Så indførte de et forbud mod minareter i Schweiz. Det er egentlig temmelig meget aha.
Det er et mærkeligt og noget banalt forbud, der ikke rører mig det mindste.
Det er ligegyldigt for mig, hvor vidt der er minareter eller ej; de findes på serbisk-ortodoske kirker og moskéer — og jeg er katolik. Men det, som jeg faktisk finder noget problematisk, er grundlaget for forbuddet, som egentlig har været grunden til de temmelig voldsomme reaktioner, der har fundet sted, selvom det ikke nødvendigvis er kommet så klart til udtryk fra kritikerne.
Selve minareterne er ligegyldige.
Et forbud mod minareter er et forbud mod en form for arkitektur, der i sig selv ikke er til fare, skade eller ulempe for nogen, hvorfor det må være enhvers ret til at bygge den slags på sin ejendom.
Desværre respekteres den private ejendomsret desværre de færreste steder til fuld udstrækning af staten; der findes lokalplaner og lignende, der skal overholdes, og man må søge tilladelse til at bygge stort set hvad som helst.
Den her slags regulering finder dog sted for at undgå, at bybilledet bliver skæmmet af arkitektur, der først og fremmest er til gene for naboer, trafik og lignende, på anden måde er upassende, eller slet ikke passer ind i omgivelserne.
I tilfældet med minareten i Wangen bei Olten, der satte gang i hele cirkuset, har det dog ikke handlet om det.
Det har handlet om grupper i lokalbefolkningen, som alment har været fjendtlige, og en lokal byggemyndighed, der tilsyneladende afspejlede denne gruppes følelser, og som til trods for lovgivningen og højerestående myndigheders vurdering har kæmpet, så langt de kunne, for, at man ikke kunne bygge en sådan minaret.
De havde ikke held med at stoppe byggeriet, da der tilsyneladende hverken har været nogen form for belæg eller lovhjemmel for, at byggeriet ikke skulle have lov til at blive afviklet.
Højreorienterede populister brugte derefter tilfældet til at begynde en demagogkampagne, der er typisk for den slags populister.
Og egentlig; hvilken herlig koalition, der var tale om.
På den ene hånd et parti, der bl.a. er kendt for en stærkt fremmedfjendsk retorik, og som gør alt for at skabe så klare skel som muligt mellem de mere traditionelle befolkningsgrupper i Schweiz og særligt muslimske indvandrere; altså et parti, der til høj grad lever på at skabe splid gennem dæmonisering.
På den anden hånd et parti, der er religiøst funderede og tilmed religiøse chauvinister — altså et parti for hvis vedkommende Jesu lære et eller andet sted er blevet misforstået, mildest talt, der også mener, at samfundet skal forvaltes ud fra deres eget religiøse værdisæt, hvilket bl.a. omfatter antiliberalisme i form af begrænsninger af de schweiziske borgeres frihed, fordi de blot finder disse ting uacceptable ud fra deres eget værdisæt, hvilket også omfatter borgernes ret til at råde over deres egen krop og liv, hvilket jo er groft sagt det, deres fløj i debatten beskylder Islam og muslimerne for.
Og det hele passer egentlig meget fint med det første partis dagsorden. Men når det andet parti, der tydeligvis selv har visse problemer med at adskille religiøs dogme og præference fra deres politik, der såfremt at de havde den fornødne indflydelse, hvilket de heldigvis ikke har, skulle føres ud i livet og påvirke de enkelte borgeres liv, bliver denne tragikomiske forestilling endnu mere absurd.
Ganske typisk for når antimuslimer går amok, bliver demokratiet og diverse frihedsrettigheder taget som gidsel af chauvinisterne.
Ud fra eget udsagn forsvarer de demokratiet og friheden, og ganske vist er de færreste af de antimuslimske kræfter, der er parlamentarisk repræsenteret, decideret antidemokratiske — i hvert fald ikke udadtil — og de har som sådan ikke nogen tanker om at ændre på styreformen eller lignende, så de ér demokratiske nok.
