Jeg har med undren fulgt jeres "kamp" for at sætte jer på Vejlegården. Jeg har med undren fulgt jeres grove krænkelser af basale frihedsrettigheder og andre mennesker, i jeres desværre ikke kriminelle trusler mod Vejle Amts Folkeblad, som i ikke vil have til at udkomme, fordi de tillader Vejlegården at reklamere. Jeg har med undren set jeres chef Poul Erik Skov Christensen stille sig op som en anden Göbbels og, åbenbart fuldstændig uden samvittighedskvaler, forsøge at fylde befolkningen med løgn og plat. Jeg har med undren fornemmet jeres fanatiske og menneskefjentlige holdning til alt, der ikke går jeres vej. Til andre, der har andre værdier i livet end i har.
I opfører jer som Hitler i de sidste dage i bunkeren, fuldstændig blottet for erkendelse af, at i ikke kan styre virkeligheden og få den til at se ud, som i gerne vil have den.
Jeg får næsten trang til at kalde jer racister, når i uden blusel eller eftertanke chikanerer arbejdsgivere og udlændinge, som ikke vil danse efter jeres urealistiske barnlige pibe. Jeres ulækre og åbenlyse had til driftige gode mennesker, som forlader det hele for komme her til Danmark og tjene ærligt til dagen og vejen, klæder jer ikke.
Når i kæmper for jeres forældede krav til løn og arbejdsforhold, så gør i ikke jer selv en tjeneste. Tværtimod. Jo mere i står fast, jo flere af jeres medlemmer vil havne i arbejdsløshed og miste hus og hjem, for i har ikke forstået, at jeres krav ikke længere er mulige at honorere af danske virksomheder, der er ved at segne under Big Mothers og jeres vanvittige krav.
Hvad er det i vil, 3F'ere og co? Er i bange for at miste jeres hjem, og det i har bygget op? Er i bange for arbejdsløsheden og systemet? Er i bange for Saxo Bank? Er i bange for de driftige og ordentlige mennesker, som kommer her fra f.eks. Polen, og viser sig som bedre og billigere arbejdskraft end jer? Viser sig som bedre mennesker end jer?
Er i bange for, at tage hænderne op af lommen og arbejde hårdt for det i har kært, måske endda om aftenen efter arbejdstid, hvor mange af os andre klør på for at dygtiggøre os, så vi kan følge med?
Er i bange for at leve? Er i bange for at dø?
I så fald kan jeg hjælpe jer af med jeres angst. Hvis ikke i skyder familien og jer selv en kugle for panden, måske endda blot i overført forstand, som staklen i Otterup, så kan jeg love jer, at der er noget at hente, hvis i opfatter modgang på den rigtige måde.
Modgang er ofte et tegn om, at i har gjort noget forkert - selv - og i skal selv rage kastanjerne ud af ilden, for det giver jer rygrad. Rage dem ud, uden at genere andre, der ikke har gjort jer noget.
Jeg ved hvad jeg taler om. Jeg har levet et helt år af mit liv uden at børste tænder, for jeg troede seriøst, at jeg skulle dø snart. Så hvorfor børste tænder? Vågnede dag efter dag døddrukken og skæv i mit eget pis i sengen og var ligeglad, for jeg troede det var slut. Gik ned og købte flere bajere i det pisstinkende tøj jeg vågnede i, i det møgbeskidte, rodede og stinkende helvede af et værelse, som jeg havde lejet af en stakkels ven. Jeg hadede de normale mennesker i køen i supermarkedet, med deres medlidende blikke, for jeg levede på en anden planet. Jeg har gennemlevet ting, som ikke engang min nylige eks gennem 8 år ved noget om, for jeg kan stadig ikke snakke med nogen om det. Jeg tror ikke, at der er nogen, der kan forstå det. Men en dag blev jeg samlet op på den rigtige måde og er efterfølgende kommet mig. Jeg havde mistet alt, og jeg mener alt, næsten endda livet, men har vundet meget mere tilbage end jeg havde før. Meget, meget mere. Jeg fik senere kone og børn.
I weekenden flyttede konen, min partner gennem 8 år, med børnene. Vi skal skilles, heldigvis lykkeligt også fra min side. Men jeg savner mine børn, og har i det store tomme hus nu en stor opgave foran mig, med at få det til at ligne et hjem igen, efter at halvdelen af inventaret er væk, og det ligner et bombet lokum. Huset uden de glade børn og deres store smil, når jeg kommer hjem fra arbejde. Huset hvor jeg er helt alene. Jeg skylder mig selv nu, og ikke mindst mine børn, at ranke ryggen og komme videre. Heldigvis kunne jeg beholde huset, selvom jeg skal have det renset for dårlige minder. Jeg ved hvordan jeg skal gøre det, for jeg har prøvet det, som er meget, meget værre før. Jeg er bare glad for, at jeg er i live og stadig kan gøre godt for dem, som jeg elsker.
Der er ingen andre end dig selv, der kan ændre en livskrise til fornuftig lærdom og overskud. Du skal ikke være bange, men blot klø på. Hvis du tror på dig selv, så vil du også blive belønnet af din omverden, for din personlige integritet og din evne til ikke at pive. Din evne til at tørre øjnene hurtigt efter gråden, ikke græde over spildt mælk og komme videre.
Så kære 3F'ere. Se skriften på væggen og lad være med at opføre jeg som forkælede børn. Kom nu videre, ikke. Rank ryggen og kig lidt indad!
Så vil livet blive smukt og værd at leve for jer. Og vi andre vil kunne holde jer ud. Og endda se på jer med den respekt, I i så fald vil fortjene.
