RELIGIONERNES FALLIT
Det bliver religion, der slår menneskeheden ihjel. Ikke Asteorider eller global opvarmning, skriver dagens kronikør, og peger på misforholdet mellem vores moralske og teknologiske udvikling. Det nødvendiggører en ekstrem realistisk holdning til religion i almindelighed og Islam og præstestyret i Iran i særdeleshed
Af Jeppe Juhl
Allah, Jahwe, Vishnu, Jesus, Muhammed og Buddha. Det kan meget vel blive en af de disse navne, med stor sandsynlighed det første, der bliver den direkte årsag til menneskehedens endeligt, hvis ikke vi gør noget radikalt ved religionernes rolle nu og her, inden det er for sent!
At vi skal uddø som race er der intet overraskende i. Vi er kosmologisk ret dårligt stillet. Enten når vi ikke at kolonisere andre fjernt liggende planeter inden solen brænder ud, eller også hvis vi skulle nå dette, så vil universet trække sig sammen i et Big Crunch – eller mere sandsynligt - fortsætte sin acceleration til en uendelig udstrækning og en absolut kulde, hvor al liv er utænkelig. Desværre er der intet, der tyder på, at vi når bare tilnærmelsesvis i nærheden af den levetid, som kosmologien betinger. Tværtimod taler alt for, at vi inden for måske bare få årtier vil opleve, hvad de irrationelle iblandt os – de religiøse – gennem tiderne har betegnet med mange liflige navne: Ragnarok, Armageddon, Apokalypsen. Og det er – skal jeg lige hilse at sige – noget de ser frem til med stor forventning!
Hvis vi for enkelthedens skyld holder os til de tre monoteistiske religioner: Jødedommen, kristendommen og islam, der teologisk har langt flere ligheder end forskelligheder, og som alle er et produkt og en irrationel videreudvikling af knap 6.000 år gammel nomadisk overtro og uvidenhed, så tegner der sig et yderst forstemmende billede med Islam som den langt største trussel.
De bekender sig alle tre til den vildfarelse, at vores menneskelige moral ikke alene har sit udgangspunkt men sin forudsætning i Guds ord. Uden Gud, ingen moral. Vi ville med andre ord rende rundt og slå hinanden ihjel på kryds og på tværs i et gudeløst samfund. Et argument, der med komisk monotomi går igen i debatter mellem teister og ateister, hvor teisterne altid peger på Hitler, Stalin, Pol Pot og Maos ’ateistiske’ massemord, når de desperat skal forsvare religionens berettigelse i en tidsalder, hvor vi forsker i superstrenge, har kortlagt det menneskelige genom og har uendelig meget vidnesbyrd, der underbygger Darwins banebrydende teori om den naturlige udvælgelse.
Lad os storsindet se bort fra argumentets mangel på logik, og det faktum at det 20. århundredes store ideologier alle kan ses som religionssubstitutter, og vende os til spørgsmålet om religionens betydning for den menneskelige moral. Det er svært at argumentere imod, at Moses og hans ti bud var en god vejleder for menneskelig adfærd i en stammekultur for 5.000 år siden, desuagtet at historien om den brændende busk og de af Gud påskrevne stentavler er lidt småkomisk.
Det er da ligeledes sandt, at Bjergprædikenen som den jødiske lægprædikant Jesus efter sigende skulle have holdt for knap 2.000 år siden indeholder smukke moralske retningslinjer. Om kærlighed til næsten og om at gøre mod andre, som du vil have de gør mod dig. Godt gået Jesus. At Jesus så slet ikke har patent på denne Gyldne Regel, er ikke noget de kristne råber højt om. Ja, den har faktisk været gældende for en lang række før-kristelige religioner, blandt andet den jødiske, men derfor er det da stadig en yderst prisværdig holdning, der desværre modsiges blodigt talrige andre steder i det Nye Testamente.
Med Muhammeds Gud, Allah, bliver det lidt mere kompliceret. Der er ikke nogen bæredygtig Gylden Regel i Koranen. Man kan, hvis man leder grundigt, finde forsonende moralske retningslinjer i de tidlige suraer, da Profeten opholdt sig i Mekka, men de bliver i den grad revideret i en grum retning, da han senere er i Medina. Eksemplerne er deprimerende og talrige. For de nysgerrige vil jeg anbefale apostaten Ibn Warraqs indsigtsfulde analyser af Islam. Men hvis man nu skal være rigtig flink ved Allah og hans tilbedere, så er han på papiret trods alt ikke meget værre end vores gode gamle ven, den gammeltestamentelige ekstremt blodtørstige Jahwe.
Jo, der er rigtig mange alternative ”moralske” guide-lines i de der gamle ørkenskrifter. Religionerne har altså historisk set været de første, der formulerede moralske regler på skrift. At empirien så viser os, at der er blevet og stadig bliver begået talløse og unævnelige forbrydelser i Guds navn er – skal det siges til religionernes forsvar – ikke umiddelbart et rationelt argument for, at moral og religion ikke er uløseligt forbundet, som teisterne jo hævder. Det er, kunne man mene, blot et tegn på, at der er nogle, der har misbrugt religionerne.
