Jeg stemmer på Ole

På Venstres landsmøde blev flere menige medlemmer spurgt om, hvad værdipolitik var for noget, da Lars Løkke brugte udtrykket op til flere gange i s...

Leif Dalgaard,

09/11/2010

På Venstres landsmøde blev flere menige medlemmer spurgt om, hvad værdipolitik var for noget, da Lars Løkke brugte udtrykket op til flere gange i sin tale. Flere af de menige medlemmer så helt forskrækket ud, da de fik spørgsmålet af journalisten. Nogle skyndte sig helt væk.

Værdipolitik?

Er det noget, man polerer møbler med?

Man skulle næsten tro, at udtrykket havde erstattet kulturpolitik. Det har det også. Men det er nu en helt anden sag. Bruger mon politikerne i dette tilfælde udtryk, som åbenbart skulle være indlysende?

Åbenbart.

Åbenbart ikke.

Ole Birch Olesen havde for et stykke tid siden en fortrinlig klumme i Jyllandsposten, der overordnet set behandlede sondringen mellem rettigheder og behov gennem skatteopkrævning.

Hvem kender ikke behovet til at kunne komme i kontakt med en læge, hvor det viser sig, at man slet ikke kan komme igennem, fordi alle andre også skal igennem? Alene sygdom er blevet til et værdipolitisk anliggende, uden at folk er bevidste om det. Kommer man på et eller andet tidspunkt igennem, så er ventetiden på at blive tilset ubærlig.

Ironisk nok kan man anfægte, at vi bliver syge, fordi vi gennem vores skat har betalt for at blive syg. Vi skal jo have noget for pengene. Skulle den enkelte blot betale 100 kr. i tilskud for en konsultation, vil man sikkert konstatere, at der alligevel ikke er så mange syge her i dette land. Det er for dyrt at blive syg.

Jeg har en svigermor, der går til læge to gange om ugen, selv om jeg har sagt til hende, at hun ikke fejler noget. Det tror hun ikke på med den skat, hun har betalt gennem hele sit liv.

Paradokset er imidlertid, at hvis folk også skulle betale mere for den fulde billet til teatret, ville der med denne logik heller ikke komme flere i teatret.

Det har folk ikke råd til, vil socialdemokraterne hævde, selv om de samtidigt mener, at vi lever i et af verdens rigeste og lykkeligste lande.

Måske er sandheden den, at værdipolitik eller kulturpolitik er blevet til et skatteteknisk anliggende, hvor den enkeltes ret har erstattet den enkeltes behov.

Og det er der som bekendt ikke meget værdipolitik i.

En liberal anskuelse?

Jeg stemmer på Ole.

Kilde: