprok: 71,4 % af respondenterne rapporterede, at de både havde været offer og udøver på ét eller andet tidspunkt i relationerne.
Få år senere (1986) undersøgtes 135 kvindelige og 121 mandlige gymnasieelever. Resultatet indikerede, at den fremherskende vold ikke adskilte sig signifikant kønnene imellem: 11,1 % af kvinderne og 10,7 % af mændene rapporterede at have været ofre for vold, uden at have udøvet vold. En anden undersøgelse (1988) samledes 505 universitetsstuderende (298 kvinder og 207 mænd) fra overklassen fra et stort midtvestenuniversitet. Resultaterne indikerede ikke nogen signifikante forskelle i mænds og kvinders rapporterede rater for udsættelse for vold, eller udøvelse af vold; 14 % for mænd og 18 % for kvinder i undersøgelsen engageret i fysisk vold mod en date; 10 % af mænd og 14 % af kvinder rapporterede at have været udsat for fysisk vold på en date. En undersøgelse fra 1991 tilbød data fra en undersøgelse af 336 førsteårsstuderende, hvilket yderligere indikerede, at fysisk aggression i datingrelationer ikke er kønsspecifikke. Anvendelsen af enhver form for aggression i en datingkontekst i de to år forud for undersøgelsen, blev rapporteret af 24,6 % af mændene og 28,4 % af kvinderne.
Nyligere (1997) udførtes én af de få fremadrettede undersøgelser af vold i intime relationer. Denne undersøgelse fulgte en nyfødt generation af 1.037 emner. Ved alderen 21 svarede 425 kvinder og 436 mænd, der var i intime relationer, på spørgsmål fra Conflict Tactics Scale om deres egen og deres partners anvendelse af vold. Både mindre og sværere fysiske voldsrater var højere for kvinder, uanset om dette var rapporteret at personen selv eller fra partneren. Den svære fysiske voldsrate var mere end tre gange så høj for kvinder, end for mænd (18,6 % mod 5,7 %). Vold fra fremmede blev også målt, og var igen mere fremherskende blandt kvinder (36 % mod 25 %).
I en undersøgelse af 70 ugifte mandlige førsteårsstuderende som havde været i en relation det sidste år, fandt man, at 40 % rapporterede på Conflict Tactics Scale (1979), at de havde været ofre for mindst én voldelig handling indenfor det seneste år. 29 % rapporterede, at de havde været ofre for svær vold (eksempelvis sparket, bidt, slået med knytnæve, havde haft en kniv eller pistol anvendt mod dem). Til sammenligning rapporterede 10 % af mændene, at de havde udøvet svær vold mod en partner.
En undersøgelse fra 2005 sammenlignede fremherskelsen og naturen af offerrollen og voldsudøvelsen i en undersøgelse af mænd (n = 13) og kvinder ( n = 52) fra et middelstort canadisk universitet, der havde været i heteroseksuelle relationer i mindst tre måneder. Som forventet indikerede resultater fra Conflict Tactics Scale livstidsofferrolle og voldsudøvelse i intime relationer blandt førsteårsstuderende var éns, og adskilte sig kun lidt i forhold til respondentens køn.
Med hensyn til voldsudøvelse viste ingen af sammenligningerne mellem mænd og kvinder i de forskellige kategorier af voldudøvelse i Conflict Tactics Scale 2 signifikante forskelle. Kvinder havde overordnet en højere voldsudøvelse på tværs af alle kategorier af vold (psykologisk, fysisk, seksuel tvang, fysiske mén) uanset niveauet af voldssværhed taget i betragtning; med undtagelse af mænd der har rapporteret, at have større sandsynlighed for udøvet mindre seksuel tvang (38,5 %) end kvinder (23,1 %). Førsteårsstuderende mænd og kvinder rapporterede generelt også lignende rater af offerrolle:
Psykisk vold: (kvinder = 78,8 %; mænd = 69,2 %)
Fysisk vold: (kvinder = 26,9 %; mænd = 23,1 %)
Seksuel tvang: (kvinder = 42,3 %; mænd = 46,2 %)
Der var beviser for, at kvinder havde større sandsynlighed for at have oplevet alvorlig vold.
Resultaterne indikerede, at psykisk vold
Svær psykisk vold: (kvinder = 32,7 %; mænd = 38,5 %)
Svær fysisk vold: (kvinder = 11,5 %; mænd = 00,0 %)
Svær seksuel tvang: (kvinder = 15,4 %; mænd = 7,77 %)
Ethvert mén efter vold: (kvinder = 09,6 %; mænd = 00,0 %)
Alvorlige mén efter vold: (kvinder = 01,9 %; mænd = 00,0 %)
forefandtes i en anseelig minoritet at førsteårsstuderendes relationer, og tenderede at være mere oplevet af kvinder end mænd.