Men det argument holder ikke for en nærmere filosofisk granskning. Hvis der er naturbunden kausalitet mellem moral og religion må det logisk betyde, at vi mennesker ikke har haft nogen moral, før vi kunne formulere en hvilket som helst religion.
Det må samtidig også betyde, at agnostikere og ateister alle er amoralske, hvilket strider mod erfaringen, der tværtimod peger på mindre kriminalitet, bedre socialhjælp og større lykke i ikke-troende samfund. Vi har det bedre i Danmark end i Darfur, ikke sandt?
Hvis moral er betinget af religion, må det også logisk betyde, at dyr ikke kan være i besiddelse af moral med mindre, de er i stand til at formulere en religion. Og det kræver, at de kan tale eller telepatere. Jeg vil ikke udelukke, at delfiner har en religion, men jeg vil bestemt hælde til, at de har en (darwinistisk) moral. Med darwinistisk moral hentyder jeg til det rationelle evolutionsmæssige argument, der fordrer, at man inden for en given art ikke slår hinanden ihjel. En delfin – eller en søhest for den sags skyld – slår normalt ikke sit afkom (i flokken) eller sine frænder ihjel. Det er simpelt hen en rigtig kortsigtet evolutionel strategi.
Dyr, der metodisk og konsekvent slår deres artsfæller ihjel, har ikke store chancer i den evolutionære roulette. Ja, jeg ved godt, at der er hun-insekter, der som en del af kønsakten slår den stakkels han ihjel, at han-løver ofte spiser deres konkurrenters afkom samt at mennesker til stadighed myrder mennesker. Der er darwinistiske forklaringer på de to første. Hvad den sidste angår, så er der desværre også en darwinistisk forklaring og hvad værre er: en uhyggelig konsekvens.
Forklaringen på at vi har klaret os indtil nu - på trods af vores gensidige myrderier - er lige så enkel som den er skræmmende: Jeg vil hævde, at vi kun har klaret den første fase. Vi er stadig en ung art i darwinistisk målestok, og vores foreløbige uhørte succés skyldes en lang række heldige omstændigheder.
Det vi er vidne til nu, er i virkeligheden en evolutionær kamp, hvor menneskeheden simpelt hen skal frigøre sig fra sin irrationelle tanker (læs: religiøsitet) for at overleve som art. Bliver vi ved med at slå hinanden ihjel i en meningsløs og aldeles ubegrundet tro på et liv efter døden og for at forsvare diverse fuldstændig irrationelle tankesæt såsom, at Jorden er 6051 år gammel, at Guds søn blev født af en jomfru og genopstod fra de døde, eller at en analfabetisk, ond og pædofil beduin dikterede Guds ord ad verbatim og strøg til himmels på en hvid hest, da han døde, ja så skal man ikke hedde Nostradamus for at spå om fremtiden. Menneskehedens udryddelse ligger lige for, med mindre vi kommer den altoverskyggende årsag til vi slår hinanden ihjel til livs. Og den årsag er: religion.
Religionerne må dø for at menneskeheden kan leve!
Hvorfor er religion så farligere idag end den var igår? Svaret er banalt. På det relative plan er religion ikke nær så farlig, idet den er mindre udbredt end i de uoplyste tider. Men den gang vi troede på hekse (op til ni millioner blev slået ihjel af de kristne troessamfund i middelalderen!) var en kanon det værste våben disse fanatikere kunne opdrive.
Man kunne så indvende, at selvom adgangen til masseødelæggelsesvåben i dag er blevet til virkelighed, så er vores viden om deres konsekvenser og vores moralske udvikling øget i takt med den teknologiske. Med andre ord: der er ingen, der kunne finde på at benytte dem.
Lad os se på det argument i et filosofisk perspektiv. Selv om religionerne var vores moralske udgangspunkt i den menneskelige civilisations barndom, har de lige siden oplysningstiden halset uhjælpeligt efter moralfilosofferne og den samfundsmæssige udvikling. Og det gør de stadig med den Romersk Katolske Kirke og Islam som de bedste eksempler.
Denne halsen efter den moralske udvikling er formentlig uundgåelig for de religiøse institutioner, da de af natur må beside en naturlig konservatisme. Man kunne slå dette faktum hen. Okay, så det tager de kirkelige institutioner nogle år at sadle om til zeitgeisten.
Er mennesket ikke udsat for en evolutionær moralsk evolution, så mener jeg bestemt man i høj grad kan tale om en kultursociologisk moralsk udvikling. Jeg vil med en omskrivning fra Dawkins kalde det ”memetisk moral ” – altså en slags moralske kulturgener. Det vil sige almengyldige moralske normer, der videreformidles til de næste generationer. Det er således mere end tvivlsomt om vores børn og børnebørn vil se ned på homoseksuelle, forbyde prævention, nægte kvinder stemmeret eller spærre folk med epilepsi inde i åndssvageanstalter.
