Når man sådan står udenfor den politiske virkelighed og kigger ind, så bliver man nogle gange forundret over, hvad man ser. Tag nu for eksempel regeringens selvmordskurs. Venstre skranter. De konservative skranter. Selv det ukuelige støtteparti skranter. Men samtidig med, at det borgerlige Danmark politisk projekt er dødt, er det fortsat de borgerlige samfundsdebattører som markerer sig i samfundsdebatten. Det betyder ikke at folk er enige med dem, men det betyder, at det kun er til højre for midten af dansk politik, at der i dag tænkes nyt.
Historikeren Henrik Jensen, filosoffen Kai Sørlander, Kasper Støvring, politologen Søren Hviid Pedersen, tidsskriftet Nomos og – skal man vove det – Årsskriftet Critique. Det er det samme i resten af Europa. Selv i Frankrig er tænkerne blevet borgerlige. Den britiske filosof Phillip Blond har et sted udtrykt det meget præcist ”There is nothing left on the left”.
Rune Lykkeberg? Lars Olsen? De er da venstreorienterede! Ja men deres tanker er ikke. Her er venstrefløjsskribenter, der netop har været en tur på højrefløjens ideologiske loppemarked for at hente tankegods til en ideologisk set falleret venstrefløj.
Det er selvfølgelig venstrefløjen, der kan mobilisere de tusindtallige skarer til demonstration. Det er venstrefløjen, der kan fylde busser med skoleelever og dagpengemodtagere og smide dem af på slotspladsen. Men skyldes venstrefløjens evne til at mobilisere, at de kan tænke? Eller bliver folk mobiliseret af venstrefløjen, netop fordi de ikke tænker?
Når nu der tænkes og skrives så meget på højrefløjen, hvorfor smitter det så ikke af på regeringen? Venstre har vistnok opgivet kontraktpolitikken, men den er ikke blevet erstattet med ny politik, så nu har det store regeringsparti slet intet på hylden. De konservative er for længst holdt op med at vove en tanke. Sidst man forsøgte, gik det jo grueligt galt. Desuden ved enhver loyal partisoldat, at selvstændig tænkning er en form for dissens. I stedet holder partiets ledende kadrer vejret og overvejer om de skal anrette sidste og afgørende tilintetgørelsesslag mod sig selv.
Ser man på den borgerlige litteratur, er det meget interessant, at der faktisk næsten entydigt er tale om konservativ litteratur. Liberalismen har tænkt færdig og overleveret den liberale en række dogmer og formler, som kan kombineres på vilkårlige måder alt efter om man er chefjurist på Cepos eller gymnasieelev i Herning. Det er der ingen skam i. De liberale har en stor opgave i at generobre Venstre.
Skammen er de konservatives. Der tænkes masser af konservative tanker. Men de sidste, der lytter til disse er de konservative. Det er som om konservative i særlig grad skyer ideen om at have tanker bag handling. Partiet, der engang blev kaldt professorpartiet fremstår i dag som langt det mindst intellektuelle parti i folketinget. Grosserernes og godsejernes folkefront har udviklet sig til den åndløse nyttekalkules slavehær.
Hvorfor? Moderne dansk konservatisme er i sin definition tankeløs, bevidst inkonsekvent og i enhver meningsfuld forstand impotent. Den har ikke villet være ved sig selv og er derfor blevet noget ganske andet. Dens skæbne blevet at halse efter snart den ene og snart den anden ideologi. I dagens Danmark er konservatismen Stauning og Jens Otto Krags trofaste lænkehund.
Statsautoriserede konservative partideologier som Per Stig Møller og Hans Jørgen Lembourn har på sofistisk vis forvandlet konservatisme fra ideologikritik til opportunistisk pragmatisme. Hvor den klassiske konservatisme slog armene over kors og sagde ”nej” til det den ikke brød sig om, så er den moderne konservatisme i disse digteres hænder blevet forvandlet til det evige og ubetingede ”ja” til enhver udvikling. Efter disse konservative ideologer i 50 år har gumlet på konservatismen er både de selv og ideologien blevet ganske tandløse. Af konservatisme er der i den politiske tradition kun en vis sendrægtighed tilbage, som gør denne ideologi særlig uegnet til det nødvendige opgør med socialstaten.
Hvorfor så hård ved konservatismen? Fordi den har alle muligheder for sig. Kan man fortænke de konservative i slet ikke at tænke? Den egentlige konservatisme og den danske borgerligheds avantgarde findes uden for politik. Men der findes den også i stort tal. Det borgerlige Danmarks tjenende ånder er den kant, hvorfra vi skal vente en genrejsning af det borgerlige projekt. Politikerne vil ikke tænke. Det kan vi heller ikke kræve. Men vi kan forlange, at de indser deres brøde, sætter sig ned, køber de gode bøger, læser dem og forhåbentlig bruger den kommende socialistiske fimbulvinter til at hvæsse de ideologiske klinger og genrejser det borgerlige projekt, som også borgerlige kan tro på.
