Opinionsredaktør Per Michael Jespersen anklager i Politiken danske liberalister i bl.a. CEPOS og LA for altid at kritisere størrelsen af den offentlige sektor og det samlede (høje) skattetryk i Danmark.
Han stiller derefter fem spørgsmål som han mener liberalisterne aldrig stiller sig selv, og som han selv mener gør deres påstande til skamme. Lad mig som liberalist besvare dem én efter én.
1) Hvordan er Danmark blandt verdens rigeste lande?
Verdensbanken laver hvert år en opgørelse over verdens rigeste lande målt i bnp per indbygger. Senest kom Danmark ind på en syvendeplads.
Blandt de otte rigeste lande i verden er der tre velfærdsstater fra Skandinavien. At en stor offentlig sektor og et højt skattetryk mildest talt ikke fører til armod, men til topplaceringer i verdens velstandselite, burde pirre enhver intellektuelt nysgerrig liberalist. Men gør det ikke. Mærkeligt.
Her foretager Jespersen et såkaldt “leap of faith”, når han påstår at “...en stor offentlig sektor og et højt skattetryk mildest talt ikke fører til armod, men til topplaceringer i verdens velstandselite.” Jespersen ved reelt ikke - og fører ingen beviser for - at det er en stor offentlig sektor og et højt skattetryk som gør at vi ligger nummer 7 når man opgør velstand målt på BNP pr. indbygger.
Den tvivl burde have ramt ham, når han skriver at blandt de otte rigeste lande er tre af dem velfærdsstater. Hvad med de fem andre? Danmarks offentlige sektor udgør ifølge Verdensbanken (hvor Jespersen selv henter sine tal) 44,1% af BNP og skattetrykket udgør 40,3% af BNP - Jespersens vigtigste eliksir i velstandsskabelse.
Australien som er nummer 6 på listen, har en offentlig sektor der udgør 26,3% af BNP, mens skattetrykket er 23,7%. For Schweiz - som er nummer 5 på listen - er tallene 17,4% og 18%. For nummer 4 på listen - Macao - er tallene 11% og 39,1%, for nummer 3 - Qatar er tallene 18,7% og 34,2% og for nummer 1 - Luxembourg er tallene 41% og 41%.
Danmark med en stor offentlig sektor, bliver altså slået på velstand af lande som - modsat Jespersens påstand om at en stor offentlig sektor og høj skat fører til topplaceringer i verdens velstandselite - har en langt mindre offentlig sektor. Selv Norge - som Jespersen fremhæver som en af de succesfulde velfærdsstater - har en offentlig sektor som udgør 34,3% af BNP. Højere end de fleste andre lande i toppen, men stadig på et niveau som ligger langt under hvad “liberalisterne” i LA foreslår bør være tilfældet i Danmark.
Når det kommer til skattetrykket er nogle af landene ifølge Verdensbanken oppe på niveau med Danmark, men det er ikke en forudsætning for at være velstående, for Australien og Schweiz har ikke et højt skattetryk og ligger alligevel i velstandseliten - endda over Danmark.
Jespersens påstand om, at det er høj skat og en stor offentlig sektor der fører til topplaceringer i velstandseliten, er altså ganske enkelt i modstrid med fakta, for alle over Danmark har en væsentlig mindre offentlig sektor og to af dem har et væsentligt lavere skattetryk.
Hvis et højt skattetryk og en stor offentlig sektor virkelig var en opskrift på succes, kan Jespersen måske også forklare hvorfor Frankrig, som har en offentlig sektor på 48,3% af BNP og et skattetryk 43,6% kun ligger nummer 20 på velstandslisten? Endda omringet af New Zealand (nummer 19) og Storbritannien (nummer 21) som også begge har en større offentlig sektor målt i forhold til BNP end Danmark (hhv. 46,3% og 44,7%) og et ligeledes højt skattetryk i forhold til BNP (hhv. 36,1% og 38,3%)? Det giver dem langt ringere placeringer end USA som ligger nummer 10 på velstandslisten og hvis offentlige sektor og skattetryk er langt mindre - og som Jespersen ynder at bruge som liberalistisk skræmmebillede i sin artikel.
Det burde pirre Jespersens nysgerrighed, for der er altså tydeligvis andre faktorer som gør sig gældende når man skal finde opskriften på velstand end dem han sejrssikkert mejsler ind i sten for læserne.
F.eks. burde man gøre sig klart fra starten at BNP per indbygger ikke er det eneste parameter at måle velstand på til at starte med, da det ikke siger noget om den enkelte borgers købekraft. Det er faktisk ret logisk at borgerne i et samfund ikke får en større købekraft - og dermed større velstand - af, at staten konfiskerer en stor del af deres penge. Måling af BNP er modsat populær opfattelse heller ikke en særlig nøjagtig videnskab, som der kan læses mere om her: http://punditokraterne.dk/2014/09/27/mere-rigdom-og-lavere-skatter/
I bund og grund har Jespersen selektivt valgt nogle tal ud og lavet fejlagtige konklusioner på baggrund af dem. Alligevel fortsætter han med flere spørgsmål som han mener er en effekt af hans påstand i dette spørgsmål.
2) Hvorfor har Danmark verdens højeste sociale mobilitet?
Universitetet i Ottowa har undersøgt, hvor det er lettest at arbejde sig op i det sociale hierarki til en god indkomst. Og det er ikke i USA, men i velfærdsstaterne Danmark og Norge. Med Danmark på førstepladsen. Behøver jeg at skrive, at Sverige også er i top?
Forskningen bekræfter resultatet i en anden undersøgelse, der viser, at 42 procent af de danske drenge fra den dårligst stillede femtedel af befolkningen har formået at flytte sig væk fra bunden, mens det kun er lykkedes for hver fjerde amerikanske underklassedreng.
I USA har CNN og New York Times muntret sig over, at man skal helt til Skandinavien for at se den amerikanske drøm opfyldt. Undersøgelserne har skabt debat. Men hvor er den intellektuelt nysgerrige danske liberalists svar på paradokset?
Her støder vi på det problem, at Jespersen (lige som rigtig mange andre danskere) ser verden på en måde den ikke er. Den kan meget nemt beskrives som følgende: USA er et liberalistisk samfund hvor den sociale mobilitet er dårlig mens Danmark er en velfærdsstat hvor der derfor er meget social mobilitet. Det er ret udbredt, at folk forestiller sig USA som Danmarks diametrale modsætning på denne måde.
Denne opstilling er dog myte. USA er en velfærdsstat og har som minimum været det siden slutningen af 1960’erne, hvor præsident Lyndon B. Johnsons “Great Society”-reformer, blev gennemført. Tidsmæssigt falder det sammen med opbygningen af den socialdemokratiske velfærdsstat i Danmark. USA har både Social Security, Medicare, Medicaid og andre statslige velfærdstiltag. Altså er der tale om en velfærdsstat sammenlignet med en velfærdsstat. Det er blot størrelsen og indretningen som varierer.
Samtidig skal man være opmærksom på, at USA kulturelt, socio-økonomisk, religiøst, historisk og etnisk adskiller sig dramatisk fra Danmark og sammenligningen derfor skal tages med væsentlige forbehold og forskellene derfor bunder i andet end hvad Jespersen vil bilde sine læsere ind. Det er ikke kun pga. af forskelle i skattetryk og størrelsen på den offentlige sektor.
Denne pointe bliver kraftigt understreget af, at et af landene hvor den sociale mobilitet ifølge undersøgelsen fra Ottawa Universitet er lavere end USA, er Storbritannien, hvor vi så at skattetrykket og størrelsen på den offentlige sektor i forhold til BNP er på niveau med Danmark. Der er altså andre faktorer der spiller ind. Bl.a. kan nævnes at teenage-graviditeter er langt mere udbredte i disse to lande, hvilket kraftigt hæmmer den sociale mobilitet i forhold til Danmark.
