Boganmeldelse bragt på Damefrokosten.com 10. oktober 2011
Af Inger Schroll-Fleischer, ba.scient.pol. og blogger på Damefrokosten.com
For noget tid siden fik jeg bogen "Den én-dimensionale kvinde" tilsendt fra Forlaget Findes. Det første indtryk var, at her har vi med en ganske lille sag at gøre - bogen er på blot 100 sider. Det gik dog ret hurtigt op for mig, at der er tale om en rap, lille sag.
Forfatteren er Nina Power; britisk forfatter, blogger, underviser i filosofi på Roehampton University og meget mere. Og Nina Power er ikke glad. Der er nemlig noget galt med feminismen, som den ser ud i dag. Faktisk er der slet ikke tale om feminisme, men om forbrugerisme.
Nina Power er klar i mælet og langer i en til tider meget bidsk tone ud efter chokoladespisende Sex & The City-kvinder, der gør kvindefrigørelse og selvstændighed til et spørgsmål om højden på ens stiletter og mængden af dyre håndtasker og syndig chokolade i ens liv.
Powers altoverskyggende pointe er, at den virkelige feminisme er gået tabt i hovedløst overforbrug og kvinder, der tror, at feminisme handler om brasilianske voksbehandlinger og at det er en pligt at have det så sjovt som overhovedet muligt. Med kapitalismekritikken som underliggende og til tider meget synlig præmis, får andre feminister og blogger et fur - og nogle gange er det åbenlyst berettiget.
Power kommer vidt omkring i sin kritik og efter min mening også nogle gange for vidt. Vi hører om, hvordan kapitalismen og markedet - som ikke er af det gode, forståes - snyder kvinder til at føle sig frigjorte, mens vi egentlig blot udnyttes som disciplineret arbejdskraft, producenter af flere arbejdere til kapitalisterne og i forbindelse med pornografi. Jeg fornemmer, at Power nogle gange taber tråden og løber ud af en tangent i ærindet at kritisere andre (uenige) meningsdannere på hendes felt.
Når det så er sagt, skal det retmæssigt anføres, at Nina Power leverer en relevant kritik af et kvinde(selv)syn, der for nogles vedkommende er lig med materielle goder, der gør alt andet end at sætte en fri.
Powers problemer
Den lille bog er velskrevet - forordet er sjældent spændende og rammer teksten i sin essens - der leveres en relevant kritik, men der er to problemer. Det første problem er, at Nina Power deler feminister op i to slags - de misforståede SATC-feminister og de rigtige feminister.
Debattører som Damefrokostens egen Camilla-Dorthea Bundgaard og Leni Malacinski, forfatter til bogen"Den dag jeg opdagede, at jeg var undertryk", slåes i forordet af Eva Eistrup i hartkorn med førstnævnte slags feminister. Jeg mener, at Nina Power i sin udlægning mangler en dimension.
For mig at se handler den "nye" form for feminisme nemlig ikke om "retten" til at bruge 10.000+ kr. på Balenciaga eller spise chokolade som en trodspræget handling. Det handler snarere om, at man gør op med 70'er-feminismen, der ville gøre kvinder ens og dermed netop ikke fik sat kvinder fri på den måde, som ellers var det erklærede ønske.
Jeg kan naturligvis kun tale på egne vegne, og jeg er ikke erklæret feminist. For mig adskiller den nye feminisme sig fra den gamle ved en langt større rummelighed, plads til at man ikke behøver at være i opposition til mændene for at være kvinde. Den afgørende forskel på aktuel og ældet feminisme er, at man i den holdning, som vi bla. her på Damefrokosten repræsenterer, ikke gør mænd til skurke og kvinder til ofre, der ikke magter at bryde de strukturer, som de onde mænd har skabt.
Jeg repræsenterer selv ovenstående synspunkt og deler samtidig Nina Powers aversion mod SATC som andet end underholdning. Hvordan man kan ønske sig at være den hvinende, karakter- og værdiløse Carrie Bradshaw, der bruger halvdelen af sin tid på at jagte the one, som får alt for mange chancer til at træde på hende, og resten af tiden på at drikke Cosmos og tale om, hvor fedt det er at være single, er mig ubegribeligt. Skoene er flotte, Cosmo er en god drink og hvem ville ikke gerne have et walk-in-closet? Men mere er der så heller ikke at hente i dén sag.
Nina Powers skælder i sin bog ud på kapitalismen, men hun gør det med de forlystelsessyge hedonistiske kvinder og deres pink dildoer som mellemstation. Og her synes jeg, hun begår den synd at gøre kvinderne til én-dimensionale væsener på samme måde, som hun anklager markedet, kapitalismen mv. for at gøre. For Nina Power må da kunne se, at disse kvinder er andet og mere end fashion-onanister og gennemsigtige g-strenge - eller kan hun? Kan man kun være rigtig kvinde og rigtig feminist, hvis man er som Power selv?
Det andet problem er, at Powers ikke har et bud på, hvad der så skal til. Jeg sidder som læser tilbage med tanken "ja, det er da meget fint, men hvad så?". Powers skriver at "hvis feminismen kan finde ud af at bruge den oplagte lejlighedtil at ryste sit nuværende imperialistiske og forbrugeristiske skin af sig, så kunne den endnu engang indtage hovedscenen med dens vitale, forandrende politiske krav - og kaste den én-dimensionalitet, der kendetegner den netop nu, af sig én gang for alle."
Men hvem og hvad er feminismen? Og hvilke krav har feminismen? Havde Nina Power givet et klart svar i denne rappe lille sag, havde hun selv fremstået mindre én-dimensionelt vred.
"Den én-dimensionale kvinde" af Nina Power med forord af Eva Eistrup er udkommet på Forlaget Findes, fylder 100 sider og koster 99 kr.
Du kan læse mere af Nina Power på hendes blog Infinite Thought.
