Politisk set er dårskab og enfoldighed stadig i højsædet. Der mangler vilje til at gribe fat om nældens rod og få sat en stopper for de vilde finanspolitiske udskejelser.
Ja, man fristes nærmest til at tro at politikerne har indgået en pagt. I medens alle skruer vildt på dé forbrugsanalytiske ventiler til styring af økonomien, der virkede i går, og alle partier markerer sig med nye samfundsøkonomiske ventildrejninger, nærmest på dag til dag basis, synes dagsordenen allerede fastlagt:
Først skal banksystemet og den finansielle stabilitet sikres. Så skal landbruget subsidieres – dernæst kommer de tiltrængte finanspolitiske stramninger, og efterfølgende kommer så et systemskifte og så skal byggeriet reddes …
Rentestigninger og de efterhånden stigende indlånsbalancer vil herefter drive landet ud af recessionen. Det er en temmelig plausibel køreplan for de syv magre år, der ligger i forlængelse af dette dårskabens årti.
Det værste er, at der faktisk ikke er så meget man kan gøre for at forhindre det. Dagsordenen er dikteret af begivenheder og faktorer uden for dette lands grænser.
Tidens løsen er lave renter og store finanspolitiske pakkeløsninger. Der er god grund til at advare mod at fortsætte dødsridtet på den ekspansive pengepolitik, der er G-20 landenes svar på det truende markedskollaps.
Man kan købe tid ved at sælge de nære skatteprovenuer og udbyde staternes indtægter på obligationer til højstbydende. Men for enden af de ekspansive pengepolitiske redningsplanker lurer afgrunden. Men det er ikke en ny krise der lurer i horisonten.
David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne.
Staterne har i dekader injekteret en stadigt stigende pengestrøm ud i markedet for at holde renterne lave og beskæftigelserne høje – også Danmark - man kan købe tid og arbejdspladser, og holde staternes fartøj på toppen af bølgen ved at skylle pengene ud i omløb. Men den M3 pengemængde, der render i hælene på de lukrative fortjenester, der ligger i at puste i de sygnende markeders bobler – og væk fra de primære multiplikationsfaktorer i banksystemets pengestrømme – er den direkte årsag til pengesystemets kredsløbsforstyrrelser.
De medløbende økonomiske politikker er nemlig konjunkturdrivende, og det vi opfatter som en økonomisk krise, er i virkeligheden resultatet af det umådeholdne og samvittighedsløse økonomiske bedrag vi fører os selv bag lyset med, når vi på den måde lever på både lånt tid og skubber regningen for overforbruget foran os. Der er på ingen måde garanti for at det ender lykkeligt. Nærmere tværtimod.
Den lave rente, og de hovedløse ændringer i lovgrundlaget for finansiel virksomhed, drev sidste år verden på afgrundens rand. I mellemtiden har verdens førende økonomier så pumpet astronomiske beløb ind i bankerne og ladet staterne overtage de gigantiske tab som truede med at vælte det finansielle system omkuld. I dag står vi så med et finansielt system, der stadig hviler på samme skrøbelige grundlag.
Den danske pengepolitik er forankret i ØMU-samarbejdet, og renten klikker op og ned i takt med de udenlandske fordringer på kronen. Men styrkelsen af kronen er uafvendelig, fordi dansk pengepolitik dikteres af balancen imellem ECB, FED og BoE. Den Europæiske Centralbank står nemlig uden effektive midler til at forhindre at udvandingen af dollar og pund styrker krydsene til både EURO og DKR.
De lavere renteniveauer i Sverige og Norge sætter også valutakursen under pres. I de senere år er både NKR og SKR svækket væsentligt over for danske kroner. I vore nordiske broderlande er eksportevnen derfor blevet væsentligt styrket, og det efterlader de danske eksportører til smæk for skillingen: Den dyre krone. For når man er nettoeksportør er overvældende styrke ikke en absolut fordel - i hvert fald ikke når det gælder valutaen.
Status er, at vor valutakurs naturligvis er stabil over for vort største eksportmarked, Tyskland, men det faktum at kronen er styrket væsentligt over for de vigtige og store eksportmarkeder i Sverige, Norge, Storbritannien og USA, er den direkte årsag til det massive fald i beskæftigelsen som dansk erhvervsliv i dag geråder i.