Når det dog kommer til frihedsrettighederne er det dog et typisk forsøg på at skabe splid i befolkningen efter en fremgangsmåde, der groft sagt går ud på at misbruge demokratiet og de frihedsrettigheder, det tilvejebringer, fuldstændig formålsløst at provokere på det allervoldsommeste og bruge reaktionerne til at fremhæve skel i samfundet. Skel, som faktisk ikke nødvendigvis er særlig betydelige eller ellers ville komme til udtryk.
Og det er midlest talt spøjst, at man taler om frihedsrettigheder, når man selv oftest gør meget for at indskrænke dem blot for at ramme sin prügelknabe. Og det er uanset om der er tale om retten til at gifte sig med hvem man vil eller om der er tale om retten til at bygge hvad man vil på sin ejendom, såfremt at det naturligvis ikke er til urimelig gene for andre.
Ligesom så meget andet, er dette tiltag et tiltag i rækken af meningsløse tiltag, hvis eneste effekt er splid i samfundet. Der kommer ikke mindre islamisk ekstremisme eller kvindeundertrykkelse af at man forbyder minareter eller burkaer. Og der kommer ikke mere ytringsfrihed ud af, at man tegner usømmelige karikaturer af profeten Muhammed og publicerer dem i et landsdækkende dagblad.
Sådan noget sender til trods for dets temmelig ligegyldige karakter nogle voldsomt negative signaler til en befolkningsgruppe, som i forvejen ikke nødvendigvis kendetegnes ved den mest succesfulde inkorparation i deres omgivende samfund. Medlemmer af gruppen trives ikke nødvendigvis optimalt i samfundet, og når sådanne tiltag kommer på bordet, giver det en måske ganske retfærdiggjort følelse af at være forfulgt og uvelkommen. Og de er nok heller ikke velkomne for ophavsmændenes vedkommende, men de skal jo nok ikke nogen steder hen, så man står tilbage med en gruppe, der har en følelse af, at de står overfor et valg om at opgive sin identitet eller stå udenfor samfundet.
Derfor bliver sammenhængskraften i samfundet udfordret af sådanne tiltag.
Sammenhængskraften er altafgørende for et velfungerende samfund, og noget meget centralt for sammenhængskraften er tillid. Og fremmedgørelsen, mistænkeliggørelsen, dæmoniseringen og alle de andre negative implikationer ved den her slags tiltag underminerer netop tilliden de forskellige befolkningsgrupper imellem.
Og tryk avler som bekendt modtryk, hvorfor visse medlemmer af de grupper, der føler sig fremmedgjort og dæmoniseret, kan reagere gennem radikalisering, kriminalitet og andre sygdomstegn, mens utilpassede medlemmer af majoritetsgruppen på grund af det usunde politiske klima, hvor minoritetgruppen har rolle som prügelknabe og syndebuk, selv kan søge trøst for deres dårlige kår i en radikalisering, der i sådanne sammenhænge oftest er i en udemokratisk retning, til gavn for højrepopulisterne.
De eneste det egentlig reelt og mærkbart gavner, er faktisk de partier, der skaber eller fremhæver denne splid, hvorefter de kan lege folkets røst og fremstå som den lille mands indignerede forsvarer. Men helt ærligt er der jo ikke nogen, hvis liv til synderlig grad bliver påvirket af tilstedeværelsen — eller fraværet — af minareter eller noget som helst andet, der har været brugt i deres splidsøgende heksejagt.
Chauvinister bliver ikke mindre chauvinister af, at de søger at inddrage demokratiet i deres argumentation, der i øvrigt forsøger at få en forholdsvis uhomogen gruppe til at fremstå fuldkommen homogen.
Når Pia Kjærsgaard tilsyneladende er i ekstase over latterliggørelsen af den schweiziske grundlov, der nu også skal til at handle om byggetilladelser, og ellers bebuder, at hun vil have en lignende splidskabende folkeafstemning om et ligegyldigt emne i Danmark, synes jeg, at det kommer til at fremstå alt mere klart, hvilken slags parti, der er tale om.
Hvis der er nogen, der er en trussel mod sammenhængskraften i samfundet og mod vores frihedsrettigheder, er det højrepopulisterne, der øjensynligt er ligeglade med friheden, og som direkte profiterer af splid og manglende sammenhængskraft i samfundet.
