"[Når] dét øjebliks medlidenhed så er overstået, kan man måske lægge den åh-så-lette forståelse til side og fokusere på det, der burde være det egentlige emne, men som naturligvis hurtigt viger pladsen for fokus på proces og person: At der i den moderne allestedsnærværende velfærdsstat-med-konsensusdemokrati uvilkårligt udvikler sig et usundt forhold mellem de midler, politikere disponerer over, og den mentalitet de kommer til at agere ud fra. Folketingsmedlemmer, der skal handle gensidige fordele af, så der kan skabes flertal; ministre, der skal admininistrere; råd, udvalg og institutioner, der skal uddele eller forvalte bevillinger; nydere, for hvem bevillinger kan betyde alt eller intet. Det findes alle steder–også indenfor arbejdsmarkeds-, erhvervs- og landbrugspolitik–men er næppe mindst i den relativt lille og incestuøse kulturverden, hvis støtteordninger er som et uendeligt system af kinesiske æsker, og hvor det synes som om, at 90 pct. af de involverede skiftes til at uddele statslig støtte til hinanden. I en sådan verden af kassetænkning bliver vennetjenester og særinteresser let selve dagen og vejen, mens “inhabilitet” både i praksis og mentalitet flytter til en by i Rusland."