EU´s Stabilitets- og vækstpagt sikrer at væksten i statsfinanserne er begrænset til 3 % af BNP, dog således at i nedgangstider, som vi netop oplever i disse tider i EU, kan grænsen overskrides.
Frankrig forventer ikke at vende tilbage til 3 % -reglen før tidligst midt i dette årti. Derimod har Tyskland for nylig vedtaget en lov med endnu strengere budgetdisciplin end ØMU´en foreskriver...
EU har efterhånden allehånde vanskeligheder med at få medlemslandene til at overholde de aftalte normkrav til økonomierne, derfor glider Vækst og stabilitet i baggrunden for en stadig mere svag og kriseorienteret tilgang til økonomien. En række europæiske landes budgetunderskud truer allerede i dag, med at trække grundlaget væk under EU’s Vækst og stabilitetspagt.
Væksten – tja, hvad kan man sige? – den er til at overse … og med hensyn til stabiliteten? Den voksende pengemængde i perioden 2001 - 2007 afspejlede de stigende aktiviteter - ikke bare i EURO-zonen - men i hele verden - og det hænger i høj grad sammen med de billige kreditter, der blev en realitet da FED satte styrerenten ned efter angrebet på WTT.
Det betyder dog ikke at det er Ben Bernankes “skyld”, nej, det betyder at EU har svigtet sine egne målsætninger om mådehold i staternes husholdning - ligesom at det i dag også er et faktum, at den hævdvundne indsigt og håndtering af økonomiske sammenhænge der ligger til grund for Vækst og Stabiltetspagten i vid udstrækning er gået tabt.
Krisetrykket stiller i dag helt nye udfordringer til de enkelte nationaløkonomier. For EU betyder det, at de aftalte regler for styrkelse af Stabilitet og vækst, ikke længere afspejler status quo, og de beskedne krav er nok en tand for moderate i en verden, hvor uregerlige valutaregimer som USD og GBP, har sat nye standarder for både emission af kapital, budgetoverskridelser, rente og inflation og stabilitet.
De gældende normkrav til nationaløkonomierne, jvf. EU’s vækst og stabilitetspagt, som er knyttet til den Økonomiske og Monetære Union har hidtil været:
· Budgetunderskuddet ikke må udgøre 3 % af BNP
· Den offentlige gæld ikke må overstige 60 % af BNP
Landene skal desuden årligt indgive stabilitets- eller konvergensprogrammer (som anviser hvorledes man vil opnå - eller beskytte - sunde finanspolitiske stillinger på mellemlangt sigt, under hensyn til de budgetmæssige virkninger af den aldrende befolkning).
Hvis der har været tale om et uforholdsmæssigt stort underskud i henhold til traktaten, vil Rådet rette henstillinger til det pågældende medlemsland om at afhjælpe underskuddet inden for en given tidsfrist. Hvis det så efterfølgende har vist sig at ikke at hjælpe, pålægges herefter sanktioner.
Euro-landene lever i dag faktisk ikke op til kravene i Vækst- og Stabilitetspagten, og på mellemlangt er situationen endnu mere grel. Udfordringen for EU bliver derfor i den nærmeste fremtid ikke bare at skrue på Vækst og Stabilitetspagten, så den kommer i overensstemmelse med dén økonomiske verdens(u)orden, der er resultatet af G-20 samarbejdet som har betydet at store statslige kapitalindsprøjtninger, og kraftige ekspansive finanspolitiske tiltag er blevet tidens løsen.
Men hvis arbejdsmarkedet og det politiske system i visse af EU-landene (heriblandt også Danmark) ikke formår at levere løn- og prisvækst på tysk niveau, ser de langsigtede udsigter for ØMU´en faktisk dårlige ud.
Den Europæiske Centralbank (ECB) er indrettet til at forhindre euro i at falde, så den har begrænsede midler til at forhindre euro i at stige. ECB vil derfor sandsynligvis fortsat udstede mange flere euro for at modvirke presset fra dollarblokken – penge der ikke dækkes ind af realøkonomien, men trækker eurozonen yderligere ud på skråplanet – når Trichet tvunget af FED og dollarøkonomiens fald vil følge efter med renteniveau og pengemængdeforøgelser…
EU ender derfor med al sandsynlighed op i en graverende konflikt indbyrdes i mellem medlemsstaterne - hvorfra der ingen hjælp er at hente - på grund af den særlige konstruktion med beslutningstagende ministerråd - med mindre man faktisk udbygger EU til en regulær transferunion, eller ligefrem etablerer en decideret forbundsstat med offentlig finansudligning, så der kan komme kommer styr på de løbske budgetter. Men dét ligger nok ikke lige om det nærmeste hjørne.