3) Hvorfor er Danmark et af verdens bedste lande at blive født i?
I 2013 var velfærdsstaten Danmark det femtebedste land i verden at blive født i, hvis man drømmer om et sundt, sikkert og velstående liv. På top-5 er der hele tre skandinaviske velfærdsstater. Og nej, analysen er ikke lavet af en venstreorienteret tænketank, men af det liberale britiske tidsskrift The Economist såmænd.
Har det skabt eftertanke hos danske liberalister? Gæt selv.
Spørgsmålet er nok her, hvorfor det ikke har skabt eftertanke hos Jespersen. Fravær af krig og hungersnød er blandt andet en af grundene til at Danmark er et land man skal vokse op i, hvis man drømmer om et sundt, sikkert og velstående liv. En anden grund er simpelthen fordi Danmark er blandt verdens mest velstående nationer i verden. Men det er selvfølgelig en argumentation der bider sig selv i halen, men det beviser stadig ikke at det er velfærdsstaten som har skabt velstanden, og derfor heller ikke at det er pga. den vi opnår et mere velstående liv end i andre lande. Den bevisbyrde er - modsat hvad Jespersen forestiller sig - ikke løftet af ham endnu.
4) Hvorfor er Danmark verdensmester i tillid?
Undersøgelser viser, at danskerne er verdensmestre i at have tillid til hinanden og til myndigheder. Det tyder på et rart og sympatisk samfund, og økonomer argumenterer for, at det også er en styrke for arbejdspladsernes sociale kapital, at vi har tillid til kollegerne, til chefen, at vi udveksler ideer. På de næstfølgende pladser kommer andre velfærdsstater: Norge, Sverige og Finland. Hvorfor er det i velfærdsstaterne, at tilliden er højest?
Her må man gå ud fra at Jespersen igen forestiller sig at velfærdsstaten skulle have fremmet tilliden i Danmark. Men det forholder sig faktisk omvendt. Det er den udbredte tillid i Danmark, som har gjort det muligt at opbygge det politiske projekt vi kalder velfærdsstaten. Der er altså tale om at Jespersen igen vender rundt på årsag og effekt.
Hvad der adskiller Danmark, Norge, Sverige og Finland fra andre lande er, at der er tale om små politiske enheder som igennem generationer har haft en meget etnisk, sproglig og kulturel homogenitet. Dér stammer den udbredte tillid (blandt andet) fra.
5) Hvorfor er danskerne verdens lykkeligste?
I OECD’s årlige lykkeundersøgelser kommer Danmark år efter år ind som nummer 1. Og i en ny international Gallup-måling fra 2013 foretaget blandt 133.000 mennesker i 135 lande, ligger vi nummer 3 i forhold til meningsfuldhed i hverdagen, social omgangskreds, finansiel sikkerhed, velfungerende lokalsamfund og fysisk velbefindende. Heller ikke det ægger til interesse hos danske liberalister.
Det er ikke tvivlens nådegave, der tynger Lars Seier & co. Men det er jo aldrig for sent at reflektere. Derfor vil jeg opfordre Cepos og Liberal Alliance til at indkalde til en konference for liberalister med temaet: Hvordan kan det egentlig være, at de nordiske velfærdsstater – som vi vil gøre op med – er i verdenseliten, når det handler om rigdom, social mobilitet, tillid, livskvalitet og lykke?
Det er som Jespersen siger korrekt at danskerne år efter år bliver kåret som verdens lykkeligste. Vi kan konstant hæve armene, klappe hinanden på skuldrene og overbevise hinanden om at vi har det bedre end alle andre.
Det er dog de færreste der kigger på forskningen bagved undersøgelserne. Det amerikanske program 60 minutes drog til Danmark for at undersøge årsagerne for nogle år siden, og interviewede Kaare Kristensen fra Syddansk Universitet om hans lykkeforskning.
