Det er udbredt hobby blandt en række debattører at fremhæve sit eget ypperlige menneskesyn og fremstille andres stærkt belastede ditto. Gad vide om de har tænkt over det, de siger. ”Jeg deler ikke et sådant menneskesyn” kan man høre sagt og ledsaget af et ansigtsudtryk, som havde nogen sluppet en vind. Er man eksempelvis uenig om en integrationspolitik vil man måske tro, at man så har et forskelligt menneskesyn, men det behøver ingenlunde være tilfældet.
En klassisk menneskeopfattelse er at se mennesket som et socialt væsen, der kun kan virkeliggøre sig selv i fællesskaber. En sådan menneskeopfattelse kan man udmærket dele og så være stærkt uenige om, hvorvidt disse fællesskaber fortrinsvis skal være nationale eller globale, kulturelle eller etniske. En anden menneskeopfattelse er den eksistentialistiske, der i højere grad ser menneskets udvikling i en bevidst forholden sig til sit liv og ansvarlig overtagelse af det. Hvilken politik følger af den? Kierkegaard var nærmest konservativ, Sartre var kommunist og andre eksistentialister er noget tredje. Andre klassiske menneskeopfattelser ser forskelligt på menneskets autonomi ved enten at betone fornuften eller drifterne. Er vi fornuftsvæsener, der kan styre og kultivere vore drifter eller er vi driftsvæsener, der hverken er særligt fornuftige eller moralske. Hvis vi er fornuftsvæsener kan vi argumentere for, at fornuften bør være styrende i samfundet og de klogeste derfor lede landet. En sådan menneskeopfattelse er altså udemokratisk. Eller vi kan påstå, at mennesket er et driftsvæsen, der bliver styret af sine følelser. Måske følger der heraf en opfattelse af mennesket som et offer det principielt er synd for og som altid vil ende i gæld og arbejdsløshed med mindre nogen hjælper. De rige er så blot heldige eller på anden måde uretfærdigt begunstigede. Demokratiet kan for denne menneskeopfattelse være den foretrukne styreform fordi ethvert offer dermed få maksimal indflydelse. Eller måske dikterer denne menneskeopfattelse, at kvinder skal være tildækket idet manden jo er et offer for sine drifter og bliver nødt til at voldtage, hvis han ser et stykke med bart.
Den dualistiske menneskeopfattelse placerer kroppen i en jordisk verden mens sjælen tilhører den evige ideverden. Om det var det, der fik Platon til at foretrække et aristokratisk styre, er lidet sandsynlig og Aristoteles, der opfattede mennesket som et socialt væsen, gik ind for en stærk middelklasse og opfattede samtidig den menneskelige natur som det, der af sig selv kommer til udtryk. Her er altså ikke megen plads til et begreb som social arv for når noget ikke kommer til udtryk er det ifølge Aristoteles fordi der ikke lå i personens natur. Denne menneskeopfattelse kan man formodentlig godt være uenig i og samtidig støtte Aristoteles idé om en stærk middelklasse.
Hvis det skulle give mening at anvende menneskesyn som et skældsord, så forudsætter det en relation mellem en given menneskeopfattelse A og den politiske holdning B således at en divergerende politisk holdning ikke-B skulle medføre at menneskeopfattelsen bliver ikke-A. Men som vi har set er der ingenlunde en sådan relation mellem menneskeopfattelse og politisk holdning. Sagt på en anden måde, så betyder to forskellige politiske holdninger ikke nødvendigvis en forskellig menneskeopfattelse ligesom en bavian kan være forskellig fra en næseabe uden at der følger særlig meget af det.
Men måske tænker disse velmenende debattører, når de forsøger at postulere et ildelugtende menneskesyn hos andre, netop på forholdet til andre. I så fald forsøger de altså at nedgøre andre ved at påstå, at dem der nedgør andre har et stærkt betænkeligt menneskesyn. Har man fjendebilleder og et ideologisk sort-hvid menneskesyn med rangorden blandt mennesker således at der gælder særlige regler for de mennesker, der er lige som en selv, og andre regler for fremmede, ja, så kan man måske påstå at sådanne menneskers menneskesyn ikke er stuerent. De andre er så fjenden, der er uren og hvis en af ens egne skulle finde på at tilslutte sig fjenden, må det medføre dødsstraf. Det sort-hvide menneskesyn medfører så, at alt det man selv billiger anses for helligt, mens fjendens normer opfattes som ugudeligt moralsk forfald. Hvis fjenden ikke anerkender det, man selv anser for helligt, må det være i orden at slå dem ihjel. Nietzsche angreb den slags menneskesyn, der baserer sig på fjendebilleder, men anerkendte, at svagheden er menneskelig og et træk, der i større eller mindre grad findes hos alle. Nazisterne misforstod Nietzsche og troede at det var bestemte racer, der havde de lidet flatterende træk og præsterede et gigantisk fjendebillede uden at gennemskue, at det lige præcis var det, der var det dekadente menneskesyn. Det er måske problemet i en nøddeskal: travlheden med at finde de dekadente og udstyre dem med et smudsigt menneskesyn bøjer pilen tilbage mod afsenderen og efterlader en noget kvalm lugt.
En diskussion om menneskesyn er en interessant filosofisk disciplin, men i munden på politikere bliver det til et skældsord, der blot udtrykker en forargelse over, at nogen har formastet sig til at være uenig. I stedet for at forholde sig til uenigheden forsøger man at gøre modparten til et undermenneske for på den måde at fremstå fordelagtigt. Men trangen til at udstille andre menneskers moralske primitivitet for at kunne hæve sig i en moralsk stråleglans dementerer sig selv. Som sekulariseringen var nødvendig for at fornuften kunne frisættes, så må vi i vor tid stræbe efter moralens sekularisering, så den kan frisættes fra selvsmagende moralfundamentalisters kvalme uddunstninger. Som det i dag er et åndløst overgreb at gå i rette med et menneskes personligt tilkæmpede gudsforhold, så bør det på samme måde være umoralsk og respektløst at gå i rette med andre menneskers moral og menneskeopfattelse – det er dog naturligvis ikke respektløst at være uenig med dem.
