Kurrild-Klitgaard samler op om den yderste venstrefløj:
Men hvorfor kom den yderste venstrefløjs utiltalende opførsel bag på så mange? For den var jo ikke ny i sig selv – kun med hensyn til hvem det gik udover. Mogens Glistrup blev i årevis overfaldet korporligt af venstreradikale på netop 1. maj. Det samme er sket for flere politikere fra Dansk Folkeparti – også langt væk fra 1. maj. Både KU og VU har oplevet at få møder ødelagt af autonome. Den nationalkonservative blogger Kim Møller blev sendt på hospitalet. Den københavnske lokalpolitiker Rasmus Jarlov (K) fik stjålet sin bil, ødelagt sin cykel og antastet korporligt, fordi han kritiserede »Ungdomshuset«. Et folketingsmedlem for Enhedslisten – Pernille Rosenkrantz-Theil (nu S) – støttede (i hvert fald moralsk), da to kommunistiske voldsmænd overfaldt Anders Fogh Rasmussen (V) og Per Stig Møller (K). Den ene havde tidligere overfaldet Peter Brixtofte (V). Og sådan kunne man blive ved – Blekingegadebanden, brandstifterbanden, ja, de venstreradikale har sågar i »Antifascistisk Aktion« deres helt eget tæskehold. AFAs fhv. leder er den flere gange anholdte Pelle Dragsted – som nu er ansat hos og opstillet for Enhedslisten. For slet ikke at tale om, at det ikke er så længe siden, at de venstreradikale, der betegnede sig selv som »500 stenkastende voldspsykopater fra helvede«, stjal et hus på Nørrebro og derefter, da de blev sat ud, hærgede en hel by med bål, brand og stenkast i flere dage. Hvorefter venstrefløjen på Københavns Rådhus belønnede de selvsamme med et nyt »Ungdomshus«, finansieret af de skatteborgere, man lige havde hærget, og hvoraf 5.000 skrev under på en protest.
Men hvorfor er det sådan? Hvorfor bliver det bare ved og ved, hvorfor finder vi os i den røde fascisme og dens stormtropper? Fordi de røde fascister historisk har været beskyttede. Fordi de svømmer som fisk i et hav af sympatisanter (Læs: Journalister). Lad mig supplere med Lillelunds skarpe henvisning fra d. 5/5:
»Når jeg genlæser min reportage i dag, er det nærmest skandaløst. Jeg er chokeret over, at jeg ikke tog fat i Aarhus Kommune og lavede en historie med overskriften: Lovlig forening nægtet lokaler. Men dengang interesserede det mig ikke en skid at sætte mig ind i, hvad det var, Den Danske Forening sagde. Jeg havde besluttet, at det var en halvnazistisk bevægelse, der ikke burde have ret til at samles. At de autonome så samtidig jagtede dem rundt, gjorde bare det hele mere spændende der var ikke en eneste på Jyllands-Posten, der dengang kunne drømme om at lave historien om, hvordan en kommune kunne nægte en lovlig forening at holde et møde. Det er enormt skræmmende at tænke på, men jeg tror ikke, at man kunne finde en dansk journalist i den periode, der tænkte væsentlig anderledes. « Siger redaktør Simon Andersen i biografi-en Langballe (2010), og denne sensationelt sjældne erkendelse fortjener at komme i glas og ramme. Fordi den viser, hvor skrøbeligt demokratiet faktisk er. Det kan snildt sættes ud af kraft, ganske diskret.