Kaare og hans forskerhold var kommet frem til, at danskerne mere end andre folk, havde lavere forventninger til fremtiden. Når forventningerne blev overgået af virkeligheden, blev vi glædeligt overraskede. Vi er altså ikke i bund og grund mere lykkelige end andre, vi er i bund og grund mere pessimistiske end andre folkeslag. Når vores pessimistiske indstilling bliver gjort til skamme udtrykker vi en uforventet glæde. Det er nok ikke lige hvad de fleste danskere har i tankerne som årsag til vi er verdens lykkeligste. Og det er vist også langt fra at have noget at gøre med skattetrykket og størrelsen på den offentlige sektor.
Som liberalist - og som kritisk tænkende menneske - vil jeg også tage den slags undersøgelser med et gran salt. Specielt med tanke på, at over 500.000 danskere får ordineret lykkepiller.
Fakta som Jespersen undgår
Helt grundlæggende formår Jespersen ikke at kæde årsag og effekt sammen i den rigtige rækkefølge med mange af sine spørgsmål. Han gør blandt andet den helt grundlæggende antagelse, at Danmark er et velstående land, fordi vi er en velfærdsstat. Men det er forkert. Danmark var inden velfærdsstatens indførelse i 1960’erne et af verdens rigeste lande. Det er altså ikke velfærdsstaten der har bragt os til det punkt. Det er der mange som har glemt.
Men hvorfor er det så, at de nordiske velfærdsstater er blandt velstandseliten i verden? Det er der en række forskere og institutioner der beskæftiger sig med, og ligesom Verdensbanken laver de lister over verdens lande, hvor man rangerer dem efter hvordan de klarer sig på en række parametre, som vi ved er fremmende for velstand.
En af disse institutioner er Heritage Foundation, som udgiver sin “Index of Economic Freedom”, som er en liste over hvilke lande der har de bedste forudsætninger for at skabe velstand. Blandt disse er fraværet af korruption, respekt for privat ejendomsret, forretningsfrihed, arbejdsfrihed, monetær frihed, handelsfrihed, investeringsfrihed og finansiel frihed. Velstand bliver altså skabt af liberale økonomiske forhold.
På disse parametre klarer Danmark sig rigtig godt i forhold til mange andre lande. Alt i alt klarer vi os så godt, at vi opnår en samlet 10. plads på listen. Til sammenligning opnår USA en 12. plads. Danmark er altså mere liberalistisk end USA! Det er meget langt hen ad vejen forklaringen på Danmarks succes på velstandslisten. Det underbygges af det faktum, at de fleste andre lande i toppen af Verdensbankens velstandsliste ligger lige så højt på Heritage-listen. Af samme grund bør opinionsdannere holde op med at trække USA-kortet som et liberalistisk skræmmebillede i disse debatter.
Der er dog to områder hvor Danmark klarer sig ufatteligt dårligt på Heritage-listen: Størrelsen af den offentlige sektor og det samlede skattetryk. Lige præcis de to områder Jespersen fremhæver som årsagen til at vi ligger i velstandseliten, bliver af eksperter på området udpeget som de to områder hvor Danmarks vækst og velstand kraftigt hæmmes. Dét er årsagen til at vi liberalister konstant udpeger det som områder der skal gøres noget ved. Skatten skal sænkes og den offentlige sektor skal på slankekur. For vi ved at hvis vi vil øge velstanden er det tiltag som virker, og vi ved at mangel på handling vil få negative konsekvenser.
Det er altså ikke sandt når Jespersen fremturer med fem spørgsmål som han påstår liberalister aldrig stiller sig selv. Vi har rent faktisk stillet os selv de spørgsmål. Modsat Jespersen har vi blot også gjort os den ulejlighed at besvare dem, og svarene er årsagen til vi siger og mener som vi gør.