En gruppeundersøgelse med deltagere fra ægteskabelige og samboende relationer afslører lignende beviser på kønssymmetri i voldsudøvelse og offerrolle. Undersøgelsen (1999) undersøgte en repræsentativ gruppe af 356 mænd og 351 kvinder. Uanset respondentens køn fandt man lignende fremherskende étårs-rater for husbond-kone vold, med mændene rapporterende lettere forhøjede rater (ikke signifikant). Mænd og kvinder var enige om fremherskelsen af kone-husbond-vold.
Ved anvendelse af nationale amerikanske undersøgelsesdata (1990) demonstreredes, at kvinder havde tre gange så stor sandsynlighed for at anvende alvorlig vold mod en ikke-voldelig partner, end mænd havde mod en ikke-voldelig kvindelig partner.
Af grunde der kan have at gøre med den fremherskende opfattelse af familievold som mandsudøvet, er dette vigtige fund forbigået i næsten ubemærkethed. Énsidig vold fra kvinder rangerede fra 9,6 % i ægteskaber til 13,4 % hos samlevende par (de sammenlignelige rater for énsidig vold mod kvinder var 2,4 % og 1,2 %) (1990)
Altså kunne vold fra kvinder ikke énsidigt karakteriseres som selvforsvar. Archer´s meta-analyseundersøgelse afslørede at kvinder, hvis nogen, var noget mere voldelige end mænd, ifølge summerede selvrapporter og andre rapporter.
Over de seneste årtier er der fremkommet et antal undersøgelser, der har understøttet påstanden om, at kvinder udøver vold i rater på linie med mænd. Resultaterne er relativt konsistente på tværs af dating, samliv, ægteskab i de undersøgte samfundssegmenter, selvom der er beviser for, at unge respondenter (under 30) i datingrelationer viser højere aggressionsrater, især fra kvinder.
For mere end to årtier siden udførtes (1983) en undersøgelse inkluderende 168 mænd og 293 kvinder, indrulleret i et introduktionskursus i psykologi. 30 % af de studerende rapporterede, at have haft øvet vold mod en partner, eller have været udsat for vold af en partner. 15 % af mændene rapporterede, at de havde udøvet vold mod en partner. Af disse mandlige voldsudøvere rapporterede 77 %, at de også selv havde været udsat for vold. Af kvinder rapporterede 21 %, at de havde udøvet vold, og af disse havde 82 % selv været udsatte for vold. Omkring dette tidspunkt (1983) udførtes en anden undersøgelse, der samlede mandlige og kvindelige gymnasieelever og demonstrerede, at 78 (29 mænd og 49 kvinder) af den oprindelige gruppe på 644 rapporterede, at have værende aggressoren eller været målet for fysisk vold i datingrelationer. Man konkluderede, at volden i almindelighed kunne karakteriseres som reciprok: 71,4 % af respondenterne rapporterede, at de både havde været offer og udøver på ét eller andet tidspunkt i relationerne.
Få år senere (1986) undersøgtes 135 kvindelige og 121 mandlige gymnasieelever. Resultatet indikerede, at den fremherskende vold ikke adskilte sig signifikant kønnene imellem: 11,1 % af kvinderne og 10,7 % af mændene rapporterede at have været ofre for vold, uden at have udøvet vold. En anden undersøgelse (1988) samledes 505 universitetsstuderende (298 kvinder og 207 mænd) fra overklassen fra et stort midtvestenuniversitet. Resultaterne indikerede ikke nogen signifikante forskelle i mænds og kvinders rapporterede rater for udsættelse for vold, eller udøvelse af vold; 14 % for mænd og 18 % for kvinder i undersøgelsen engageret i fysisk vold mod en date; 10 % af mænd og 14 % af kvinder rapporterede at have været udsat for fysisk vold på en date. En undersøgelse fra 1991 tilbød data fra en undersøgelse af 336 førsteårsstuderende, hvilket yderligere indikerede, at fysisk aggression i datingrelationer ikke er kønsspecifikke. Anvendelsen af enhver form for aggression i en datingkontekst i de to år forud for undersøgelsen, blev rapporteret af 24,6 % af mændene og 28,4 % af kvinderne.
