LEDER: Regeringen har fået den idé at måle de danske folkeskoleelever på deres kreativitet og samarbejdsevner. Det står jo alligevel i folkeskoleloven, at lærerne skal putte disse egenskaber i eleverne, og så kan man lige så godt tage loven på ordet og måle, om det sker, argumenterer f.eks. de Konservatives uddannelsesordfører, Rasmus Jarlov. Ja, hvis man virkelig synes, at den formulering i folkeskoleloven er god. Hvis man derimod synes, at den er dårlig, så gælder det om, at gøre så lidt stads af den som muligt.
Og den er dårlig. Hverken kreativitet eller samarbejdsevner er noget, som kan sættes på skoleskemaet. I al væsentlighed er der tale om personlige egenskaber, som er til stede i børnene som delvist medfødte og delvist udviklede alle mulige andre steder end på skolebænken: I familien, i gruppen af venner i børnehaven og fritidshjemmet, til fodboldtræningen o.s.v.
Dertil kommer, at ingen af delene kan måles objektivt på samme måde som evnen til at lave færdighedsregning eller stave korrekt. Så hvad skal en elev gøre, hvis hans lærer har skrevet i papirerne, at han ikke er kreativ? Han kan sige højt, "jo, jeg er faktisk ret kreativ!". Læreren kan så svare, "nej, det er du ikke!". Og hvem har så ret?
Det bør være sådan, at folkeskolen koncentrerer sig om at lære børnene det fagligt nødvendige for at kunne begå sig i og blive til noget i denne verden. Dertil kommer, at skolen må indprente børnene respekt for de regler, som er nødvendige for at få undervisningen til at fungere, samt sørge for at børnene behandler hinanden ordentligt i de timer, de skal være sammen i skolen. Men det bør ikke være en primær opgave for skolen at skabe "det hele menneske" med alle de egenskaber, som hører med til det. Der findes også en verden uden for skolen, en verden der består af forældre, søskende, bedsteforældre, naboer, kammerater, sportstrænere m.fl. Lad dog dem tage sig af denne del af dannelsen, så skolen kan koncentrere sine kræfter om at lære eleverne det, som den er specialist i - især at læse, skrive og regne.
Og den er dårlig. Hverken kreativitet eller samarbejdsevner er noget, som kan sættes på skoleskemaet. I al væsentlighed er der tale om personlige egenskaber, som er til stede i børnene som delvist medfødte og delvist udviklede alle mulige andre steder end på skolebænken: I familien, i gruppen af venner i børnehaven og fritidshjemmet, til fodboldtræningen o.s.v.
Dertil kommer, at ingen af delene kan måles objektivt på samme måde som evnen til at lave færdighedsregning eller stave korrekt. Så hvad skal en elev gøre, hvis hans lærer har skrevet i papirerne, at han ikke er kreativ? Han kan sige højt, "jo, jeg er faktisk ret kreativ!". Læreren kan så svare, "nej, det er du ikke!". Og hvem har så ret?
Det bør være sådan, at folkeskolen koncentrerer sig om at lære børnene det fagligt nødvendige for at kunne begå sig i og blive til noget i denne verden. Dertil kommer, at skolen må indprente børnene respekt for de regler, som er nødvendige for at få undervisningen til at fungere, samt sørge for at børnene behandler hinanden ordentligt i de timer, de skal være sammen i skolen. Men det bør ikke være en primær opgave for skolen at skabe "det hele menneske" med alle de egenskaber, som hører med til det. Der findes også en verden uden for skolen, en verden der består af forældre, søskende, bedsteforældre, naboer, kammerater, sportstrænere m.fl. Lad dog dem tage sig af denne del af dannelsen, så skolen kan koncentrere sine kræfter om at lære eleverne det, som den er specialist i - især at læse, skrive og regne.