I en økonomi som den danske, vil det faste fokus på en velfærdsmaksimerende politik vanskeliggøre særligt drastiske konkurrenceforbedrende erhvervsøkonomiske politikker. Skattenedsættelser og løntilbageholdenhed - eller direkte lønnedgang i den store offentlige økonomi, vil kunne retfærdiggøre at sænke skatterne yderligere - og det vil kunne styrke væksten. Men det ligger nok heller ikke lige for højrefoden - her i landet - regeringens prioritering, eller manglende prioritering af vækst, har i stedet medført at er nedsat et såkaldt Vækstforum.
Vi mangler dog stadig at se, om der så også kommer en anvendelig vækstorienteret politik ud af dét...
Det vil under alle omstændigheder være nødvendigt at fokusere på produktivitetsforbedrende politikker, bedre og mere innovation, samt skærpede effektivitetskrav i udnyttelsen af ressourcerne i den offentlige sektor, for at drive økonomien ud af den negative vækst …
Man fokuserer til stadighed på globalisering, skattepolitik og vækst, og regeringen vil gerne både bruge masser af penge finanspolitisk på at løfte landet ud af krisen, og samtidig sætte skatten ned på den sidst tjente krone, ligesom at man også gerne ser at det offentlige skal øge produktiviteten for færre midler, samtidig med at globaliseringen suger produktionens job ud af landet …
I det hele taget er det politiske billede præget af hovsaløsninger, og der er ingen klar linje for hverken regeringens økonomiske politik eller eksperternes vurderinger af den økonomiske situation.
Lene Espersen varsler benhård konservativ fastfrysning af de offentlige udgifter – hallo! - hvad nyt er der i det? Vi har haft skattestop nu i snart 10 år!! - og Lars Løkke Rasmussen lover os fokus på livskvalitet og børnenes skolevilkår.
Man kan ikke ligefrem sige at ambitionsniveauet rækker mod skyerne…
Man kan derfor lidt frygte at regeringen har givet op, og blot ønsker at holde madpakke- og burka-gryden i kog, bankerne oven vande og utilfredsheden lige lav nok til ikke at udløse et valg i utide.
Boligboblen står i dag lige for at springe, og landbrugssektoren er knæsat i overinvesteringer og en overvældene gældspukkel. Produktionsvirksomheder står i kø for at flytte ud af landet og skatten er i forvejen skyhøj, så der er ikke meget at rutte med efter at Bent Bendtsen og Lene Espersen har skudt statens midler i bankernes kasser…
Hvis vi ser bort fra dommedagsprofetierne, og antager at de atlantiske økonomier ikke kollapser, at verden økonomisk kan holde til en tredobling af dollar- og euromængden i de næste par år, med den deraf medfølgende statsgældstigning, og vi antager at de modne økonomier holder sig svævende som en humlebi – i mod alle odds.
Hvad har regeringen så tænkt sig at gøre for at arbejde hen imod en plan for, hvordan man kan trække økonomien i en retning, hvor markedsøkonomiens udbudsdel kan tage over for de finanspolitiske tiltag, der i dag trækker økonomien?
Det de ansvarlige ministre burde gøre var sætte sig sammen med kompetente folk og se at få stukket en økonomisk politik ud for dette land, så Danmark kommer styrket ud af den næste vending i konjunkturerne, når gassen igen går af ballonen og den ekspansive pengepolitik slutter.
Det turde være indlysende at det hovedsigte på lav inflation, som ECB og eurolandene dikterer for eurolandene, i stigende grad vil trække både Euro (og DKR) op i forhold til både Dollar og Pund. Det er derfor overordentligt vigtigt at vore offentlige udgifter balanceres mod indtægterne, så lånebehovet ikke bliver for stort og dermed driver renten i vejret.
Hvornår træder regeringen i øvrigt i karakter, og stiller væsentlige krav til at ØMU-samarbejdets aftalegrundlag respekteres?
