Banker og pengeinstitutter er i mediernes brændpunkt. Ja, der går faktisk ikke en dag, uden at vi er blevet lidt bedre orienteret om den finansielle sektor.
I medierne har man efter finanskrisen især fokuseret på bankernes rådgivning samt ledelsen og bestyrelsernes ansvar, hvilket også er relevant i kølvandet på de massive tab, der opstod som følge af det systemsvigt, der har udraderet en stor del af højkonjunkturens finansielle strukturer.
Men man burde måske i højere grad hæve opmærksomheden til hvilken rolle vore beslutningstagere har haft i udviklingen af denne krise.
Det er indiskutabelt at både banker, centralbanker, stater, borgere og firmaer idag har langt vanskeligere vilkår at agere i.
Der udbredt politisk enighed om at “fejlen” skal findes i det regelsæt, som er vejledende for hvordan pengeinstitutter skal drives, og at man ellers skal indføre en skarpere kontrol med sektoren.
Den politiske dagsorden stiller altså skarpt på regulering, kontrol og ansvarspådragelse.
Hvis vi kigger ind i det, det hele handler om, nemlig at drive en forretning, der skaber penge og overskud og forvandler betalingsmidlet til en strøm, har pengeinstitutterne rent faktisk indtjeningsvækst i perioden 2003 – 2007, til trods for den lave marginalrente i hele perioden. Jo, bankfolk ér dygtige mennesker, der kan deres metié.
Men den lave marginalrente har også medført at den marginale indtjeningsmulighed på udlån faktisk har været relativ lille. Marginalrenten er nemlig faldende i perioden 2001 – 2007, og pengeinstitutterne har altså opvejet dette med den markante stigning i udlån. Under højkonjunkturen sker altså en markant profitmaksimering, som bunder i at der blot er forsvindende tab og hensættelser i perioden, og samtidig pågår en kraftig vækst i forretningsomfanget.
Udlånsvæksten stiger altså kraftigt i perioden i forhold til indlånsandelen, og det er egentlig likviditetskrisen i en nøddeskal, for det betyder at pengeinstitutterne i langt højere grad må lade sig bero på interbankmarkedet når likviditeten skal hentes. At låne penge ud er jo en stor del af bankvirksomheden.
En bank tjener indtjeningsbidrag hjem ved at låne lidt dyrere ud end det koster banken at at låne pengene af nogle andre, rentemarginalens størrelse sætter dermed en begrænsning på indtjeningsmuligheden. Den frie konkurrence sikrer at renterne normalt ligger nogenlunde ens fra bank til bank. For at øge indtjeningen kan man så ændre ind- og udlånsrenterne, øge gebyrerne eller hæve udlånsvæksten.
Der ligger altså et stort incitament for bankerne i at hæve udlånsvæksten. Diskussionen om moral går på om et pengeinstitut har haft bonusordninger baseret på profitopgørelser tilknyttet til udlånene.
Finanskrisen har sat fokus på det nuværende lovgrundlags bæredygtighed, og diskussionen går desuden på om den finansielle sektor skal være mere eller mindre selvregulerende eller faktisk mere offentligt reguleret. Det er i og for sig en enkel diskussion.
De tiltag man har iværksat- pakker og lovgivninger - er sat i kraft i en værnende ånd. Stabilitet og kontinuitet, men også økonomisk bæredygtighed, efter det gældende lovkompleks håndhæves og værnes. Man kan sige at dagens situation er speciel ved at man søger en vej, hvorved man kan redde sektoren uden at de makroøkonomiske realiteter forværres. Så når krisen er ovre, står Danmark stadig med en ustabil finanssektor.
Men man kan håbe på at "man" gør sig nogle brugbare erfaringerne i kamp så at sige...
Som det ser ud i dag venter der massive reguleringer - ikke mindst som følge af de incitamentsstrukturer, der har bidraget til krisen. Det er jo altid dem der skriver lovene, der bestemmer hvilke problemer, der skal adresseres.
Ser man ind i driften af de banker og finansieringsinstitutter, som ikke længere eksisterer – og altså er gået konkurs – er det også påfaldende, at det især er i en kraftig udlånsvækst (som altså defaulter) hvor filmen knækker.
Men man har jo lov at stå på sidelinjen og råbe op om, at det er nærliggende at sammenstille dette faktum med markedsbetingelserne (en kunstigt lav markedsrente, der er trykket af de politiske beslutningstageres iver for at justere på det finansielle systems vilkår.)
