I medierne handler alting efterhånden om tonen i debatten,om, hvad man kan tillade sig at mene.
Med den nyhedsprioritering er eliten godti gang med at fratage underklassen mulighed for at deltage i demokratiet, såeliten kan tage monopol på anstændigheden og på magten.
Ugens tophistorie har lydt nogenlunde sådan:
Lars Løkke bliverkritiseret for manglende afstandstagen fra Pia Kjærsgaards manglende afstandstagenfra præstefætrenes opbakning til mediernes løsrevne og politianmeldte LarsHedegaard-citater.
Historien blev opfundet af Niels Krause Kjær og 180grader iforening og har nået et foreløbigt lavpunkt med Mads Kastrups mærkeligt ukollegiale indlægi Berlingske.
Det skaber næring til en god gammeldags konspirationsteori,når debatten om debatten: metadebatten om magten til at definere det anstændige, får lov at overdøvevæsentlige nyheder i betydende medier.
De overflødige
I et sådant debatmiljø overlever kun diplomater og spindoktorer. Hr. Hansenog fru Jensen er udelukket fra folkestyret. Den kreative klasse i skikkelse af spindoktorerog kommunikationsrådgivere har sat sig på al corporate communication for at kunne dæmme op for deresmediekollegers inkvisitoriske dagsordener.
Nu er eliten søreme også på jagtefter den sidste lille bid af kommunikationen i det offentlige rum, nemlig den almindeligedebat, som burde være fri og folkelig.
En velformuleret og kalkulerende intellektuel elite er godt på vej til at sætte sig på et magtmonopol ved at fratage almindelige menneskermed mindre konduite og politisk flair deres ytringsfrihed. Ved at begrænseytringsfriheden gennem lovgivning og social kontrol, bliver almindelige menneskersofte unuancerede og følelsesladede, men harmløse synspunkter kriminaliseret ogskammet ud.
Vi må have støvet den gamle, garvede debattør Erik Meier Carlsenaf, ham med bogen om De overflødiges Oprør.
Man kan indvende, at Hedegaard og fætrene selv tilhører en politisk elite,som ikke bør få lov til at påberåbe sig strafuegnethed til den offentligegabestok. Meningspolitiet bør dog kigge indad og spørge sig selv, hvorfor dissemennesker ikke må få lov til at have deres synspunkter i fred.
Tjener debattenom synspunkternes legitimitet noget som helst andet formål end at ophøje sig påandres bekostning? Det er svært at se, for ellers ville kritikken jo gå på debatemnets substans, og viville have fået en faktuel debat om tvangsægteskaber og æresdrab, en debat, somer udeblevet.
Kunderas kujoner
Et sted i bogen ’Tilværelsens Ulidelige lethed’ beskriver Milan Kundera den”hemmelige kærlighed til kujonerne”. Eliten elsker at rette fokus mod denamoralske underklasse. Uden det bekvemme benchmark, bliver elitens egen anstændighedikke værd at bemærke.
Tankevækkende er det, at netop venstrefløjen erytringsfrihedens argeste modstander, når dens mindre privilegerede vælgerebliver hårdest ramt af sofistikerede normer og regler for brugen af sproget.
Ironisk nok er de socialdemokratiske vælgere i forvejen ramtaf en anden af partiets bjørnetjenester: fastsættelse af en mindsteløn, somvælgerne ikke er værd, så de bliver holdt effektivt uden for arbejdsmarkedet.
Almindelige mennesker bliver holdt nede af både venner ogfjender. De har ingen tilbage, som vil insistere på, at deres ytringsfrihed ervigtigere end elitens påtagede fonetiske idiosynkrasier. Kun måske LarsHedegaards Trykkefrihedsselskab.
Med den nyhedsprioritering er eliten godti gang med at fratage underklassen mulighed for at deltage i demokratiet, såeliten kan tage monopol på anstændigheden og på magten.
Ugens tophistorie har lydt nogenlunde sådan:
Lars Løkke bliverkritiseret for manglende afstandstagen fra Pia Kjærsgaards manglende afstandstagenfra præstefætrenes opbakning til mediernes løsrevne og politianmeldte LarsHedegaard-citater.
Historien blev opfundet af Niels Krause Kjær og 180grader iforening og har nået et foreløbigt lavpunkt med Mads Kastrups mærkeligt ukollegiale indlægi Berlingske.
Det skaber næring til en god gammeldags konspirationsteori,når debatten om debatten: metadebatten om magten til at definere det anstændige, får lov at overdøvevæsentlige nyheder i betydende medier.
De overflødige
I et sådant debatmiljø overlever kun diplomater og spindoktorer. Hr. Hansenog fru Jensen er udelukket fra folkestyret. Den kreative klasse i skikkelse af spindoktorerog kommunikationsrådgivere har sat sig på al corporate communication for at kunne dæmme op for deresmediekollegers inkvisitoriske dagsordener.
Nu er eliten søreme også på jagtefter den sidste lille bid af kommunikationen i det offentlige rum, nemlig den almindeligedebat, som burde være fri og folkelig.
En velformuleret og kalkulerende intellektuel elite er godt på vej til at sætte sig på et magtmonopol ved at fratage almindelige menneskermed mindre konduite og politisk flair deres ytringsfrihed. Ved at begrænseytringsfriheden gennem lovgivning og social kontrol, bliver almindelige menneskersofte unuancerede og følelsesladede, men harmløse synspunkter kriminaliseret ogskammet ud.
Vi må have støvet den gamle, garvede debattør Erik Meier Carlsenaf, ham med bogen om De overflødiges Oprør.
Man kan indvende, at Hedegaard og fætrene selv tilhører en politisk elite,som ikke bør få lov til at påberåbe sig strafuegnethed til den offentligegabestok. Meningspolitiet bør dog kigge indad og spørge sig selv, hvorfor dissemennesker ikke må få lov til at have deres synspunkter i fred.
Tjener debattenom synspunkternes legitimitet noget som helst andet formål end at ophøje sig påandres bekostning? Det er svært at se, for ellers ville kritikken jo gå på debatemnets substans, og viville have fået en faktuel debat om tvangsægteskaber og æresdrab, en debat, somer udeblevet.
Kunderas kujoner
Et sted i bogen ’Tilværelsens Ulidelige lethed’ beskriver Milan Kundera den”hemmelige kærlighed til kujonerne”. Eliten elsker at rette fokus mod denamoralske underklasse. Uden det bekvemme benchmark, bliver elitens egen anstændighedikke værd at bemærke.
Tankevækkende er det, at netop venstrefløjen erytringsfrihedens argeste modstander, når dens mindre privilegerede vælgerebliver hårdest ramt af sofistikerede normer og regler for brugen af sproget.
Ironisk nok er de socialdemokratiske vælgere i forvejen ramtaf en anden af partiets bjørnetjenester: fastsættelse af en mindsteløn, somvælgerne ikke er værd, så de bliver holdt effektivt uden for arbejdsmarkedet.
Almindelige mennesker bliver holdt nede af både venner ogfjender. De har ingen tilbage, som vil insistere på, at deres ytringsfrihed ervigtigere end elitens påtagede fonetiske idiosynkrasier. Kun måske LarsHedegaards Trykkefrihedsselskab.
