Historien var mejslet ind i hans furede ansigt. Den havde også været hård ved ham. Fjorten teenage- og ungdomsår blev det til i Stalins dødslejre i Sibiriens allermest barske nordøstlige egne – blot fordi han var kosak. Hans far og bedstefar blev dræbt, fordi de var kosakker. Nikolaj Petrovitj Avdejev hed han, 74 år var han, da vi, dvs. min kone Lisbeth og jeg, mødte ham en septemberdag i 1993. På det tidspunkt var han med til at genoplive kosakkernes århundredgamle traditioner og genopstille fortidens militære kosak-enheder.
Vi mødte ham i Kuban-kosakkernes hovedkvarter i byen Krasnodar i det nordlige Kaukasus. Eller i Jekaterindar (dvs. Katharinas gave), som kosakkerne konsekvent kalder byen, tro mod dens historiske navn, som den fik efter kejserinde Katharina 2. ved grundlæggelsen som fæstningsanlæg i 1793. Det havde også været hovedkvarter før 1917 og altså genopstået i 1990. Han, Nikolaj Petrovitj, var i paradeuniform, som i sin fantastiske brogethed mere hørte hjemme i en wiener-operette end i en prosaisk virkelighed en dag i september 1993.
Vi kunne ikke lade være med at spørge, hvordan man dog fik en så flot og ny uniform. Svaret var overraskende, den kunne man få på teatret. Sagen var i al sin enkelthed, at teatrene under de nye markedsvilkår ikke havde råd til at producere så mange forestillinger. Derfor var der et overskud af skræddere, og da man havde et lager af stoffer liggende, var det nærliggende at påtage sig opgaver udenfor teatrets mure. Så det med wieneroperetten var ikke helt ved siden af. Et par timer senere skulle vor kosak sammen med et par kolleger flyve til byen Nisjnevartovsk et par tusinde kilometer mod nordøst i det vestlige Sibirien for der at hjælpe med at oprette en kosakenhed. Nikolaj Petrovitj var overbevist om, at kosakkerne udgør et særligt folk med egne sædvaner, med en særlig livsform, egen uniform og eget sprog. Og eget valgsprog: For troen, tsaren og fædrelandet – selv om det med tsaren lå det lidt tungt med i øjeblikket. Endnu manglede også retten til egen jord. ”For en kosak uden jord er ikke nogen kosak”, var hans faste overbevisning.
I sin historiske kærne er kosakkerne russiske livegne bønder, der i 1500- og 1600-tallet flygtede fra centralmagt, livegenskab, stavnsbånd og godsejere ud i Det moskovitiske Riges yderområder mod syd og sydøst. Det vil sige ud i ødemarken og den uendelige steppe. Her etablerede de, i mange henseender ligesom nybyggerne i Nordamerika, deres egen livsform, bygget på nøjsomhed og streng disciplin. Resultatet blev et mandsdomineret agrarsamfund, der hvilede på et sæt enkle leveregler, på nødvendigheden af at dyrke jorden i fællesskab og af at forsvare sig mod en fjendtlig omverden, hvad enten den hed den tsaristiske centralstat eller steppens mangeartede omstrejfere. For disse samfund var friheden i dens mest ekstreme form noget helt afgørende. De ønskede at være selvstyrende bondesamfund, og de var rede til at forsvare den til døden. Deres våben var lige så vigtige som ploven, når kosakkerne var i marken.
I fredstid var alle medlemmer af kosak-samfundet lige, men når fjenden truede, valgte de en leder (en ataman eller en hetman), hvis ordrer var lov, ligesom mandens ord var lov i familien. Han var patriarken, der forsørgede og forsvarede kone og børn. Mønstret var hentet i den ortodokse kristne religion, hvor Gud var den øverste patriark for sine jordiske børn, ligesom faderen var det for sin husholdning.
På denne måde opstod de første kosaksamfund langs Dnepr-floden i den sydlige (ukrainske) del af Rusland og mod øst og sydøst mellem Ural og Volga. Det var en kosakenhed under ledelse af ataman Jermak, der i 1598 krydsede Ural og dermed indledte den russiske kolonisering af Sibirien. Den russiske centralstats historie er en lang række af erobringer og kolonisationer. Efterhånden nåede dens fangarme ud til de frie kosaksamfund og dermed også dens ønske om at inddrage dem i sin form for civilisation. Resultatet blev sammenstød og regelmæssige kosakoprør mod centralmagten som f.eks. Stenka Razin-oprøret i 1670´erne og Pugatjov-oprøret 100 år senere, der begge rystede Moskva. Og det endelige resultat blev lige så regelmæssige nedslagtninger af oprørerne. Stenka Razin, besunget af folket i utallige viser, blev f.eks. udstillet i et bur på Den røde Plads før sin henrettelse.
Mod slutningen af 1700-tallet blev der indgået en handel mellem centralmagten i form af tsaren og kosaksamfundene – en handel, der indebar, at kosakkerne svor troskab til tsaren og påtog sig den forpligtelse at forsvare Imperiet og dets grænser og interesser lige meget, hvor de var truet. Til gengæld fik de lov til at beholde deres indre selvstyre, deres jord og særlige livsstil. Med i handelen fulgte imidlertid også, at centralmagten herefter havde retten til at flytte kosakker derhen, hvor et grænseforsvar var påkrævet.
Herefter var kosakkerne gennem hele 1800-tallet og frem til Oktoberrevolutionen i 1917 loyale grænsetropper for tsaren. Desuden var de som tsarens personlige kavaleri deltagere i alle de krige, som Det russiske Imperium udkæmpede for at beskytte eller for at udvide det, hvad enten det var i Sibirien, Centralasien eller i Kaukasus. De var ligeledes loyale enheder, når indenrigspolitiske uroligheder eller revolutionære oprør skulle nedkæmpes, eller når centralmagten ikke turde stole på den lokale garnisons eller det lokale politis loyalitet. Det sidste ikke mindst i de sidste 20-30 år inden 1917-revolutionen. Kosakkerne havde kun edsaflæggelsen til og lydigheden mod tsaren som deres hensyn og rettesnor. Deres hensynsløshed mod strejkende arbejdere gjorde dem frygtede og forhadte i revolutionære kredse.
Efter Oktoberrevolutionen fulgte en pay backtime, hvis begivenheder af nogle historikere simpelthen er blevet kaldt en etnisk udrensning. Kosakkernes særegne struktur, deres frihedselskende livsstil, og ikke mindst deres forhold til jorden passede ikke ind i det socialistiske eksperiment. Udrensningen ramte først og hårdest i de første år efter 1917, senere igen under tvangskollektiviseringen fra slutningen af 1920´erne. Den berørte især områderne omkring floderne Don og Kuban. Hele landsbyer blev afbrændt, masselikvideringer blev iværksat, og tusinder af kosakfamilier blev deporteret til tvangsarbejde. Målet var tydeligvis at udrydde kosakkernes særlige livsform og eliminere dem som en særlig folkegruppe. Man regner med, at op mod en halv million blev dræbt eller deporteret ud af en samlet befolkning på 3 mio.
Forfatteren og nobelpristageren Mikhail Sjolokhov (1905-84) har i storværket ”Stille flyder Don”, der i 1958 blev omsat til en lige så fremragende storfilm, med bred episk pensel skildret steppen og dens kosakkers omtumlede historie i revolutionsårene, hvor skellet mellem røde og hvide splittede familierne, men han kunne eller ville ikke fortælle den fulde historie i al dens tragik. Efter kritik fra sine sovjetiske forfatterkolleger for at have skildret kosakkernes liv før revolutionen for positivt i ”Stille flyder Don” mistede Sjolokhov tilsyneladende den litterære gejst. Hans opfølgende romaner ”Nypløjet jord” og ”Høst ved Don” om kollektiviseringen nåede slet ikke første binds litterære spændstighed.
Jeg selv havde i min studietid på Aarhus Universitet i begyndelsen af 1960´erne en tidligere kosakofficer, Karpov, som assisterende lærer i russisk. Han havde med sin enhed kæmpet sig baglæns gennem Sibirien for til sidst at slå sig ned i Kina. Da revolutionen nåede hertil i 1949, emigrerede han til Californien, hvor han fandt en pige fra Århus, som han giftede sig med. Min professor Ad. Stender-Petersen faldt tilfældigt over parret under en forelæsningsturne i USA, og da Slavisk Institut altid søgte indfødte russere til at tage sig af samtaleundervisning, var der pludselig tale om sammenfaldende interesser. Parret slog sig derefter ned i Århus, og vor kosak Karpov havde dermed næsten fuldført sin jordomrejse, ganske vist med forsinkelser undervejs. Det kan i øvrigt tilføjes, at hvad hr. Karpov manglede i pædagogisk viden og erfaring, havde han til fulde i kolorit. Han var altid leveringsdygtig i spændende røverhistorier, serveret på et ganske vist gammeldags russisk, men på en yderst charmerende måde.