Den efterregulering som bankpakkerne har medført, har da også skærpet basiskravene. I dag er både solvenskravet hævet og indskudsgarantien øget.
Man gnider sig i øjnene. De politiske beslutningstagere har altså blikket stift rettet mod den finansielle stabilitet, mens den finansielle sektor fungerer på de markedsvilkår som nu en gang er gældende.
Kan man fortænke de politiske beslutningstagere i at henfalde til regulering og justering af den finansielle sektor? Det ville jo være enkelt, hvis mere eller mindre regulering kunne løse de problemer vi i dag står overfor…
Men hæver vi blikket fra papiret, ser vi at det netop er resultatet af de ekspansive pengepolitikker, den kunstigt lave rente og den for staterne lukrative kreditmølle, der sammen med den løsere lovgivning, der sætter videre grænser for accessorisk virksomhed i den finansielle sektor, der har skabt forudsætningerne for de tunge problemer vi i dag står overfor i den finansielle branche.
Krisehåndteringen har medført at markedet er unormalt hårdt pumpet med likviditet på grund af de syge bankers dårlige økonomi som følger af Basel II’s naive forudsætninger – med adskillelse af risikovurdering og kreditgivning – og de liberaliseringer, der fulgte af at give pengeinstitutterne mulighed for at udvikle sig til globale finansielle supermarkeder.
At give los i likviditetsværktøjerne for at styrke bankernes evne til at skabe værdier i et hårdt pumpet, tabsgivende – naivt – og ekstremt stigende kreditboom, har udhulet alt lige fra værdien af fast ejendom, opsparinger og pensioner til selve betalingsmidlernes krydsværdier til hinanden og faste værdier som guld og sølv.
Det har heller ikke i massemedierne skortet på advarsler om det kommende krak, hverken under opturen eller henover konjunkturvendingen. De, der tror at den hellige grav er velforvaret og den finansielle krise er ovre, vil få en brat opvågnen når det går løs.
Der løber til stadighed på regningen for den uheldige udgang af de senere års meget gunstige konjunkturer. Det ér nærliggende at stille spørgsmålstegn ved både lovgivningen og den finansielle praksis, når det finansielle system tilsyneladende i dén grad fejler strukturelt.
Men det er en utopi at forestille sig et finansielt system uden risiko. Basel II akkorden stiller da også skarpt på risikomomentet og indfører en ny risikovurderingsmodel, hvor man adskiller risikovurdering fra fra kreditgivning.
Efter de nye principper skal lånerisici vurderes risikorelevant, således at der vurderes både på grundlag af hårde faktorer som f.eks. virksomhedens balancetal, såvel som bløde faktorer. Det kunne være. : Analyse af virksomhedsplanen, resultatevne, forandringsevne i ledelsen, positionering i branchen og virksomhedens fremtidsudsigter…
Banker og kreditinstitutterne er derudover forpligtet til (at lade) udarbejde en rating, dvs. en bonitetsvurdering af låntager. Hvis vurderingen af låntager er positiv, kan banken indgå et engagement med en mindre egenkapitaldækning, og dermed tilbyde kunden mere fordelagtige betingelser. Bankens risikoklassificering har altså en direkte indvirkning på den enkeltes kundes lånebetingelser. Det lyder faktisk altsammen meget godt på papiret. Eller gør det?
Nu skal man sætte tingene i det rette perspektiv, for at se det store mønster i hændelserne:
Både Finanstilsyn, regering og ministre og politikerne på Christiansborg, har spillet en afgørende rolle i udviklingen af den finansielle krise vi har oplevet i de forgangne år. Banker er sat til livs uden synderligt fordøjelsesbevær, og renten har fået fuld skrue, da staten ikke skal konkurrere (rettelse: Staten skal ikke påføre sektoren illoyal konkurrence). Men kunderne vånder sig, stavnsbundet i overrenter …
Regeringen har under hele opkonjunkturen vendt det blinde øje til alle advarselslamper. Det til trods at både Nationalbankdirektøren og fremsynede forskere har blinket rødt siden 2003 på regeringens finanspolitik. Regeringen har alligevel bare holdt speederen i bund. Allerede i forårsrapporten fra 2007 advarer det økonomiske råd om de uhensigtsmæssige finanspolitiske konsekvenser af regeringens politik.
I Økonomiministeriet sidder embedmænd og kvinder og vogter den finansielle stablitet. Men i 2005 laver man nye regler i forbindelse med Basel II skal implementeres i de danske regelsæt som følge af EU direktiver.
Ændringerne i forsigtighedsprincippet, der trådte i kraft d. 1. januar 2005 er den direkte årsag til at den økonomiske krise har udviklet sig i en katastrofal retning her i landet, såvel som i resten af verden. Ændringen består i at man ikke bare skal opgøre risiko på en ny måde – nej – det skal også håndteres på en helt ny måde, og regnskabsteknisk får det da også katastrofal betydning få år senere når konjunkturerne vender …
Fra d. 1. januar 2005 skal risiko opgøres i segmenter og nedskrivning foretages i porteføljer af engagementer med ensartet risiko (her kommer det nye) baseret på hidtidige tabserfaringer! Forudsætningen for nedskrivningen vil være en objektiv, konstaterbar forringelse af kundernes betalingsevne.
Så skal konjunkturerne løbe helt ud og starte konkurserne før finanstilsynet skal gribe ind!
Man må tage sig til hovedet!
Hensigten var naturligvis at forbedre sikkerheden bag lånene. Men i praksis har de ellers både hensigtsmæssige og mere koncise regler fejlet. Det lyser da også ud af de vejledende akkorder, at de ikke var beregnet til at fungere i den kraftigt voksende økonomi, som blev en realitet med de kunstigt lave renter efter 2001 (eller i øvrigt den ekspansive pengepolitik, som i dag er en realitet).
Det understreges ovenkøbet i regelgrundlaget, at vurderingen af kundernes betalingsevne ikke må baseres på forsigtighedsprincippet! Hvad foregår der egentlig i mellem ørene på politikerne?
Før d. 1.1.2005 gjaldt forsigtighedsprincippet, som gik ud på at et pengeinstitut ved konstateret letsindig udlåning skulle strakshensætte imødegåelser af tab på et signifikansniveau på 10 – 20 procents sandsynlighed. Ved at ændre regelgrundlaget for risikovurderingen skubbes hensættelser til imødegåelse af tab over en længere horisont, (og er den direkte årsag til at ikke bare den finansielle sikkerhed har vaklet i perioden. Men er også forklaringen på at interbankmarkedet frøs ned, ligesom det i øvrigt forklarer hvorfor, at det tungere hensyn til aktionærerne i højere grad har flyttet risikoen ved at eje en bank over på skatteborgerne)
Det nye regelsæt bemyndiger desuden Finanstilsynet til at pålægge pengeinstitutterne et højere solvenskrav end 8 %. Man kan hævde at forsigtighedsprincippets kontante karakter med strakshensættelser har haft en større præventiv effekt.
At man har bevæget sig væk fra et princip om at hensættelserne skal have en øjeblikkelig virkning på tabskontoen ved et forudsigeligt tab, betyder at boniteten i udlånsmassen kan nå at forringes yderligere i erkendelsesperioden, og at den finansielle stabilitet dermed er betydeligt mere sårbar i konjunkturvendinger.
Risikovurderingsprincipper baseret på en diversificeret statistisk sandsynlighedsberegning, fordelt med stikprøveudtagning på segmenter, brancher, kreditstørrelser og porteføljer – det matematiske grundlag til trods – er ikke velegnet til at manøvrere finansielle institutter igennem en konjunkturvending som den aktuelle.
Selvom det statistiske grundlag ikke fejler noget, vil det både være voldsomt ressourcekrævende for tilsynsvirksomheden og fungere som en destabiliserende faktor, og giver pr. definition en større usikkerhed om boniteten i udlånsmassen i forhold til sikkerhedsprincippets klare regler, der medførte at risikoen tydeligt og direkte kunne udlæses af regnskaber under strakshensættelser til tab …
Det siger sig selv at disse forhold er den direkte årsag til at både kreditklemmen kom til at florere så kraftigt, og er skyld i den underliggende større finansielle instabilitet, der kommer til at medføre at Finanstilsynet og Økonomiministeriet hæver solvenskravet – både jvf. Lov om Finansiel Virksomhed, på usikkerheden om boniteten på udlånsdiversificeringen – men også de øgede solvenskrav, som følger af Bankpakke II.
Som reglerne er udformet idag, udstyres de finansielle virksomheder med et carde blanche til at skubbe en dyne af dårlige kreditter og udlån foran sig.
