Når vi sparer i Danmark, så øger vi i mange tilfælde udgifterne på lang sigt. Her er tre virkelig historier.
En ung mor går til lægen, fordi hun er skrækslagen for at skulle føde sit første barn, egentlig en meget naturlig reaktion, men i stedet for at forklare dette eller evt. henvise til en psykolog, så giver lægen nogle piller. I et moderne samfund er der nemlig massivt tilskud til lykkepiller, men ikke en krone i tilskud til psykologer. Moderen får nu et misdannet barn med hjerneskade og går helt ned med depression og mister sit job.
Resultat: Moderen i psykiatrisk behandling i en årrække, og dermed på passiv forsørgelse, hvis det går helt galt, så står den på passiv forsørgelse resten af livet. Og den mulighed er skam reel, man færdigbehandler nemlig ikke folk i Danmark, man har dem inde i 3-4 dage, hvorefter man skyndsomt sender dem ud med et pilleglas i hånden. Når de genindlægges udløser de på ny penge. Barnet skal passe 24 timer i døgnet resten af livet, prisen løber nemt op i en million om året. I værste fald så har de tre sparede psykologtimer, altså kostet samfundet 100 millioner over de næste 50-60 år. Sådan sparer vi penge i Danmark.
En familie kører galt, moderen burde overføres til Skejby sygehus, der er ekspertise i rygskader, men nu ligger hun i Esbjerg og Esbjerg modtager penge for hver operation, derfor laves operationen i Esbjerg. 11 operationer, 4 genoptræningsforløb senere, konstaterer man at hun aldrig kommer til at gå rigtigt igen og de stærke smerter skal holdes nede med morfin og andre smertestillende produkter, som vi umuliggøre at tage en ny uddannelse. Desuden modtager hun erstatning fordi at lægen, der udførte de første 4 operationer ikke var kvalificeret til det.
Resultat: For at sikre sig nogle taxameter penge har man tilføjet en førtidspensionist, prisen ligger på minimum 50 millioner, når man regner det hele med.
En skole bliver bygget for 8 millioner i Ålborg. Fantastisk skole alle er glade for den, men ved den første vinter konstateres det at taget er piv utæt, det er faktisk så galt at taget skal lægges helt om. Bygherrren er for længst gået konkurs med sit niende selskab, for man har selvfølgelig valgt det billigste firma, selvom rygtet var elendigt. Man vælger at sagsøge firmaet og imens så gør man ikke noget ved skolen. Skoleinspektøren vil gerne udbedre det, men det er der ikke penge.
Tre år efter begynder sygemeldingerne fra personale og elever at vokse eksplosivt. Der er gået svamp i skolen, det er der ikke penge til at udbedre, så man lever faktisk yderligere 5 år på den måde, hvorefter skolen erklæres uegnet til brug.
Resultat: Skolen rives ned. Tæller vi det hele med, så skal vi have prisen på vikardækning, det skolen kostede at bygge og det, som det kostede at rive den ned, samt at bygge en ny skole en gang mere. Pris: Vi er næppe under 30 millioner.
Det værste, at vi kan fortsætte listen.
Tænk, hvis vi begynder at kigge på det psykiatriske system, der for at spare penge slipper en skizofren ud, der banker en mand til invalid, pension resten af livet, genoptræning, måske pasning resten af livet og fængselsophold til den skizofrene.
Vi har et uddannelsessystem, hvor det handler om at få flest muligt ind i systemet, helt upåagtet af om personen er egnet til faget eller om der er jobs i den anden ende.
Vi fyrer rask væk 3 rengøringskoner på hospitalet, de 2 tilbage udvikler rygskader, der skal behandles, personalet bliver mere syge og patienterne skal genindlægges, hvilket rent faktisk er en økonomisk fordel for sygehuset, men det koster en formue for samfundet. 21% genindlægges i dag (2009 tal), fordi man havde så travlt med at få dem sendt hjem. Det er man økonomisk opfordret til, for hver eneste gang en patient indlægges, så udløser det penge.
Løsningen på finanskrisen er ikke at kigge på, hvordan vi sparer penge på de fattigste, men derimod at kigge på, hvordan pokker det er vi har indrettet vores system. Vi har indrettet vores system, sådan at vi nærmest får flest mulige udgifter, fordi alle sidder og udelukkende fokuserer på deres egen lille pengekasse.
Kunne man forstille sig at Mærsk indrettede sig sådan, at direktør A ville sætte en ukvalificeret til at styre en supertanker, for hvis det gik galt, var det direktør B, der stod med hovedpinen? Nejvel.
Hele indretningen af vores system opfordrer til at bruge flest penge muligt.
I gennemsnit lægger danskerne, lige fra spædbarn til de ældste 160.000 kroner i snit i skat hvert eneste år, uden at man endda kan sige vi har et system, som virker. Tænk hvis vi bare kunne få det tal ned på 150.000, og det kan vi, hvis man begynder at bruge sin helt almindelige fornuft.
Lægen skulle i det første eksempel have henvist hende til en psykolog, i eksempel 2 skulle lægen have fundet det mest egnede operationssted og i det tredje eksempel skulle man have hyret et lokalt firma med et godt ry, der måske nok kostede lidt mere, men tilgengæld lavede opgaven. Alene i disse tre eksempler ligger der knap 200 millioner i udgifter, som kunne være undgået og så har jeg slet ikke beskæftiget mig med de menneskelige aspekter.