Det er et mærkeligt og noget banalt forbud, der ikke rører mig det mindste.
Det er ligegyldigt for mig, hvor vidt der er minareter eller ej; de findes på serbisk-ortodoske kirker og moskéer — og jeg er katolik. Men det, som jeg faktisk finder noget problematisk, er grundlaget for forbuddet, som egentlig har været grunden til de temmelig voldsomme reaktioner, der har fundet sted, selvom det ikke nødvendigvis er kommet så klart til udtryk fra kritikerne.
Selve minareterne er ligegyldige.
Et forbud mod minareter er et forbud mod en form for arkitektur, der i sig selv ikke er til fare, skade eller ulempe for nogen, hvorfor det må være enhvers ret til at bygge den slags på sin ejendom.
Desværre respekteres den private ejendomsret desværre de færreste steder til fuld udstrækning af staten; der findes lokalplaner og lignende, der skal overholdes, og man må søge tilladelse til at bygge stort set hvad som helst.
Den her slags regulering finder dog sted for at undgå, at bybilledet bliver skæmmet af arkitektur, der først og fremmest er til gene for naboer, trafik og lignende, på anden måde er upassende, eller slet ikke passer ind i omgivelserne.
I tilfældet med minareten i Wangen bei Olten, der satte gang i hele cirkuset, har det dog ikke handlet om det.
Det har handlet om grupper i lokalbefolkningen, som alment har været fjendtlige, og en lokal byggemyndighed, der tilsyneladende afspejlede denne gruppes følelser, og som til trods for lovgivningen og højerestående myndigheders vurdering har kæmpet, så langt de kunne, for, at man ikke kunne bygge en sådan minaret.
De havde ikke held med at stoppe byggeriet, da der tilsyneladende hverken har været nogen form for belæg eller lovhjemmel for, at byggeriet ikke skulle have lov til at blive afviklet.
Højreorienterede populister brugte derefter tilfældet til at begynde en demagogkampagne, der er typisk for den slags populister.
Og egentlig; hvilken herlig koalition, der var tale om.
På den ene hånd et parti, der bl.a. er kendt for en stærkt fremmedfjendsk retorik, og som gør alt for at skabe så klare skel som muligt mellem de mere traditionelle befolkningsgrupper i Schweiz og særligt muslimske indvandrere; altså et parti, der til høj grad lever på at skabe splid gennem dæmonisering.
På den anden hånd et parti, der er religiøst funderede og tilmed religiøse chauvinister — altså et parti for hvis vedkommende Jesu lære et eller andet sted er blevet misforstået, mildest talt, der også mener, at samfundet skal forvaltes ud fra deres eget religiøse værdisæt, hvilket bl.a. omfatter antiliberalisme i form af begrænsninger af de schweiziske borgeres frihed, fordi de blot finder disse ting uacceptable ud fra deres eget værdisæt, hvilket også omfatter borgernes ret til at råde over deres egen krop og liv, hvilket jo er groft sagt det, deres fløj i debatten beskylder Islam og muslimerne for.
Og det hele passer egentlig meget fint med det første partis dagsorden. Men når det andet parti, der tydeligvis selv har visse problemer med at adskille religiøs dogme og præference fra deres politik, der såfremt at de havde den fornødne indflydelse, hvilket de heldigvis ikke har, skulle føres ud i livet og påvirke de enkelte borgeres liv, bliver denne tragikomiske forestilling endnu mere absurd.
Ganske typisk for når antimuslimer går amok, bliver demokratiet og diverse frihedsrettigheder taget som gidsel af chauvinisterne.
Ud fra eget udsagn forsvarer de demokratiet og friheden, og ganske vist er de færreste af de antimuslimske kræfter, der er parlamentarisk repræsenteret, decideret antidemokratiske — i hvert fald ikke udadtil — og de har som sådan ikke nogen tanker om at ændre på styreformen eller lignende, så de ér demokratiske nok.
