Jeg holder med Holbæk

Gennem flere år har vi danskere oplevet, at grænserne på tv og i de sociale medier konstant bliver skubbet længere og længere sydpå

Claus Henriksen,

18/05/2010

Gennem flere år har vi danskere oplevet, at grænserne på tv og i de sociale medier konstant bliver skubbet længere og længere sydpå. Det går ofte ud over de helt unge og "nye brugere", der i deres udviklingsfase søger efter idoler, forbilleder og mennesker, der kan forsøge at efterligne.

Fænomenet er ikke ukendt. Jeg selv lignede i mine sene teenageår fuldstændig John McEnroe med hår, pandebånd og, nå ja, nok også lidt på temperamentsiden. Går vi længere tilbage, kiggede vore fædre nok mest på Elvis, og mon ikke mormor var fan af Eleanor Roosevelt. Min mor havde nok både Jackie Kennedy og Marilyn Monroe blandt sine forbilleder, mens mange af mine skoleveninder nok fik et ekstra smil på læben ved tanken om Lady Diana.

I dag er det blevet noget lettere at være kendt. TV-shows som "Paradise Hotel" repræsenterer stort set alt det, vi ikke har lyst til at se vores børn rode sig ud i. Men er det de sexede musikvideoer og shows som "Paradise Hotel", der reelt er problemet? Jeg kender ikke optagelsesproceduren for at kunne deltage i "Paradise Hotel", men hvis jeg må gætte, vil jeg sige, at du skal have en rygrad som en kogt porre, en IQ på under 65, og så skal de selvværd ligge helt nede og svømme om kap med rotterne i landets slidte kloaksystemer. Det er bare et gæt.

Men det er sådan set fint nok, at de laver "Paradise Hotel". Problemet består i to helt andre faktorer. Den lille faktor er, at de sender programmet i den bedste sendetid og på 'almindelige' kanaler. Programmet burde flyttes over til en partykanal og vises efter midnat. Den store faktor er, at vi forventes at hylde disse mennesker som superstjerner. Og det er her, kæden hopper helt af. For hvad er det egentlig, en Amalie eller en Susan K kan? Er de store tænkere? Nej, vel! Hvis jeg må tillade mig - igen - at gætte, så vil jeg ikke tro, en af de to piger har haft en oprindelig, original værdifuld tanke imellem sig i hele deres liv. Er de så i det mindste kunstnere? Nej, de producerer intet. Er de uddannere, lærere? Tja, det mener de måske selv, men ... nej!

Jeg er såmænd ganske sikker på, at både Susan K og Amalie er ganske søde piger, men lad nu for dælen da en spade være en spade - eller to, for at være helt præcis. De er kendt for at have bollet på tv. Det er det, de kan. e kan smide enhver form for moral, selvværd, stolthed, værdi helt og aldeles over bord, og så kan de bolle på tv. Man skulle ikke tro, det var nok, vel?

Men det er desværre nok i dag. De bliver inviteret i studiet for at kommentere på diverse ting. De får penge for at dukke op til fester, og vi kan se dem til premierer på nye film. Og hvorfor? Fordi de kan bolle på tv. Med andre ord: Det er den slags berømthed, vores døtre i dag er vidne til stort set hver eneste dag. Det er ikke nødvendigvis de eneste, de møder (forhåbentlig da), men de blander sig med alle de dygtige, flittige, ihærdige unge sportsfolk, tænkere, forskere og mange andre. Og desværre stjæler de billedet og fylder utilgiveligt meget på forsiden af danske aviser, ugeblade og i tv.

I Holbæk holdt de derfor et møde på en skole, hvor det blev taget op, hvorvidt der skulle sættes ind, protesteres eller blot tages et større ansvar blandt forældre og lærere, således at de unge piger ikke automatisk fik den opfattelse, at de var nødt til at opføre sig som prostituerede for at nå eventuelle mål her i livet. Nogen måtte fortælle de unge piger (og drenge, for den sags skyld), at den er helt gal, når de føler, de er nødt til at gå i seng med en anden 14- eller 15-årig for at kunne klare sig eller blive berømt.

Derfor holder jeg lidt med Holbæk. Jeg er udmærket godt klar over, at det nok ikke er en kamp, der står at vinde. Men når en gruppe bekymrede forældre tager sexede sms'er, ulækre tv-shows og klamme musikvideoer op i samlet forum for at diskutere, hvorvidt deres børn bliver bombarderet med for meget antikulturelt slam, så kan jeg ikke lade være med at klappe lidt i hænderne.

Og før nogen nu begynder at angribe min klumme, så vil jeg lige sige, at jeg selv har en datter på 14, der ikke ser "Paradise Hotel". Og jeg er pavestolt af hendes fravalg.

Jeg vil også sige, at jeg naturligvis aldrig kunne drømme om at diktere forbud mod nogle af denne slags produktioner. Jeg forsøger blot at gøre opmærksom på et stigende problem blandt unge piger, der stort set ikke kan se de mange gode forbilleder for de få rigtigt dårlige forbilleder, der vinder al spaltepladsen. Det er synd. Og derfor holder jeg med Holbæk.

Læs også: http://www.erduenig.dk/resultater/kvinder/resultat/artikel/protest-mod-lav-moral/

Kilde: