Om fødevareminister Dan Jørgensen:
"Mere konkret blev det forleden, hvor Dan Jørgensen erklærede “Det økologiske areal i DK skal fordobles. Basta!”. Her var det faktisk specifikt: Et “objektivt” politisk mål, der skal gennemføres.
Det er så et mål, man overordnet kan være enig eller uenig i. Mange danskere kan godt lide økologiske produkter–men det er endnu de færreste, der i praksis kan smage forskel på økologisk og ikke-økologisk endsige er villige til at betale merprisen. Derfor andrager eksport af økologisk produceret kød da også kun 100 mio. kroner om året, mens eksporten af konventionelt fremstillet kød løber op i 35 mia. kroner.
Så længe forbrugerne ikke frivilligt begynder at købe flere økologiske varer, kan en fordobling af “det økologiske areal” frem til 2020 (som siden 2009 har været VK-, SRSF- og SR-regeringernes erklærede mål) dermed kun nås ved politiske midler–d.v.s. ved gennem forbud, påbud, subsidier og skatter/afgifter at få producenter og forbrugere til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort.
Og så er vi ved det lille ord, “Basta!”, og den mentalitet, det afspejler. Traditionelt hyldes den demokratiske proces som en udveksling af synspunkter, der evt. leder frem til et kompromis eller en konsensus af en slags, inden der på et eller andet tidspunkt også skal stemmes. Altsammen indenfor rammerne af en forfatning med både rettigheder og magtdeling–herunder (i Danmarks tilfælde) næringsfrihed og privat ejendomsret.
Men ikke her. For hvad betyder “Basta!”, om noget overhovedet? Næppe andet end “Således skal det være!”, “Der er ikke noget at diskutere!”, “Han har talt!”. Og hvad er det egentlig, der siges af Dan Jørgensen? At de titusinder af danske landmænd, der retmæssigt ejer deres egen jord, og som hver dag året rundt gør deres yderste for både at skaffe deres egne familier en næring og skaffe fødevarer på bordet til millioner af mennesker, som de ikke kender personligt, skal holde op med at gøre noget og i stedet gøre noget andet. Basta! Disse mennesker og deres fødevareomsætning på sølle 60 mia. kroner om året er nemlig bare små brikker, som en politiker kan flytte rundt med efter forgodtbefindende. Basta!"