Modstanden mod russerne var koncentreret i Tjerkessien mod vest og i Tjetjenien mod øst. Sidstnævnte sted udvikledes i slutningen af 1820´erne en ejendommelig teokratisk orienteret styreform, der i Islams navn erklærede hellig krig mod de vantro russere. Det blev den legendariske Sjamil, der med tilnavnet ”Kaukasus´s Napoleon” kom til at lede bjergfolkenes kamp i 25 år. Ved at udnytte sin stedsans, overraskende og hurtige bevægelser, bagholdsangreb og hastige retræter til de uvejsomme skov- og bjergstrækninger tilføjede Sjamil gang på gang fjenden sviende nederlag på trods af dennes materielle og mandskabsmæssige overlegenhed. Sjamils personlige mod blev en myte, hans evne til at undslippe selv tilsyneladende umulige belejringer gav ham et skær af guddommelighed. Hans skånselsløse nedslagtninger af de russiske enheder gjorde ham frygtet og hadet. Russernes svar var en systematisk belejring af de tjerkessiske og tjetjenske bjerglandsbyer, kombineret med en ligeså systematisk træfældning på bjergsiderne. Øksen blev derfor i mange tilfælde soldatens vigtigste våben. Denne udmattelsesstrategi suppleredes fra tid til anden med pludselige commando-raids mod modstanderens forsvarsstillinger. Lev Tolstoj har i sin novelle Khadsji-Murat med udgangspunkt i egne oplevelser som russisk officer skildret et sådant raid i al dets gru og vildskab med udgangspunkt i fæstningen Grosnyj og mod bjergbyen Masjket i Tjetjenien.
I sidste fase af Kaukasus-krigene satte russerne 200.000 mand ind mod Sjamils lilleputhær på 15-20.000 mand. Og i 1859 fik de held med endnu en gang at omringe ham, men til forskel fra tidligere lykkedes det denne gang også at tage ham til fange. Dermed blev Tjetjenien og resten af nabolandet Dagestan indlemmet i Imperiet. Under hædersbevisninger førtes Sjamil til Moskva. Tsaren viste sin slagne fjende den ære at kysse ham på kinden. Sjamil fik et hof og en statspension stillet til sin rådighed i byen Kaluga sydvest for Moskva. I 1871 døde han under en pilgrimsfærd til Mekka. De tjerkessiske stammer fortsatte i den vestlige del af Nordkaukasus kampen mod den russiske overmagt, men i 1864 måtte også de se sig besejret. Tsaren, Aleksander 2., lovede også her at vise mildhed mod den slagne fjende, men de fleste tjerkessere nægtede at sværge troskab til ”den hvide tsar” og udvandrede til Tyrkiet. Deres jord blev derefter overgivet til kosaksamfundene.
De kaukasiske krige i første halvdel af 1800-tallet vakte hos kosakkerne og russerne generelt så modsatrettede følelser som frygt og beundring. Frygten for det uforudsigelige og overraskende i bjergboernes adfærd, beundring for deres mod og snilde. Billedet rummede også en mængde romantik. Bjergboernes levevis, deres færdigheder på en hesteryg, som krigere eller som våbensmede, de vilde, forrevne og høje bjerge, det pragtfulde mineralvand Narsan, der efter sigende skulle være godt såvel mod ulykkelig kærlighed som til at give ungdommens styrke og skønhed tilbage, den spændende orientalske mad som f.eks. sjasjlik, bjergboernes gæstfrihed, deres æresbegreber og grusomhed – alt dette blev elementer i den ideologi, som russerne byggede op omkring livet i bjergene. Samtidig blev det hele vævet ind i det officielle Ruslands behov for retfærdiggørelse af Imperiets udvidelser. Den lokale befolkning var i dette billede både ædel og vild samtidig med, at røverisk adfærd var en integreret del af dens levevis. Den trængte med andre ord til civilisation, og det betød i den tsaristiske ideologi at komme ind under Imperiets beskyttende vinger.
Lev Tolstoj beskæftigede sig i sine noveller især med den lokale russiske befolknings, dvs. kosakkernes, forhold til bjergboerne. I sin fortælling ”Kosakkerne” har han beskrevet det som et symbiotisk samliv, hvor kærlighed til frihed, fest, krig og røveri bandt dem sammen. Kosakken har ærefrygt for sin nabo, bjergboeren, selv om han også er en fremmed. På den anden side har han kun foragt tilovers for undertrykkeren, den almindelige russiske soldat, som han er forpligtet til at indkvartere og proviantere, men som kun sviner kosakhytten til med sin tobaksrøg. Kosakken elsker at efterligne bjergboerens klædedragt, han beundrer dennes våben og heste, og han forsøger at krydre sit russiske modersmål med ord fra den fremmedes sprog. På den anden side vidste kosakken også godt, at ”hvis han rakte ud efter en tjetjensk honningkage, så risikerede han at få en hel sværm af hidsige bier over sig”.
