Vi, det vil sige min kone Lisbeth og jeg, mødte ham i efteråret 1988 i Tadsjikistan. Han hed Jurij Zemmel og var journalist på det datidige sovjetiske informationsbureau APN. Tidspunktet var kun tre år, før Sovjetunionen gik i opløsning. Og efterlod sig en stribe delrepublikker i frit fald. Men den gang i 88 var Tadsjikistan stadig en af Sovjetunionens 15 republikker - og med umiddelbar grænse til Afghanistan. Republikken viste sig at have alle de sociale problemer, som jeg i årevis havde læst om i sovjetiske aviser. Om børn, der ikke kom i skole, fordi de skulle hjælpe forældrene i det daglige arbejde. Om den lave levealder, der skyldtes arbejdsvilkårene i bomuldsmarkerne, hvor en stor del af ”det hvide guld” blev høstet ved håndkraft, dvs. af børne- og kvindehænder. Før høsten blev markerne oversprøjtet med kemikalier – med bl.a. pesticider - der skulle få bladene på bomuldsplanten til at falde af og dermed lette plukningen og undgå blade i høsten. Men kemikalierne forgiftede også plukkerne. Med ufrugtbarhed, sygdom og lav levealder som tragiske konsekvenser.
Vi mødte Jurij ganske tilfældigt i Tadsjikistans hovedstad, Dusjanbe. Umiddelbart en sympatisk, beskeden og hæderlig mand, som higede efter at høre om Vesten. En mand, man umiddelbart fik lyst til at lære nærmere at kende. På efternavnet, det ganske u-russiske Zemmel, kunne jeg hurtigt afgøre, at manden måtte have tyske rødder. Ganske rigtigt – familien havde i tidernes morgen, ligesom så mange andre tyskere i deres århundredlange kolonisationsiver, fundet vej østover. Selv var Jurij født i Leningrad, nutidens Skt. Petersborg, og talte kun russisk og tadsjikisk. Kort før Hitlers overfald på Sovjetunionen i juni 1941 havde hans familie fået det ”gode” råd at forlade Leningrad. Ved skæbnens mellemkomst var den endt i den allersydligste del af Sovjetunionen – i det bjergrige og solbeskinnede Tadsjikistan på verdens tag og på grænsen til Afghanistan. Her var han vokset op og havde stiftet familie.
I Dusjanbe mødte vi unge mennesker på gaden, der da godt vidste, hvad Danmark var. Det var den gang, da landsholdet under Sepp Pionteks ledelse fejrede triumfer internationalt. Fodboldinteressen lyste i hvert fald på gutternes ansigter, når de ihærdigt og med klædelig accent prøvede at udtale navnene Elkjær og Laudrup. Lisbeth skrev efter vor hjemkomst en artikel i Randers Amtsavis om vore oplevelser. Tillad mig at citere herfra:
”Vores nationale farver kender man skam godt helt dernede, hvor de nærmeste naboer er Afghanistan og Kina. Fik det i øvrigt bekræftet på gaden den første aften i Dusjanbe, da vi gik en tur og faldt i snak med et par unge mennesker – en tadsjik og en russer. – Hvor kom vi fra? Danmark, nåh, Åhlsen og Elkjar, lød det straks begejstret fra de to ungersvende, der – som alle andre sovjetborgere – skam også kendte H.C. Andersen særdeles grundigt. Havde læst vor store digter allerede i skolen. Men for de to var det fodboldens kæmper, der røg ind på lystavlen, da Danmark blev nævnt”.
Jurij Zemmel var i øvrigt med i en delegation, der efter vor hjemkomst, det vil sige i det sene efterår 1988, besøgte Aarhus i forbindelse med de dansk-tadsjikiske kulturdage. Delegationen besøgte Lisbeth og mig privat, og her fandt gæsterne ud af, at hun havde skrevet nævnte artikel. Jurij blev straks fyr og flamme, da han hørte om den – den ville han have oversat til russisk og trykt i en tadsjikisk avis. Som sagt så gjort – jeg oversatte artiklen, og stor var overraskelsen, da vi nogle måneder senere modtog et par eksemplarer af den russisksprogede avis Vetjernyj Dusjanbe ( dvs. Dusjanbe Aften) fra den 7. februar 1989 med Lisbeths artikel trykt ord til andet og forsynet med Amtsavisens hoved.
I juni måned året efter modtog vi imidlertid et trist brev fra Jurij. Han fortalte om blodige uroligheder og om, hvor vanskeligt det nu var at være russer i Centralasien, når man oven i købet havde et tysk eller baltisk klingende navn som hans. Allerhelst ville han som så mange andre sovjetborgere emigrere til Vesteuropa, men indså også sine sproglige begrænsninger ved en emigration. Hvordan skulle han kunne forsørge en familie under de betingelser? Jeg lader Jurij få ordet og citerer fra brevet:
”I februar [1990] var der nogle blodige dage i Dusjanbe: En tusindtallig flok af banditter, ekstremister og nationalister slog ihjel, udøvede vold, røvede, ødelagde og satte ild på. Der var tale om en blodrus, udført af de mørkeste kræfter, som man vanskeligt kan forestille sig. Regeringen var nødt til at sætte tropper ind og erklære en undtagelsestilstand, som endnu ikke er ophævet. En yderst anspændt situation, hersker. --- Jeg er ikke fortvivlet, men overordentlig optaget af et væsentligt spørgsmål: Hvordan bliver mit videre liv? --- Februar-begivenhederne har entydigt fået mig til at forstå, at jeg, at vi er fremmede i denne republik. I løbet af de seneste måneder er mange, som vi siger, russisktalende familier emigreret til Rusland. Men for mig er denne vej, som du forstår, praktisk talt lukket. Fra Rusland får vi hele tiden informationer om diskriminering af dem, der af en eller anden grund ikke forekommer at være russere. I en særlig vanskelig situation befinder de sig, hvis efternavn eller fornavn lader formode, at de er baltere, tyskere eller – Gud bedre det – jøder”.
De uroligheder og den vildskab, som Jurij Zemmel refererede til i sit brev, skulle blive endnu værre et par år senere – og udvikle sig til regulær borgerkrig. Men først et par informationer om Tadsjikistan. Knap fire gange Danmarks størrelse og med den gang 6,5 mio. indbyggere. Republikken var en af Sovjetunionens fattigste. Det er den også i dag som selvstændig stat. Men den er også en af de ”mislykkede stater” (failed nations), der opstod på ruinerne af sovjetstaten. Tadsjikistan er et udpræget bjergland, beliggende mellem tre af Centralasiens store bjergmassiver. Det tyndt befolkede område af republikken, Gorno-Badakhsjan mod sydøst har bjergtinder på over 7.000 meter. Her bliver børnene fløjet i skole i helikopter – såfremt de kommer i skole. Vegetationen er overvejende græsstepper og ørken. I de kunstvandede områder er der plantet poppeltræer langs vandingskanalerne. På trods af faldende fødselstal og borgerkrigens ofre steg befolkningstallet i 1990´erne alligevel med over 2,5 % årligt. Næsten halvdelen af befolkningen er under 14 år. Landbruget er hovederhverv med kunstvandet bomuldsdyrkning som førsteprioritet.
Landet er endvidere transitland for Afghanistans narkoeksport, blandt andet passerer omkring 100 tons heroin årligt. Hvoraf en del givetvis også havner i Danmark. Undergrunden rummer mange råstoffer, men natur- og transportforholdene gør udnyttelsen vanskelig. Der findes ikke noget transportnet, der binder landet sammen. De gamle karavaneveje, der fører over fire højtbeliggende bjergpas og gennem ovenfor nævnte Gorno-Badakhsjan, er blevet udbygget til biltrafik, men er i flere vintermåneder ikke farbare. Sprogligt skiller tadsjikerne sig ud fra Centralasiens øvrige og tyrkisk-talende folkehav. Deres sprog er indoeuropæisk – ligesom dansk - og i øvrigt nært beslægtet med iransk (farsi) og de afghanske sprog. Det har fostret en lang, overdådig og genre-rig litterær tradition, der har tildelt tadsjikerne en ubestridt kulturel førerposition i regionen.
Tadsjikerne nedstammer fra iranske folk, der har befolket området siden 500-tallet før vor tidsregning. Tusind år senere, i 600-tallet efter vor tidsregning, kom araberne, der medbragte islam, og som et århundrede senere blev fordrevet af persiske styrker. I 1700-tallet overtog ørken- og nomadefolket usbekerne kontrollen med de stort set fast bosiddende og agerdyrkende tadsjiker - indtil så russerne i 1860´erne erobrede hele Centralasien. Efter Oktoberrevolutionen blev tadsjikerne først en del af Den usbekiske Unionsrepublik for så i 1929 at kunne danne egen unionsrepublik. Dog uden de vigtige oase- og handelsbyer Samarkand og Bukhara, der på trods af en tadsjikisk befolkning, men som et led i Stalins del-og-hersk politik, forblev dele af Usbekistan. Efter den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979 var der en voksende modstand mod sovjetmagten. Den udviklede sig til en spirende nationalisme, og i 1990 erklærede det tadsjikiske parlament republikken for uafhængig. Det umiddelbare resultat blev de voldelige reaktioner mod fremmede, som Zemmel refererede til i sit brev.
Urolighederne og volden afslørede tomrummet efter Sovjetunionens sammenbrud i december 1991 og de dybe regionale spændinger, der fundamentalt prægede Tadsjikistan. Groft sagt mellem et klanbestemt og ringe udviklet syd med nære forbindelser til nabolandet Afghanistan og et industrielt mere udviklet nord, der var vendt mod de øvrige centralasiatiske republikker. I sommeren 1992 udbrød en regulær borgerkrig, der kom til at vare til juni 1997. Resultatet blev mindst 20.000 dræbte og mere end en halv million internt fordrevne. Borgerkrigen var ødelæggende for den i forvejen meget svage økonomi, produktionen faldt drastisk, og ødelagte broer og veje afbrød kommunikationen mellem landsdelene. Hele tiden siden unionens opløsning har Rusland spillet en betydelig militær og økonomisk rolle i Tadsjikistan. Og gør det den dag i dag. Blandt andet ved i henhold til en aftale fra 2004 at have en militærbase i landet – i øvrigt Ruslands største base i udlandet.
Jeg ved desværre i dag ikke, hvad der blev af Jurij Zemmel og hans familie. Vi mistede forbindelsen med ham og har ikke siden kunnet spore ham. Måske gik han, som han selv frygtede, til i borgerkrigen og volden. Som så mange andre, der ikke passede ind i rammerne af en ”suveræn” nationalstat.