Når det dog kommer til frihedsrettighederne er det dog et typisk forsøg på at skabe splid i befolkningen efter en fremgangsmåde, der groft sagt går ud på at misbruge demokratiet og de frihedsrettigheder, det tilvejebringer, fuldstændig formålsløst at provokere på det allervoldsommeste og bruge reaktionerne til at fremhæve skel i samfundet. Skel, som faktisk ikke nødvendigvis er særlig betydelige eller ellers ville komme til udtryk.
Og det er midlest talt spøjst, at man taler om frihedsrettigheder, når man selv oftest gør meget for at indskrænke dem blot for at ramme sin prügelknabe. Og det er uanset om der er tale om retten til at gifte sig med hvem man vil eller om der er tale om retten til at bygge hvad man vil på sin ejendom, såfremt at det naturligvis ikke er til urimelig gene for andre.
Ligesom så meget andet, er dette tiltag et tiltag i rækken af meningsløse tiltag, hvis eneste effekt er splid i samfundet. Der kommer ikke mindre islamisk ekstremisme eller kvindeundertrykkelse af at man forbyder minareter eller burkaer. Og der kommer ikke mere ytringsfrihed ud af, at man tegner usømmelige karikaturer af profeten Muhammed og publicerer dem i et landsdækkende dagblad.
Sådan noget sender til trods for dets temmelig ligegyldige karakter nogle voldsomt negative signaler til en befolkningsgruppe, som i forvejen ikke nødvendigvis kendetegnes ved den mest succesfulde inkorparation i deres omgivende samfund. Medlemmer af gruppen trives ikke nødvendigvis optimalt i samfundet, og når sådanne tiltag kommer på bordet, giver det en måske ganske retfærdiggjort følelse af at være forfulgt og uvelkommen. Og de er nok heller ikke velkomne for ophavsmændenes vedkommende, men de skal jo nok ikke nogen steder hen, så man står tilbage med en gruppe, der har en følelse af, at de står overfor et valg om at opgive sin identitet eller stå udenfor samfundet.
Derfor bliver sammenhængskraften i samfundet udfordret af sådanne tiltag.
Sammenhængskraften er altafgørende for et velfungerende samfund, og noget meget centralt for sammenhængskraften er tillid. Og fremmedgørelsen, mistænkeliggørelsen, dæmoniseringen og alle de andre negative implikationer ved den her slags tiltag underminerer netop tilliden de forskellige befolkningsgrupper imellem.
Og tryk avler som bekendt modtryk, hvorfor visse medlemmer af de grupper, der føler sig fremmedgjort og dæmoniseret, kan reagere gennem radikalisering, kriminalitet og andre sygdomstegn, mens utilpassede medlemmer af majoritetsgruppen på grund af det usunde politiske klima, hvor minoritetgruppen har rolle som prügelknabe og syndebuk, selv kan søge trøst for deres dårlige kår i en radikalisering, der i sådanne sammenhænge oftest er i en udemokratisk retning, til gavn for højrepopulisterne.
De eneste det egentlig reelt og mærkbart gavner, er faktisk de partier, der skaber eller fremhæver denne splid, hvorefter de kan lege folkets røst og fremstå som den lille mands indignerede forsvarer. Men helt ærligt er der jo ikke nogen, hvis liv til synderlig grad bliver påvirket af tilstedeværelsen — eller fraværet — af minareter eller noget som helst andet, der har været brugt i deres splidsøgende heksejagt.
Chauvinister bliver ikke mindre chauvinister af, at de søger at inddrage demokratiet i deres argumentation, der i øvrigt forsøger at få en forholdsvis uhomogen gruppe til at fremstå fuldkommen homogen.
Når Pia Kjærsgaard tilsyneladende er i ekstase over latterliggørelsen af den schweiziske grundlov, der nu også skal til at handle om byggetilladelser, og ellers bebuder, at hun vil have en lignende splidskabende folkeafstemning om et ligegyldigt emne i Danmark, synes jeg, at det kommer til at fremstå alt mere klart, hvilken slags parti, der er tale om.
Hvis der er nogen, der er en trussel mod sammenhængskraften i samfundet og mod vores frihedsrettigheder, er det højrepopulisterne, der øjensynligt er ligeglade med friheden, og som direkte profiterer af splid og manglende sammenhængskraft i samfundet.
