Hvad alle ikke har råd til, det skal ingen have. Astrid Krag er vor tids Ritt Bjerregaard på sundhedsområdet!
”Hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære” udtalte Ritt Bjerregaard i 1975 i forbindelse med den nye folkeskolelov. Det har tydeligvis inspireret vores nye sundhedsminister, Astrid Krag. Den nye regering har nemlig til hensigt at fjerne fradragsretten for de private sundhedsforsikringer, hvilket i bedste fald ”kun” vil betyde, at danskerne indirekte skal slippe endnu mere i skat. Det er dog mere sandsynligt, at forslaget også vil have negative konsekvenser for kvaliteten i sundhedsvæsenet.
Over en million danskere har i dag en privat sundhedsforsikring. Før fradraget blev vedtaget, var det kun omkring 50.000 danskere, hvilket taler for en stor sandsynlighed for, at fradraget har haft en postitiv indflydelse på udbredelsen af de private sundhedsforsikringer. Dette bliver yderligere bekræftet af en meningsmåling fra Norstat, der viste, at cirka 34% af de adspurgte ville takke nej til en privat sundhedsforsikring, hvis der ikke var noget fradrag. Ligeledes viser en prognose offentliggjort af Dansk Sundhedsinstitut i dag, at cirka 400.000 danskere vil miste deres private sundhedsforsikring, hvis fradraget bliver fjernet. Prognosen er baseret på en analyse af resultatet af lignende tiltag i England og Australien, hvor godt halvdelen mistede deres sundhedsfosikring, da man fjernede tilsvarende fradrag.
Ovenstående er sikkert sød musik i vores nye sundhedsministers ører, for Astrid Krag drømmer nemlig om et Danmark, hvor det private sundhedsvæsen er overflødigt, fordi det offentlige sundhedsvæsen har udkonkurreret det. Der er altså blæst til rendyrket ideologisk kamp, hvilket afspejles i, at en fjernelse af fradragsretten mere minder om en beskidt måde at aflive den private del af sundhedsvæsenet på, end det minder om et forsøg på at forbedre det offentlige sundhedsvæsen.
Det værste er dog, at dette ivrige forsøg på at udrydde konkurrencen til det offentlige sundhedsvæsen vil forringe kvaliteten af det samlede danske sundhedsvæsen. Man skal nemlig tage med i sin betragtning, at det private sundhedsvæsen aflaster det offentlige, hvilket i praksis betyder kortere ventelister. Kortere ventelister betyder, at dem, som ikke har en privat sundhedsforsikring, hurtigere kan komme i behandling, hvilket alt andet lige resulterer i bedre service for de danskere, der ikke har en privat sundhedsforsikring.
Man skal også huske på, at private udbydere af sundhedsydelser lægger et konkurrencepres på de offentlige udbydere, hvilket har medvirket til, at det offentlige har øget produktiviteten og kvaliteten. På samme måde som danskerne har haft gavn af konkurrencen mellem Danmarks Radio og TV2, vil danskerne også få gavn af øget konkurrence på sundhedsområdet. Derfor bør regeringen gå i den stik modsatte retning end den, de har udstukket nu. Den 9. oktober udtalte Astrid Krag i 21 Søndag på DR1: " Vi vil vise, at vi kan få mere sundhed for pengene, at vi kan gøre det billigere og bedre". Derfor er det helt uforståeligt, at man ikke vælger at omfavne konkurrencen. Alt erfaring viser, at monopoler og markedsandele på 97% aldrig fører til billigere eller bedre service, og monopolet er netop virkeligheden for det offentlige sundhedsvæsen. Cepos offentliggjorde i juni en analyse, der viste, at privathospitalerne giver halv pris på sundhedsbehandlinger ved udbud, og hvis yderligere 10 pct. af de offentlige behandlinger lægges ud til privathospitalerne via udbud, kan regionerne spare tre milliarder kroner. Der er derfor ingen økonomisk gevinst ved at fjerne fradragsretten, og Astrid Krag kamp kan derfor udelukkende karakteriseres som ideologisk.
Ved at fjerne fradragsretten øger man paradoksalt nok også uligheden, idet det først og fremmest er dem med de laveste indkomster, der vil fravælge deres private sundhedsforsikringer. Denne vurdering deler sundhedsøkonom Jakob Kjellborg fra Dansk Sundhedsinstitut, der den 4. oktober 2011 udtalte følgende til ritzau: ” Man kan godt forestille sig, at dem, som fravælger forsikringerne, er dem med de laveste indkomster. Det vil være den naturlige logik”. Skønt den nye regering forsøger at male et billede af rige direktører, der springer over i køen, så er dette simpelthen ikke tilfældet, eftersom der faktisk er mange ganske almindelige lønmodtagere, der har en privat sundhedsforsikring.
”Fri og lige adgang til sundhed” står der i den nye regerings regeringsgrundlag. Men en afskaffelse af fradragsretten for private sundhedsforsikringer vil ikke have en positiv indvirkning på kvaliteten af de sundhedsydelser, vi danskere har adgang til. Monopoler gavner ingen, mindst af alle forbrugerne. Det ville derfor klæde den nyudnævnte sundhedsminister at udvise lidt mere pragmatisme og se på de muligheder, som konkurrence mellem de private og offentlige hospitaler kan give danskerne. Men det er naturligvis svært, når man laver politik efter mottoet "hvad alle ikke har råd til, skal ingen have”.