Man har forsøgt at løse problemet, der er opstået fordi man er gået fra forsigtighedsprincippet ved at sænke de ledende renter.
Men det centrale problem står fortsat aldeles uadresseret: Man ser fortsat stort på forsigtighed. Ja, politikerne kræver faktisk uforandret udlånsaktivitet – stik imod Lov om Finansiel Virksomhed’s regelsæt – og indskyder 100 milliarder ekstra som kan blive til hybrid kernekapital, for at de finansielle virksomheder kan leve op til solvenskravene.
Galimatias!
Faktum er at lovgiverne har skabt grundlag for at økonomien kan køre helt af sporet, ved at pålægge den finansielle branche et dårligt regelgrundlag, og nu forsøger at lappe sig ud af problemerne.
Lovsjusk!
Spændet i mellem indlåns- og udlånsrenter er i dag derfor tårnhøjt – fordi bankerne lægger prisen for bankpakkerne over på forbrugerne.
1) De mange mia. som bankerne har lagt i garantifonden fra Bankpakke I
2) Nedbringelsen af gearingen
3) Den højere pris på risikodækning
4) Bankpakke II’s højere solvenskrav
Økonomer og politikere i både EU og Folketing har skruet en rigtig god lille konjunkturmotor sammen her: Lov nr. 453 om Finansiel virksomhed.
Formålet med bankpakke I og II har været at holde den finansielle sektor i live.
Det kan være fornuftigt nok og medvirker til at stabilisere markedet i en turbulent periode. Sammen med den meget store offentlige sektor og arbejdsløshedsforsikringssystemet i Danmark vil det i høj grad modvirke den krise, som ellers ville have trukket landet ud i en dyb recession.
Men spørgsmålet er om det er hensigtsmæssigt at lade hensynet til at afbøde konjunkturernes ubehagelige virkninger stå i vejen for den nødvendige konsolidering og produktivitetsforbedring i den finansielle sektor?
En økonomisk krise er historiens viskelæder – staten skal ikke tegne styrkende hybrid fremmedkapital op i banker, der ikke kan fungere på markedsvilkår!
Spørgsmålet er så bare, om politikkerne formår både at værne tilliden til landets bankvæsen, og lade de nødvendige korrektioner ske?
I praksis har politikkerne allerede stukket kursen ud for forløbet af denne krise for bankerne. Der skal afvikles engagementer, lukkes kreditter og opsiges aftaler indtil at gearingen ikke truer solvensen – og så er vi jo lige vidt.
Bankpakkerne har øget rentemarginalen voldsomt – og er nu akkurat så hæmmende for økonomien, som den begunstigede opsvinget fra 2003 til 2007 – og politikerne taler stadig om ansvarspådragelse. Man burde tage dem på ordet!
Hele markedsøkonomien er baseret på muligheden for at engagementer enten giver gevinst eller tab – helst gevinst, naturligvis - og banksystemet er baseret på at kreditter kan defaulte – dvs. at kreditgiver må indregne risiko for at låntagere ikke svarer deres forpligtelser.
Basel akkorden – som er vejledende for den finansielle sektor – adskiller i dag risikovurdering fra kreditgivning. Det er nok den mest direkte forklaring på det strukturelle sammenbrud vi har oplevet. Men det er fremkomsten af meget komplicerede finansielle produkter, i forbindelse med at bankforretninger bliver globale, der skabte grundlaget for det finansielle sammenbrud, man stadig forsøger at forhindre med mere eller mindre fantasifulde politikker.
Er det virksomhedernes ledelse og direktioner, der har skylden? Er det lovgiverne? Er det de mange der har brugt produkternes skyld? Der er rig mulighed for at placere ansvar, men det løser ikke problemet.
At bebrejde beslutningstagerne for det systematiske sammenbrud er nærliggende.
Jeg vil hævde, at man ikke kan forhindre det i at ske igen. Uanset hvor tætmasket – eller løst – lovgivningen er sat sammen, vil økonomien med jævne mellemrum bryde sammen. Ikke mindst på grund af uhensigtsmæssige reguleringer og lovsjuskeri.
Det er et markedspræmis.
Man vil heller aldrig helt kunne fjerne risikoen helt fra engagementerne. Man kan reducere muligheden for ekstreme udfald, men ikke forhindre, at det af og til går helt galt.
Dertil er der for mange mennesker indblandet.
Det interessante i denne sammenhæng er vel egentlig også hvordan vi takler problemerne.