Nyligere (1997) udførtes én af de få fremadrettede undersøgelser af vold i intime relationer. Denne undersøgelse fulgte en nyfødt generation af 1.037 emner. Ved alderen 21 svarede 425 kvinder og 436 mænd, der var i intime relationer, på spørgsmål fra Conflict Tactics Scale om deres egen og deres partners anvendelse af vold. Både mindre og sværere fysiske voldsrater var højere for kvinder, uanset om dette var rapporteret at personen selv eller fra partneren. Den svære fysiske voldsrate var mere end tre gange så høj for kvinder, end for mænd (18,6 % mod 5,7 %). Vold fra fremmede blev også målt, og var igen mere fremherskende blandt kvinder (36 % mod 25 %).
I en undersøgelse af 70 ugifte mandlige førsteårsstuderende som havde været i en relation det sidste år, fandt man, at 40 % rapporterede på Conflict Tactics Scale (1979), at de havde været ofre for mindst én voldelig handling indenfor det seneste år. 29 % rapporterede, at de havde været ofre for svær vold (eksempelvis sparket, bidt, slået med knytnæve, havde haft en kniv eller pistol anvendt mod dem). Til sammenligning rapporterede 10 % af mændene, at de havde udøvet svær vold mod en partner.
En undersøgelse fra 2005 sammenlignede fremherskelsen og naturen af offerrollen og voldsudøvelsen i en undersøgelse af mænd (n = 13) og kvinder ( n = 52) fra et middelstort canadisk universitet, der havde været i heteroseksuelle relationer i mindst tre måneder. Som forventet indikerede resultater fra Conflict Tactics Scale livstidsofferrolle og voldsudøvelse i intime relationer blandt førsteårsstuderende var éns, og adskilte sig kun lidt i forhold til respondentens køn.
Med hensyn til voldsudøvelse viste ingen af sammenligningerne mellem mænd og kvinder i de forskellige kategorier af voldudøvelse i Conflict Tactics Scale 2 signifikante forskelle. Kvinder havde overordnet en højere voldsudøvelse på tværs af alle kategorier af vold (psykologisk, fysisk, seksuel tvang, fysiske mén) uanset niveauet af voldssværhed taget i betragtning; med undtagelse af mænd der har rapporteret, at have større sandsynlighed for udøvet mindre seksuel tvang (38,5 %) end kvinder (23,1 %). Førsteårsstuderende mænd og kvinder rapporterede generelt også lignende rater af offerrolle:
Psykisk vold: (kvinder = 78,8 %; mænd = 69,2 %)
Fysisk vold: (kvinder = 26,9 %; mænd = 23,1 %)
Seksuel tvang: (kvinder = 42,3 %; mænd = 46,2 %)
Der var beviser for, at kvinder havde større sandsynlighed for at have oplevet alvorlig vold.
Resultaterne indikerede, at psykisk vold
Svær psykisk vold: (kvinder = 32,7 %; mænd = 38,5 %)
Svær fysisk vold: (kvinder = 11,5 %; mænd = 00,0 %)
Svær seksuel tvang: (kvinder = 15,4 %; mænd = 7,77 %)
Ethvert mén efter vold: (kvinder = 09,6 %; mænd = 00,0 %)
Alvorlige mén efter vold: (kvinder = 01,9 %; mænd = 00,0 %)
forefandtes i en anseelig minoritet at førsteårsstuderendes relationer, og tenderede at være mere oplevet af kvinder end mænd.
En gruppeundersøgelse med deltagere fra ægteskabelige og samboende relationer afslører lignende beviser på kønssymmetri i voldsudøvelse og offerrolle. Undersøgelsen (1999) undersøgte en repræsentativ gruppe af 356 mænd og 351 kvinder. Uanset respondentens køn fandt man lignende fremherskende étårs-rater for husbond-kone vold, med mændene rapporterende lettere forhøjede rater (ikke signifikant). Mænd og kvinder var enige om fremherskelsen af kone-husbond-vold.
Ved anvendelse af nationale amerikanske undersøgelsesdata (1990) demonstreredes, at kvinder havde tre gange så stor sandsynlighed for at anvende alvorlig vold mod en ikke-voldelig partner, end mænd havde mod en ikke-voldelig kvindelig partner.
Af grunde der kan have at gøre med den fremherskende opfattelse af familievold som mandsudøvet, er dette vigtige fund forbigået i næsten ubemærkethed. Énsidig vold fra kvinder rangerede fra 9,6 % i ægteskaber til 13,4 % hos samlevende par (de sammenlignelige rater for énsidig vold mod kvinder var 2,4 % og 1,2 %) (1990)
Altså kunne vold fra kvinder ikke énsidigt karakteriseres som selvforsvar. Archer´s meta-analyseundersøgelse afslørede at kvinder, hvis nogen, var noget mere voldelige end mænd, ifølge summerede selvrapporter og andre rapporter.
