Peter Kurrild-Klitgaard:
I denne måned er det præcis 70 år siden, at den østrigske økonom og filosof, professor Friedrich August von Hayek (1899-1992) fik sin klassiker, »Vejen til Trældom«, udgivet i USA. Bogen var en næsten øjeblikkelig bestseller og blev nogle måneder senere udgivet i forkortet form i det dengang meget læste Readers Digest. Ad disse veje fik dens tanker stor betydning for samfundsdebatten i efterkrigsårene, og politikere som Ronald Reagan og Margaret Thatcher pegede senere på »Vejen til Trældom« som den bog, der havde fået deres øjne op for, hvorledes samfundet langsomt socialiseres, og hvorfor processen må standses.
Bogen, der var tilegnet »socialister i alle partier«, var en dyster advarsel: De totalitære ideologer, fascisme og kommunisme, som man i krigsårene kunne se ødelægge verden, var katastrofale for den menneskelige civilisation. Men de politikker, som de vestlige, liberal-demokratiske blandingsøkonomier var i gang med at implementere, bar i sig selv kimen til noget lignende: Pris- og lønkontrol, kraftige skattestigninger og ekspropriationer var kun begyndelsen.
Ræsonnementet kan indkapsles i to halve sætninger: »At blive kontrolleret i vores økonomiske aktiviteter betyder … at blive kontrolleret i alt«.