Historikeren Henrik Jensen, filosoffen Kai Sørlander, Kasper Støvring, politologen Søren Hviid Pedersen, tidsskriftet Nomos og – skal man vove det – Årsskriftet Critique. Det er det samme i resten af Europa. Selv i Frankrig er tænkerne blevet borgerlige. Den britiske filosof Phillip Blond har et sted udtrykt det meget præcist ”There is nothing left on the left”.
Rune Lykkeberg? Lars Olsen? De er da venstreorienterede! Ja men deres tanker er ikke. Her er venstrefløjsskribenter, der netop har været en tur på højrefløjens ideologiske loppemarked for at hente tankegods til en ideologisk set falleret venstrefløj.
Det er selvfølgelig venstrefløjen, der kan mobilisere de tusindtallige skarer til demonstration. Det er venstrefløjen, der kan fylde busser med skoleelever og dagpengemodtagere og smide dem af på slotspladsen. Men skyldes venstrefløjens evne til at mobilisere, at de kan tænke? Eller bliver folk mobiliseret af venstrefløjen, netop fordi de ikke tænker?
Når nu der tænkes og skrives så meget på højrefløjen, hvorfor smitter det så ikke af på regeringen? Venstre har vistnok opgivet kontraktpolitikken, men den er ikke blevet erstattet med ny politik, så nu har det store regeringsparti slet intet på hylden. De konservative er for længst holdt op med at vove en tanke. Sidst man forsøgte, gik det jo grueligt galt. Desuden ved enhver loyal partisoldat, at selvstændig tænkning er en form for dissens. I stedet holder partiets ledende kadrer vejret og overvejer om de skal anrette sidste og afgørende tilintetgørelsesslag mod sig selv.
Ser man på den borgerlige litteratur, er det meget interessant, at der faktisk næsten entydigt er tale om konservativ litteratur. Liberalismen har tænkt færdig og overleveret den liberale en række dogmer og formler, som kan kombineres på vilkårlige måder alt efter om man er chefjurist på Cepos eller gymnasieelev i Herning. Det er der ingen skam i. De liberale har en stor opgave i at generobre Venstre.
Skammen er de konservatives. Der tænkes masser af konservative tanker. Men de sidste, der lytter til disse er de konservative. Det er som om konservative i særlig grad skyer ideen om at have tanker bag handling. Partiet, der engang blev kaldt professorpartiet fremstår i dag som langt det mindst intellektuelle parti i folketinget. Grosserernes og godsejernes folkefront har udviklet sig til den åndløse nyttekalkules slavehær.
Hvorfor? Moderne dansk konservatisme er i sin definition tankeløs, bevidst inkonsekvent og i enhver meningsfuld forstand impotent. Den har ikke villet være ved sig selv og er derfor blevet noget ganske andet. Dens skæbne blevet at halse efter snart den ene og snart den anden ideologi. I dagens Danmark er konservatismen Stauning og Jens Otto Krags trofaste lænkehund.
Statsautoriserede konservative partideologier som Per Stig Møller og Hans Jørgen Lembourn har på sofistisk vis forvandlet konservatisme fra ideologikritik til opportunistisk pragmatisme. Hvor den klassiske konservatisme slog armene over kors og sagde ”nej” til det den ikke brød sig om, så er den moderne konservatisme i disse digteres hænder blevet forvandlet til det evige og ubetingede ”ja” til enhver udvikling. Efter disse konservative ideologer i 50 år har gumlet på konservatismen er både de selv og ideologien blevet ganske tandløse. Af konservatisme er der i den politiske tradition kun en vis sendrægtighed tilbage, som gør denne ideologi særlig uegnet til det nødvendige opgør med socialstaten.
Hvorfor så hård ved konservatismen? Fordi den har alle muligheder for sig. Kan man fortænke de konservative i slet ikke at tænke? Den egentlige konservatisme og den danske borgerligheds avantgarde findes uden for politik. Men der findes den også i stort tal. Det borgerlige Danmarks tjenende ånder er den kant, hvorfra vi skal vente en genrejsning af det borgerlige projekt. Politikerne vil ikke tænke. Det kan vi heller ikke kræve. Men vi kan forlange, at de indser deres brøde, sætter sig ned, køber de gode bøger, læser dem og forhåbentlig bruger den kommende socialistiske fimbulvinter til at hvæsse de ideologiske klinger og genrejser det borgerlige projekt, som også borgerlige kan tro på.
