Jeg ved godt at filmen ikke er så aktuel som den har været, men jeg har først haft mulighed for at se den nu. På forhånd var der frygt for at denne film, ville skabe en ny muhammed krise. Dette har vist sig ikke at være tilfældet, og jeg ved nu hvorfor. Ja filmen er kritisk overfor tonen i den offentlige debat, samt Dansk Folkepartis større indflydelse på den politiske scene. Det er vi sådan set også mange danskere der er.
Seererne på Al- Jazeera bliver bland andet præsenteret for Jørn "Jønke" Nielsen, som altså skulle repræsentere det "rasistiske" Danmark. Jeg er overbevist om at de fleste som ser denne film, vil gennemskue at Jørn "jønke" Nielsen ikke kan repræsentere et land. Han er jo repræsentant, men det altså kun for middelaldrende mænd i læderjakke. I filmen gives der også taletid, til den anden part i bandekonflikten, heller ikke herfra siges der noget overaskende. Det er nemt at gennemskue at der er tale om to parter i en konfrontation, som intet har med etniske tilhørsforhold at gøre. I det her tilfælde kæmpes der om narkomarkedet. Dette benægtes i filmen af "Jønke" men her er det også nemt at gennemskue mandens motiver for dette.
Der er også andre aktører i filmen, bland de mest prominente er de Radikales leder Margrethe Vestager. Hun er naturligvis også bekymret over tonen i den offentlige debat. Jeg er enig med hende i at der er en problematik, men jeg er overbevist om at de Radikale ikke har løsningen. De var en del af Nyrup regeringen, og ønsker dybest set at føre den samme politik, en politik vi nu ved ikke virker. En politik som bland andet har skabt ghettoer. De ville redde hele verden, og endte med kun at redde deres egen mavefornemmelse. Det er selvfølgelig okay at have de "rigtige" holdninger, men det er altså nødvendigt at man også kan orientere sig mod virkeligheden, en disciplin som de Radikale har været ekstremt dårlige til.
Filmen er et eksempel på dårlig journalistisk håndværk, den giver sig ud for at være en dokumentar, men holdningen ligger fast på forhånd, og derfor får den et underligt krampagtigt udtryk. Dernæst er den utroværdig, da instruktøren tidligere har lavet en film som lovpriste Danmark. Til Awad Joumaa (instruktør) er der kun et at sige "det er en ommer".
Hvis meningen med denne film var at ændre noget noget som helst, spiller den fallit. Det er min klare overbevisning at Dansk Folkeparti ikke mister så meget som et kryds, det er mere sandsynligt at det modsatte gør sig gældende. Men hvorfor så vise den på en arabisk tv kanal, hvis man vil ændre noget i Danmark, så må man arbejde for det i Danmark.
En af konsekvenserne ved Mohammed krisen, er ganske givet at Danmark vil blive kritiseret, både af herboende personer, men også udefra. Vi bør ikke gå i selvsving når det sker. Vi bør hylde disse menneskers ret til at udtrykke sig også kritisk. Vi kan så altid svare tilbage, hvis ikke vi er enige.
Seererne på Al- Jazeera bliver bland andet præsenteret for Jørn "Jønke" Nielsen, som altså skulle repræsentere det "rasistiske" Danmark. Jeg er overbevist om at de fleste som ser denne film, vil gennemskue at Jørn "jønke" Nielsen ikke kan repræsentere et land. Han er jo repræsentant, men det altså kun for middelaldrende mænd i læderjakke. I filmen gives der også taletid, til den anden part i bandekonflikten, heller ikke herfra siges der noget overaskende. Det er nemt at gennemskue at der er tale om to parter i en konfrontation, som intet har med etniske tilhørsforhold at gøre. I det her tilfælde kæmpes der om narkomarkedet. Dette benægtes i filmen af "Jønke" men her er det også nemt at gennemskue mandens motiver for dette.
Der er også andre aktører i filmen, bland de mest prominente er de Radikales leder Margrethe Vestager. Hun er naturligvis også bekymret over tonen i den offentlige debat. Jeg er enig med hende i at der er en problematik, men jeg er overbevist om at de Radikale ikke har løsningen. De var en del af Nyrup regeringen, og ønsker dybest set at føre den samme politik, en politik vi nu ved ikke virker. En politik som bland andet har skabt ghettoer. De ville redde hele verden, og endte med kun at redde deres egen mavefornemmelse. Det er selvfølgelig okay at have de "rigtige" holdninger, men det er altså nødvendigt at man også kan orientere sig mod virkeligheden, en disciplin som de Radikale har været ekstremt dårlige til.
Filmen er et eksempel på dårlig journalistisk håndværk, den giver sig ud for at være en dokumentar, men holdningen ligger fast på forhånd, og derfor får den et underligt krampagtigt udtryk. Dernæst er den utroværdig, da instruktøren tidligere har lavet en film som lovpriste Danmark. Til Awad Joumaa (instruktør) er der kun et at sige "det er en ommer".
Hvis meningen med denne film var at ændre noget noget som helst, spiller den fallit. Det er min klare overbevisning at Dansk Folkeparti ikke mister så meget som et kryds, det er mere sandsynligt at det modsatte gør sig gældende. Men hvorfor så vise den på en arabisk tv kanal, hvis man vil ændre noget i Danmark, så må man arbejde for det i Danmark.
En af konsekvenserne ved Mohammed krisen, er ganske givet at Danmark vil blive kritiseret, både af herboende personer, men også udefra. Vi bør ikke gå i selvsving når det sker. Vi bør hylde disse menneskers ret til at udtrykke sig også kritisk. Vi kan så altid svare tilbage, hvis ikke vi er enige.
