I går i TV2 nyhederne afviste Johanne Schmidt-Nielsen enhver snak om den såkaldte motivationsfaktor, der bevirker, at når personer på dagpenge nærmer sig afslutningen på dagpenge-perioden, uanset om den er 2 eller 4 eller 7 år, så finder de et arbejde. Hvilket ellers er påvist af blandt andet den Rambøll rapport, som de radikales Anna Mee læner sig op, når hun siger, at det ikke er 38.000 personer, der ryger ud af dagpengesystemet, men 6.500.
Demagogisk afværgede Johanne den påstand med, at hvis der virkelig var en motivationsfaktor, hvorfor så overhovedet have en dagpengeperiode?
Der er gået en folkeforførende diktator tabt i den pige - men det er måske ikke for sent for hende at have den slags ambitioner.
Tilsvarende afviste hun også under valgkampen, at det betyder noget for arbejdsviljen, om man betaler 40, 50 eller 60 procent i marginalskat. Ligesom vores konkurrenceevne åbenbart fint kan klare et 4 procentpoints hop i skattebyrde i procent af BNP.
Alt i alt må vi forstå på hende, at der ikke spiller økonomiske faktorer ind, når mennesker skal finde motivation for at arbejde eller arbejde mere, ligesom mængden af investeringer i Danmark ikke påvirkes af øget kapital-beskatning og afgifter på aktiehandel.
Men når det så kommer til adfærdsregulering af forbrug af cigaretter, slik, spiritus og fedt, så spiller økonomien pludselig ind i menneskers valg. Så nytter det noget at hæve afgifterne på alle de usunde ting, ikke kun for statskassens skyld, men også for sundhedens.
Ligeledes med betalingsringen. Her er Enhedslistens erklærede motivation bag at støtte betalingsringen, at det giver mindre trafik i København.
Johanne, kan du og resten af venstrefløjen blive enige med Jer selv? Spiller økonomien ind i menneskers valg? Ja eller nej?