Det er den udvikling de store kirkesamfund hele tiden har kæmpet imod og forsøgt at tilpasse sig i det omfang det var muligt. Paverne har haft det svært, de har sådan cirka konstant sakket 100 år bagud. Nogle filosoffer, blandt andet danske Kaj Sørlander, har argumenteret meget overbevisende for, at oplysningen ikke kunne være sket uden om protestantismen, det kommer for langt at gå ind på her, men selv om Sørlanders argumentation er korrekt, er der jo ingen modsætning mellem det faktum, at kristendommen forårsagede oplysningstiden og at selvsamme religion derefter har udspillet sit kulturelle og historiske syfte. Okay, vi skylder protestantismen og den hellinistisk-judæo-kristne kultur meget. Tak for det, og videre i teksten.
Langt værre står det til med islam. Her er tale om en ideologi i religiøse klæder, der ikke på samme måde som kristendommen, har været i et brydningsfelt med oplysningstiden. Og desværre også en religion, der ikke kan komme i dialog med den modernitet, sekulariseringen affødte. Islam levner simpelt hen ikke noget spillerum for fremtidige justeringer.
I Islam er der er tale om total og evig underkastelse, religion og politik er fremdeles uløseligt forbundet, og man går helt galt i byen, hvis man tror der kun er tale om historisk transition, inden der kommer en oplysningstid inden for Islam. At tro på en reformation, for slet ikke at tale om en sekularisering af Islam eller at underkende konsekvenserne af ægte tro i Islam, er det der i sidste ende kan betyde vores endeligt.
Jeg ved godt, at de fleste danske intellektuelle er håbløst inficeret af moralsk relativisme. En latent flovhed over Vestens fortidige synder projiceres i strid med al rationel tænkning over på nutiden, og en manglende evne til at forstå, at ikke alle tænker som os, forleder disse relativister til at overføre deres vestligt rationelle tankesæt på andre og mere tilbagestående religiøse civilisationer. Og det er denne dødsensfarlige holdning, den selvgode politiske korrektheds frygt for at kalde Islam ved sit rette navn: en dødskult, der afholder os for at foretage de nødvendige skridt for at afværge katastrofen.
Sagens ubestridelige kerne er ikke desto mindre den, at med oplysningstiden kom sekulariseringen, og med sekulariseringen kom den videnskabelige og teknologiske eksplosion. I kølvandet på den forøgede indsigt i, hvordan vores verden ser ud i virkeligheden, og at det ikke længere var forbundet med livsfare at tænke frit, skete der – i den vestlige verden – en enorm moralsk udvikling. Og det er altså ikke en udvikling, man kan tage for givet i andre civilisationer.
De ’universelle’ menneskerettigheder som blev indført i FN efter 2. Verdenskrigs rædsler (formuleret af de vestlige sejrherrer!) er måske ikke så universelle, når det kommer til stykket, hvilket Durban II nok skal overbevise selv en Margrethe Vestager om.
Hvorom alting er: den moralske udvikling – zeitgeisten - der har fulgt slag i slag med den teknologiske gælder ikke alle. Langtfra. Dette kommer især – helt logisk – til udtryk hos de stærkt religiøse samfund og subkulturer. Tænk bare på de vanvittige kreationistiske evangelister i det amerikanske bibelbælte for slet ikke at tale om islamisterne.
Og det er her der opstår et eksistentielt problem for menneskeheden. Et problem, der i mine øjne er så logiskat vi simpelt hen bydes at forholde os til det uden omsvøb! Sagen er jo den, at hvis vi kan blive enige om, at der er moralsk ubalance i verden set ud fra, hvad vi postulerer at være tættest på et ideal, så er der ikke den samme teknologiske ubalance.
Hvad mener jeg med det? Jo. Selv om Vesten sidder på størstedelen af den teknologiske viden, skabt af den sekulære videnskab, så er det kun et spørgsmål om tid, inden disse teknologier bliver så let tilgængelige, at alle, også dem der er moralsk mindre udviklede, får uendelig let adgang til dem. Vi ser det lige nu med Iran og deres atomprogram, og en simpel fremskrivning i tid gør kun tingene værre. Meget værre!
Dén tanke, at en person, der i sit inderste tror, at han kommer i paradis med 72 jomfruer, skulle få adgang til et masseøde-læggelsesvåben, er en tanke, der burde få det til at løbe koldt ned af ryggen på selv den mest fodformede relativist. Hvis ikke vi i Vesten forholder os realistisk og darwinistisk til dette enkle faktum. Så bliver det hverken et frysende, uendeligt accelererende univers, global opvarmning, en ondsindet virus eller en asteroide, der bliver menneskehedens endeligt.
Det bliver religion.
