I en tid, hvor vi burde sole os i fortidens, socialistiske, løfter om lighedens lyksalige frihed og velfærdssamfundets ypperlige goder, står vi i dag under den symbolske skygge af regningen herfor.
Et socialistisk løfte, der kom som et fyrtårn med lys af håb, for millioner af danskere, som var blevet brændt i flammerne på et bål, af uretfærdighed. Det kom som et glædeligt daggry for at afslutte den lange nat af fangeskab.
Men et hundrede år senere er danskerne stadig ikke fri. Hundrede år senere er danskernes liv desværre stadig lammet af økonomiens lænker og ulighedens kæder. Hundrede år senere bor danskerne på en ensom ø af gældsætning i et hav af finansiel ustabilitet. Hundrede år senere vansmægter danskere stadig i hjørnerne af det danske samfund og befinder sig i eksil i deres eget land. Så derfor skal vi ikke underdrive dén skammelige tilstand, vort land er blevet bragt i.
I en vis forstand, har Arkitekterne til vort storslåede velfærdssamfund, underskrevet et gældsbrev, som enhver dansker får i dåbsgave. Dette gældsbrev er et løfte om, at alle mænd, og alle kvinder i Danmark, får en umistelig forpligtigelse til afbetaling, inden retten til, at stræbe efter et liv i frihed, velstand og lykke. Det er indlysende i dag, at Danmark har øget det gældsbrev, som borgerne er garanter for. I stedet for, at opfylde en nærmest, ”hellig”, forpligtigelse til at afvikle gælden, har Danmark udstedt en dækningsløs check udenfor kontrol, som er kommet tilbage - mærket: ”utilstrækkelige midler”.
Men jeg nægter at tro, at ansvarlighedens bank er gået konkurs. Jeg nægter at tro, at der ikke er tilstrækkelige midler af muligheder i denne nation. Så vi er kommet til et punkt, hvor vi ikke må finde os i dækningsløse checks og velfærd på afbetaling. Vi er kommet til et punkt, hvor vi må erkende, at det haster for Danmark, hvis vi skal rette op og genskabe velfærden. Det er ikke tiden til, at engagere sig i dén luksus, at læne sig tilbage eller tage beroligende medikamenter.
Nu er tiden inde til, at virkeliggøre løfterne om ansvarlighed . Nu er det tid til, at klatre op af den øde og mørke dal af gældstynget ulighed for, at indtage de solbeskinnede tinder af ordentlig, fordelt, velstand. Nu er det tid til at løfte vor nation ud af det løse og smuldrende gældssand til en holdbar og bærende klippe af velstand. Nu er det tid til, at gøre finansieret velstand og frihed til en realitet for alle danskere. Det ville være fatalt for nationen, at overse hvor meget det haster. Den kvælende sommer af util-fredshed vil ikke passere, før der lufter et forfriskende efterår af frihed og tilfredshed.
2011 er ikke et mål, men en begyndelse. De, der håber at velfærden kan belånes vil få en brat opvågning, hvis nationen vender tilbage til ”business as usual”. Der vil hverken være råd til frihed eller ro, hvis Danmark udsteder flere dækningsløse checks. Denne hvirvelvind af utilfredshed vil fortsætte med, at ryste fundamentet for vores nation, indtil den lysende dag, hvor ansvarligheden opstår.
Men der er noget jeg må sige til mine politikere, som står på den varme tærskel, der fører ind i magtens centrum. I processen med at få orden i vor økonomiske situation må i ikke gøre jer skyldige i personlig gevinst. Lad jer ikke søge, at tilfredsstille offentlighedens tørst efter populisme ved at drikke af koppen med opportunisme. I skal altid kæmpe jeres kampe på det højeste plan af værdighed og troværdighed. I må ikke tillade, jeres politiske arbejde, at udvikle sig til ligegyldighed. Igen og igen må I stige til majestætiske højder af ærlighed og arbejdsomhed. Jeres optræden, som bliver opslugt af medierne, må ikke få jer til at tro I kan gå på vandet og dermed skabe mistillid, blandt jeres brødre og landsmænd, til alle politikere, idet jeres skæbne er bundet op på vores skæbne. I må indse, at jeres frihed er uløseligt bundet til vor frihed. I kan ikke gå alene.
Når vi går, skal vi altid aflægge dét løfte, at vi marcherer fremad. Vi kan ikke vende tilbage. Der er nogle tilhængere af Staten, som siger ”Hvornår er vi tilfredse?” Vi kan aldrig være tilfredse, så længe danskerne er ofre for Statens ubeskrivelige uansvarlighed. Vi kan aldrig være tilfredse, så længe Danskerne får et gældsbrev i dåbsgave. Vi kan aldrig være tilfredse, så længe Danskerne, grundlæggende, ikke har friheden til at søge lykken. Vi kan aldrig være tilfredse, så længe vore børn bliver frataget deres muligheder og frarøvet deres uddannelse med ordene: ”Vi skal spare”. Vi kan aldrig være tilfredse, så længe en dansker på Møn skal betale for at ha' stillet en hjemmearbejds-plads til rådighed, så han slipper for evindelige, monsterlange, ture til Kbh og en dansker i Hirtshals ikke kan finde arbejde fordi ingen har råd til, at etablere arbejdspladser i Danmark. Nej, nej, vi er ikke tilfredse, og vi vil ikke være tilfredse, før ansvarligheden risler ned, som vand og til sidst danner en mægtig strøm.
