Uduelige politikere, slappe embedsmænd og hasardspillende banker: Sådan beskrives årsagerne til finanskrisen af officiel amerikansk kommission.
Den såkaldte Financial Crisis Inquiry commission blev nedsat i 2009 af den amerikanske Kongres til at undersøge, hvad der gik galt, da syge amerikanske realkreditobligationer trak verden ud i den alvorligste recession siden 1930erne; en krise som alene i USA har kostet otte millioner tabte job,
Kommissionen, der også kaldes Angelides-kommissionen efter sin formand, har netop offentliggjort sin rapport på sit website - den kan hentes her. Men amerikanske medier har allerede kunnet fortælle i hovedtræk, hvad konklusionerne fra kommissionens demokratiske flertal er.
”Krisen var et resultat af menneskelige handlinger eller mangel på handlinger, den var ikke et naturfænomen eller et resultat af løbske computermodeller,” hedder det i rapporten.
Det er især tidligere præsident George W. Bush, nuværende Federal Reserve-chef, Ben Bernanke, og hans forgænger Alan Greenspan, som bliver kritiseret af kommissionens demokratiske flertal ; dens republikanske medlemmer har delt sig i to mindretalsudtalelser. Især de to Fed-chefer bliver angrebet for at overhørt advarsler og undervurderet farer.
Federal Reserve ”forstod ikke den katastrofale fare, som boligboblen udgjorde for det finansielle system, og nægtede at handle i tide for at begrænse dens vækst,” siger rapporten, der også anklager Fed for at have ”undladt at opfylde sin vedtægtsmæssige forpligtelse til at oprette og håndhæve forsigtige regler for boligbelåning og forhindre aggressiv udlånsvirksomhed.”
Men også bankernes ledelser får hård kritik.
"CDO-maskinen var blevet selvkørende," hedder det om den voksende brug af kreative obligationstyper som CDOer - collateralized debt obligations.
"Højtstående chefer - især i de tre førende udbydere af CDOer, Citigroup, Merrill Lynch, og UBS— anerkendte tilsyneladende ikke, eller forstod måske slet ikke, de risici, der lå i de produkter, de skabte," hedder det i rapporten, som forklarer, hvordan bankerne selv beholdt den bedst sikrede del af obligationerne, "ompakkede" de mindre sikre obligationer, så de kom til at ligge til sikkerhed for nye obligationer, og overlod de mest usikre af papirerne til hedgefonde, der imidlertid ved hjælp af "komplicerede handelsstrategier" sikrede sig, sådan at de ville tjene penge, uanset om markedet gik ned eller op.
Videre fortæller rapporten i noget nær romanstil om de dramatiske dage op til Lehman Brothers fallit i september 2008; dén begivenhed, som for alvor udløste krisen. I ugen op til krakket gøres der mere og mere desperate forsøg på at finde en løsning, og vi får lov at følge embedsmænd og bankdirektører helt frem til sødnag morgen den 14. september 2008, hvor finansministeriets stabschef, Jim Wilkinson sender en e-mail til direktøren for JP Morgan og fortæller ham, at han sidder i et møde med Federal Reserves New York-chef, Timothy Geithner, og finansminister Henry Paulson, og, skriver han, "dette her ser ikke ud til at ende pænt". Det kom til at stemme.
Det fremgår i øvrigt, at Federal Reserve faktisk var blevet advaret allerede i juni om, at Lehman havde svært ved at rejse penge, fordi flere og flere banker havde mistet tilliden til dem.