Selv om det var vanskeligt at få nøjagtige tal, mente Nikolaj Petrovitj, at der nok var halvanden million, der i 1993 regnede sig som kosakker. Et forbavsende højt tal, når man af en kosak kræver, at han har historiske rødder tilbage før revolutionen, og når man betænker, hvor alvorlig en reduktion af kosakkerne, som Stalins repressalier medførte. Det undrede os også en hel del, da vi ude i en af de traditionelle landsbyer, i øvrigt en af de ældste fra 1801 i området, kun fik en overbærende hovedrysten til svar, da vi spurgte, om de var kosakker. Var Nikolaj Petrovitj da kun en enlig svale, der forbandt nutiden med fortiden? Meget kunne tyde på, at nutidens kosakker væsentligst er et byfænomen, selv om de igen er formeret i de 13 enheder, der eksisterede før revolutionen.
Hvem er da kosakkerne i dag? Er det blot nogle, der kalder sig sådan, fordi det igen er muligt at anvende benævnelser, der af sovjetmagten blev gjort til fjendebilleder? Det lignede ikke helt en tilfældighed, at næsten samtidig med at Jeltsin i august 1991 suspenderede Det kommunistiske Parti og dets virksomhed, dukkede der kosak-enheder op. Og ikke blot et enkelt sted, men overalt fra Ukraine i vest til Ussuri-floden ved den fjernøstlige grænse til Kina. Der er næppe tvivl om, at mange nationalistisk indstillede medlemmer af Partiet fandt det opportunt at søge tilflugt blandt kosakkerne eller tage initiativ til deres reetablering, da de gamle strukturer ramlede sammen. Mange vidnesbyrd peger endvidere på, at ikke så få kriminelle søgte og fandt ly i kosakkernes rækker. Endelig, og det var måske i den givne situation den største gruppe, blev de fyldt op af folk, der i forlængelse af den økonomiske reform havde mistet deres job eller, som søgte en mere spændingsfyldt tilværelse i denne af megen romantik omspundne gruppe. Det var blandt andre dem, der dukkede op som brødre og frivillige krigere på ortodoksiens og serbisk side i det tidligere Jugoslavien, i Abkhasien på de russisk støttede oprøreres side i kampen mod den georgiske centralregering i Tbilisi, i Moldova for en russisk/ukrainsk enklaves kamp for selvstændighed eller i Tadjikistan i Centralasien mod fundamentalistiske muslimske oprørere. Det er med andre dem, der er villige til at stille op, når og hvor som helst russiske nationale, religiøse eller imperiale interesser skal forsvares.
Det var også nutidens kosakker, der mødte op for i bogstaveligste forstand at foretage deres helt egen ”etniske udrensning”, når markeder i Moskva eller andre storbyer blev for inficeret af ”de sorte”, underforstået kaukasere og især tjetjenere, og af anden mafia- og spekulationsvirksomhed. De var også klar til at rykke ud, når ortodokse menigheder under ledelse af deres præster kaldte på assistance for at rydde en kirkebygning, der i sovjetperioden var blevet brugt til efter deres mening ugudelige formål. De var også rede til at bistå politiet i opretholdelse af ro og orden på gader og stræder. I Krasnodar skulle de f.eks. besætte 50 stillinger i ordensmagten – dog måtte kosakkerne foreløbig kun bevæbnes med ”kolde våben”, dvs. knut og daggert. Aviserne bragte i øvrigt jævnligt reportager om kosakker, der ved selvtægt fysisk havde afstraffet folk, som efter deres mening ikke var kommet lovligt til deres mange penge.
Moderne kosakker udgør i dag et sammenrend af mange forskellige typer, der spænder over efterkommere af historiens grænse- og statsforsvarende kosakker som Nikolaj Petrovitj til lykkeriddere, der er rede til med livet som indsats at forsvare tro og fædreland, hvor og når de er truet. Mellem disse yderpunkter findes en stor og broget flok, som nok mere er kosakker af navn end af gavn, men som udfylder en ideologi-fattig og grå hverdag en stund med at dyrke fortidens uniformer, våben, sange, danse og levevis. Nogle af dem på så professionelt et plan, at de kan drage ud i verden og underholde et folklore-hungrende vestligt publikum.
