LEDER: Det såkaldte "armslængdeprincip", som den danske klulturelite påstår eksistensen af i kulturpolitikken, har altid været en illusion. Der er ikke mere armslængde mellem en stat, som giver penge til bestemte former for kunst, og de kunstnere, som gerne vil have fat i pengene, end der er mellem en hvilken som helst arbejdsgiver og hans ansatte: Staten får hvad den betaler for.
Nu er der dog endelig en i kunstverdenen, som siger det ligeud, fordi det i forbindelse med vore magthaveres enorme fokus på fremtidens klima er blevet så åbenlyst, hvordan det politiske apparat køber kunstnere i stort antal til at propagandere sagen for sig:
"Mange kunstnere og kunstinstitutioner lever på et udsultet budget, og derfor er det fristende at lave udstillinger, hvor der bliver sat mange penge af," siger den nytiltrådte rektor på Det Fynske Kunstakademi, Merete Jankowski, og fortsætter: "God kunst er forankret i kunstnerens interesse for kunsten, og der bliver også lavet god klimakunst. Men spørgsmålet er: Hvor mange kunstnere og udstillingsbygninger ville egentlig have taget dette her op, hvis der ikke var penge i det?"
Merete Jankowskis udtalelse bliver især interessant, når man sammenholder den med de fleste kunstneres selvopfattelse, ifølge hvilken de er samfundets mest uafhængige ånder, i opposition til det bestående og altid parate til at sige det upopulære - men sande! - til resten af lemmingesamfundet. Merete Jankowskis billede er et noget andet, men det er efter alt at dømme mere realistisk. Kunstnere er som mennesker er flest: Til at købe hvis blot prisen er den rigtige, og i nutidens Danmark er det altså politikerne, der betaler.
Nu er der dog endelig en i kunstverdenen, som siger det ligeud, fordi det i forbindelse med vore magthaveres enorme fokus på fremtidens klima er blevet så åbenlyst, hvordan det politiske apparat køber kunstnere i stort antal til at propagandere sagen for sig:
"Mange kunstnere og kunstinstitutioner lever på et udsultet budget, og derfor er det fristende at lave udstillinger, hvor der bliver sat mange penge af," siger den nytiltrådte rektor på Det Fynske Kunstakademi, Merete Jankowski, og fortsætter: "God kunst er forankret i kunstnerens interesse for kunsten, og der bliver også lavet god klimakunst. Men spørgsmålet er: Hvor mange kunstnere og udstillingsbygninger ville egentlig have taget dette her op, hvis der ikke var penge i det?"
Merete Jankowskis udtalelse bliver især interessant, når man sammenholder den med de fleste kunstneres selvopfattelse, ifølge hvilken de er samfundets mest uafhængige ånder, i opposition til det bestående og altid parate til at sige det upopulære - men sande! - til resten af lemmingesamfundet. Merete Jankowskis billede er et noget andet, men det er efter alt at dømme mere realistisk. Kunstnere er som mennesker er flest: Til at købe hvis blot prisen er den rigtige, og i nutidens Danmark er det altså politikerne, der betaler.