Jeg er ikke uvidende om, at nogle af danskerne har været udsat for store prøvelser og trængsler. Nogle af danskerne har været udsat for det økonomiske fængsels, snævre, celler. Nogle danskere kommer fra områder hvor deres søgen efter frihed og lykke er blevet ramt af udliciteringens storme, og efterfølgende med Beskæftigelsesdiktaturets forfølgelse. Disse danskere har været udsat for en kreativ lidelse. Men I skal fortsætte med, at søge friheden og lykken i den tro, at ufortjent lidelse er forløsende.
Gå tilbage til Møn, gå tilbage til Hirtshals, gå tilbage til Fyn, gå tilbage til Samsø, gå tilbage til Bornholm, gå tilbage til parcelhuskvartererne og ghettoerne i vort land, vel vidende at en eller anden dag, vil denne situation kræve forandring. Lad os ikke svælge i gældens, fortvivlende, dal.
Jeg siger til jer i dag, kære danskere, at selv om vi står over for vanskeligheder nu og i morgen, har jeg stadig en drøm. Det er en drøm, dybt rodfæstet, i den danske muld.
Jeg har en drøm om, at en dag vil denne nation rejse sig og fungere udenfor skyggen af den danske jantelov: ”Du skal ikke tro du er noget” og finde sandheden i, at : Alle mennesker er skabt til frihed.
Jeg har en drøm om, at en dag, i de ”støvede” mødelokaler på Christiansborg, kan sønner af tidligere SF'ere og sønner af tidligere DF'ere være i stand til at sidde sammen om mulighedernes og broderskabets bord og styre nationen med anstændighed og ansvarlighed.
Jeg har en drøm om, at en dag vil den danske stat udlufte den kvælende varme af overformynderri, den klamme lugt af gældsætning og forvandle sig til en frodig oase af frihed og muligheder.
Jeg har en drøm i dag.
Jeg har en drøm om, at en dag, på Christiansborg, med sine folkevalgte politikere og deres læber, som drypper med populismens ord og leflen for stemmer. En dag, lige der på Christiansborg, vil røde drenge og røde piger være i stand til at tage blå drenge og blå piger i hånden, som ansvarlige kollegaer.
Jeg har en drøm i dag.
Jeg har en drøm om, at en dag skal gældens dal ophøjes, skattens bjergområder skal gøres lav, uklare politiske meldinger vil blive gjort klare, og den skæve fordeling vil blive gjort rimelig, og Danmarks herlighed skal åbenbares, og alle danskere skal se det sammen.
Dette er mit håb. Det er den tro, jeg træder ned fra talerstolen med. Med denne tro vil vi være i stand til hugge en sten af håb ud af fortvivlelsens bjerg. Med denne tro vil vi være i stand til, at omdanne de klirrende disharmonier fra vor nations smukke symfoni og hæderlighed. Med denne tro vil vi være i stand til at arbejde sammen, til at kæmpe sammen, til at forandre sammen, til at vælge friheden sammen, vel vidende at vi vil være fri en dag.
Dette vil være den dag, hvor alle Danmarks børn vil være i stand til at synge med en helt ny betydning:
”I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går. Du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når. Du danske, friske strand, hvor oldtids kæmpegrave stå mellem æblegård og humlehave. Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland!”
Og hvis Danmark skal være en gældfri nation skal dette blive sandt. Så lad friheden ringe fra de grønne bakketoppe på Sjælland. Lad friheden ringe fra de store vidder i Jylland. Lad friheden ringe fra Bornholms klipper.
Lad friheden ringe fra stenbroen i København.
Lad friheden ringe fra roemarkerne på Lolland
Lad friheden ringe fra fiskebankerne i Nordsøen
Lad friheden ringe fra produktionshallerne i Vejen.
Lad friheden ringe fra hver bakketop og muldvarpeskud i landet. Fra alle byer, lad friheden ringe.
Og når dét sker, når vi tillader friheden at ringe, når vi lader den ringe fra hver landsby og hver et hjørne, fra hver Kommune og hver by, vil vi være i stand til at fremskynde den dag, da alle Danmarks børn, mænd som kvinder, protestanter, muslimer, jøder og katolikker, samt unge og gamle, vil leve i frihed, lykkeligt med et velfungerende velfærdssamfund uden umenneskelige høje renter på en gældstynget og belånt økonomi. Først da, kære venner, er vi endelig frie.
