Dagens klumme: Tom Behnke fortæller, hvorfor ikke alene hash, men alle former for euforiserende stoffer bør kunne købes og sælges frit af alle.
Gennem det meste af historien har narkotika været lovlige rusmidler, men forbruget har været minimalt. De seneste år har man fra det offentliges side, d.v.s. politiet, intensiveret indsatsen mod narkotika. Det har i første omgang set ud som en succes. Men kun set ud som. Antallet af sigtede og domfældte personer i direkte forbindelse med narkotika er steget de sidste år. Antallet og omfanget af beslaglæggelser er steget. Udgifterne til politiets indsats er steget. Men samtidig er antallet af narkotikabrugere steget. På grund af den ekstra strenge kontrol og dermed forøgede risiko for opdagelse er priserne på stofferne samlet set steget. Dermed er narkotikabrugerne i et forsøg på at betale de kunstigt høje priser tvunget til at begå endnu flere forbrydelser. Antallet af berigelsesforbrydelser i forbindelse med narkotika er derfor også steget.
Endelig har den forøgede kontrol og overvågning medført, at antallet af salgssteder og dermed antallet af pushere er steget voldsomt. Mange af disse pushere bliver også selv til forbrugere af de illegale stoffer, de sælger. Det er dermed yderst tvivlsomt, om forbuddet og den strenge håndhævelse af forbuddet reelt betyder færre narkotikabrugere. Virkeligheden er sandsynligvis den modsatte.
Med de ovenfor nævnte resultater er det indlysende, at forbud ikke virker på bekæmpelsen af narkotika. Det er derfor på tide, at man fundamentalt revurderer og ændrer den danske narkotikapolitik. Når jeg som politiker træder frem og åbner debatten, er det med fare for at blive angrebet af de mest smarte narkobagmænd, der tjener styrtende med penge på forbuddet. Ikke mindst er jeg i en endnu mere overhængende fare for at blive angrebet af popularitetssøgende politikere, der som de rene populister afviser enhver debat på sagligt grundlag. Men hvis jeg ikke er med til at åbne debatten, er jeg i virkeligheden med til at godkende en narko- politik, der medfører flere og flere kriminelle, samt begrænsninger i den personlige frihed for mange ikke-kriminelle.
Desuden medfører forbuddet, at mange mennesker årligt dør på grund af narkotikaens dårlige kvalitet.
Altsammen fordi nogle mennesker har valgt at indtage og sælge substanser, der ikke er væsentligt mere skadelige end de legale stoffer alkohol og tobak. Faktisk medfører narkotika langt færre dødsfald end de to andre legale stoffer.
En eneste måde, man på langt sigt kan komme problemerne (og dermed kriminaliteten) forbundet med narkotikabrug til livs, er at legalisere brugen og salget af narkotika. Ved en legalisering, i modsætning til en regulering eller afkriminalisering under offentlig kontrol, vil og kan samfundet behandle produktet narkotika som ethvert andet produkt på markedet. For eksempel er det fuldt legalt at sælge rugbrød og legetøjsbiler. Markedet reguleres af selvinteressen og de normale lovgivningsmæssige begrænsninger såsom produktansvarlighedsloven.
Ikke desto mindre er der også en midlertidig løsning på kort sigt. Det er som et første træk mod narkotikabruget nødvendigt at erkende, at mennesker altid har søgt efter virkelighedsflugt. Det sker på en harmløs måde, når vi læser bøger, lytter til musik eller går i biografen. Men det sker også på måder, som mange i dagens Danmark finder forkastelige: ved hasardspil, ved elastikspring, ved prostitution og ved brug af forskellige stoffer.
Prostitution er verdens ældste erhverv; mennesker har brugt forskellige stoffer i al kendt historie; mennesker søger med andre ord adspredelse, fornøjelse og virkelighedsflugt. De fleste lever rent faktisk med henblik på opfyldelsen af disse behov. Arbejde er kun et middel til at opnå dem.
Først og fremmest bør vi få begrænset følgerne af narkotikabrug. Det betyder, at vi skal have nedbragt kriminaliteten, der følger af de store omkostninger forbundet med forbruget, og samtidig skal vi have begrænset antallet af dødsfald og sygdom i forbindelse med narkotikabrug.
På kort sigt er forslaget derfor, at narkomaner kan få udleveret narkotika til eget brug under kontrol på offentlige klinikker. Dermed sikres det, at narkotikaen er under kontrol og kvaliteten dermed ikke udgør en fare for den enkeltes liv og helbred. Under kontrollerede forhold bliver der udleveret og indtaget præcis den dosis, en narkoman har brug for. Nåle til sprøjter vil ikke gå på omgang, og sygdomme vil dermed ikke spredes så hurtigt. AIDS og HIV-smitte vil dermed begrænses til et absolut minimum. Kriminaliteten begrænses, hvormed politiets ressourcer i et stort omfang vil kunne frigøres til andet arbejde og opklaring og bekæmpelse af andre forbrydelser som for eksempel volds- og berigelsesforbrydelser. En forsigtig beregning viser, at narkomanernes kriminalitet omfatter flere end 500.000 forhold om året, der allesammen rammer almindelige mennesker.
En anden effekt af en "afkriminalisering" er, at narkoprostituerede ikke længere behøver at gå på gaden. Dermed vil en væsentlig kilde til yderligere sygdomssmitte i ikke- narkokriminelle miljøer også blive begrænset.
Den kortsigtede løsning er sandsynligvis det bedste, der er politisk mulighed for at opnå på nuværende tidspunkt. Og det er bestemt et mål, der er værd at stræbe efter. For samfundets skyld, for den enkeltes skyld. Og ikke mindst for de kommende generationers skyld.
Tom Behnke er retsordfører for de Konservative. Denne kommentar blev skrevet i 1993 og optrykt i Berlingske Tidende, da Tom Behnke var retsordfører for Fremskridtspartiet
Gennem det meste af historien har narkotika været lovlige rusmidler, men forbruget har været minimalt. De seneste år har man fra det offentliges side, d.v.s. politiet, intensiveret indsatsen mod narkotika. Det har i første omgang set ud som en succes. Men kun set ud som. Antallet af sigtede og domfældte personer i direkte forbindelse med narkotika er steget de sidste år. Antallet og omfanget af beslaglæggelser er steget. Udgifterne til politiets indsats er steget. Men samtidig er antallet af narkotikabrugere steget. På grund af den ekstra strenge kontrol og dermed forøgede risiko for opdagelse er priserne på stofferne samlet set steget. Dermed er narkotikabrugerne i et forsøg på at betale de kunstigt høje priser tvunget til at begå endnu flere forbrydelser. Antallet af berigelsesforbrydelser i forbindelse med narkotika er derfor også steget.
Endelig har den forøgede kontrol og overvågning medført, at antallet af salgssteder og dermed antallet af pushere er steget voldsomt. Mange af disse pushere bliver også selv til forbrugere af de illegale stoffer, de sælger. Det er dermed yderst tvivlsomt, om forbuddet og den strenge håndhævelse af forbuddet reelt betyder færre narkotikabrugere. Virkeligheden er sandsynligvis den modsatte.
Med de ovenfor nævnte resultater er det indlysende, at forbud ikke virker på bekæmpelsen af narkotika. Det er derfor på tide, at man fundamentalt revurderer og ændrer den danske narkotikapolitik. Når jeg som politiker træder frem og åbner debatten, er det med fare for at blive angrebet af de mest smarte narkobagmænd, der tjener styrtende med penge på forbuddet. Ikke mindst er jeg i en endnu mere overhængende fare for at blive angrebet af popularitetssøgende politikere, der som de rene populister afviser enhver debat på sagligt grundlag. Men hvis jeg ikke er med til at åbne debatten, er jeg i virkeligheden med til at godkende en narko- politik, der medfører flere og flere kriminelle, samt begrænsninger i den personlige frihed for mange ikke-kriminelle.
Desuden medfører forbuddet, at mange mennesker årligt dør på grund af narkotikaens dårlige kvalitet.
Altsammen fordi nogle mennesker har valgt at indtage og sælge substanser, der ikke er væsentligt mere skadelige end de legale stoffer alkohol og tobak. Faktisk medfører narkotika langt færre dødsfald end de to andre legale stoffer.
En eneste måde, man på langt sigt kan komme problemerne (og dermed kriminaliteten) forbundet med narkotikabrug til livs, er at legalisere brugen og salget af narkotika. Ved en legalisering, i modsætning til en regulering eller afkriminalisering under offentlig kontrol, vil og kan samfundet behandle produktet narkotika som ethvert andet produkt på markedet. For eksempel er det fuldt legalt at sælge rugbrød og legetøjsbiler. Markedet reguleres af selvinteressen og de normale lovgivningsmæssige begrænsninger såsom produktansvarlighedsloven.
Ikke desto mindre er der også en midlertidig løsning på kort sigt. Det er som et første træk mod narkotikabruget nødvendigt at erkende, at mennesker altid har søgt efter virkelighedsflugt. Det sker på en harmløs måde, når vi læser bøger, lytter til musik eller går i biografen. Men det sker også på måder, som mange i dagens Danmark finder forkastelige: ved hasardspil, ved elastikspring, ved prostitution og ved brug af forskellige stoffer.
Prostitution er verdens ældste erhverv; mennesker har brugt forskellige stoffer i al kendt historie; mennesker søger med andre ord adspredelse, fornøjelse og virkelighedsflugt. De fleste lever rent faktisk med henblik på opfyldelsen af disse behov. Arbejde er kun et middel til at opnå dem.
Først og fremmest bør vi få begrænset følgerne af narkotikabrug. Det betyder, at vi skal have nedbragt kriminaliteten, der følger af de store omkostninger forbundet med forbruget, og samtidig skal vi have begrænset antallet af dødsfald og sygdom i forbindelse med narkotikabrug.
På kort sigt er forslaget derfor, at narkomaner kan få udleveret narkotika til eget brug under kontrol på offentlige klinikker. Dermed sikres det, at narkotikaen er under kontrol og kvaliteten dermed ikke udgør en fare for den enkeltes liv og helbred. Under kontrollerede forhold bliver der udleveret og indtaget præcis den dosis, en narkoman har brug for. Nåle til sprøjter vil ikke gå på omgang, og sygdomme vil dermed ikke spredes så hurtigt. AIDS og HIV-smitte vil dermed begrænses til et absolut minimum. Kriminaliteten begrænses, hvormed politiets ressourcer i et stort omfang vil kunne frigøres til andet arbejde og opklaring og bekæmpelse af andre forbrydelser som for eksempel volds- og berigelsesforbrydelser. En forsigtig beregning viser, at narkomanernes kriminalitet omfatter flere end 500.000 forhold om året, der allesammen rammer almindelige mennesker.
En anden effekt af en "afkriminalisering" er, at narkoprostituerede ikke længere behøver at gå på gaden. Dermed vil en væsentlig kilde til yderligere sygdomssmitte i ikke- narkokriminelle miljøer også blive begrænset.
Den kortsigtede løsning er sandsynligvis det bedste, der er politisk mulighed for at opnå på nuværende tidspunkt. Og det er bestemt et mål, der er værd at stræbe efter. For samfundets skyld, for den enkeltes skyld. Og ikke mindst for de kommende generationers skyld.
Tom Behnke er retsordfører for de Konservative. Denne kommentar blev skrevet i 1993 og optrykt i Berlingske Tidende, da Tom Behnke var retsordfører for Fremskridtspartiet