Er det hensigtsmæssigt at betragte en centralbank som Lender Of Last Resort? - Hvem skulle ellers træde til når pengestrømmene fejler kan man hævde. Systemet med at centralbankerne udsteder obligationer, som afhændes i markedet for likviditet og pålægger skatteborgerne en rentebyrde, fungerer fint i et dæmpet system.
Men i den situation vi i dag ser – hvor beslutningstagerne lader staterne kautionere kollektivt, for de systemisk uhensigtsmæssige virkninger af mislykkede finansielle engagementer – og derved lader markedsdeltagerne slippe for de umiddelbare konsekvenser af, at engagementer faktisk har en risiko for at defaulte, flytter blot konsekvenserne opad.
Læren fra Mises og Hayek er at en forøget pengeforsyning vil styrke produktionen – for en tid – uden at der derved bliver skabt inflation. Rentesatserne vil ligeledes være for lave og opsparingen alt for lille til at matche investeringerne, og at den resulterende kreditinflation vil fremskynde det finansielle sammenbrud, og det må man jo sige at det stemmer fint overens med virkeligheden.
Det har desuden heller ingen positiv effekt, at man gentager de samme fejl flere gange i træk.
Den fælles europæiske/IMF fond – EFSF, European Financial Stability Facility – hvor man tryller svage papirer om til bomstærke derivater – efter samme læst som de CDO’er, der lå til grund for både subprimekrisen og den efterfølgende finans- og likviditetskrise – fungerer heller ikke ligefrem som olie på de oprørte vande.
Tværtimod ser vi netop her, nøjagtig hvor den næste store finansielle krise i Europa vil tage sit udgangspunkt.
I den globale økonomi er det ikke muligt at løse strukturelle fejl, uden at vælge konsekvente løsninger. Fejler det, så lad det falde!
Det ender det med alligevel. Regningen bliver ikke mindre for hverken skatteborgere, kunder eller virksomheder. Regningen kommer altid. Det er økonomiens præmisser. Der kan ikke være gevinster på alle lodder.
Man kan kun bebrejde de politiske beslutningstagere for at fortsætte den hovedløse ekspansive – og eksperimentelle – planøkonomiske subsidiering af det finansielle kredsløb.
Men det største problem er imidlertid ikke at finanskrisen skete, men at beslutningstagerne nu er i færd med at sende regningen videre til alle vore efterkommere.
Centralbankerne mangler dog stadig at kaste penge i grams fra helikoptere - men tro mig - det vil heller ikke løse problemet – som er hele den vestlige verdens problem, nemlig den meget ringe konkurrenceevne, en uhensigtsmæssig demografisk udvikling og den vigende produktivitet.
(Nå ja, og så forkærligheden for at at kurere alle økonomiske dårligdomme med mere statsgæld, højere inflation – og efterfølgende flere penge til det syge bankvæsen. Uden tanke for at det kommer til at medføre en monumental inflation og vil suge kraften ud af hele den vestlige økonomi, når både kapital og produktion løber væk til Østen.
Ligesom vand altid strømmer nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne mere end her, hvor de egentlig bringes i anvendelse.
Vesten hælder i dag penge i den globale økonomi via store budgetunderskud - eller via ekspansive pengepolitikker ved at lade centralbankerne afhænde statsobligationer i stor stil - det fører en ekspanderende balance i pengemængden med sig, og driver rentebyrden op på bekostning af dén fremtidige velfærd, som det ellers går ud på at værne.
Men vi sætter hele Østen i sving, samtidig med at vi må sende flere og flere ud i arbejdsløshed herhjemme.
Det får vækstlandene til at drukne i overskydende likviditet. Vækstøkonomierne er i dag nærmest på kogepunktet, og paradoksalt nok skaber denne udvikling grobunden for et gigantisk krak, der i den sidste ende vil vende verden på hovedet.
Vi køber en midlertidig undtagelsestilstand for at bevare vor velstand. Men det bliver på bekostning af både vores nuværende og fremtidige velfærd, for den resulterende inflation kommer til at fungere som en skat på både dumhed og handel - ikke bare for os selv - nej, den kommer til at hvile tungt over alle vore efterkommere – og det er i virkeligheden vores egen skyld.
For det er os der har stemt beslutningstagerne til magten. Den vigtigste lære af finanskrisen er egentlig ret indlysende:
Lad det ikke blot være op til en tank at tænke, og når du bliver spurgt, så sæt dit kryds med omtanke...
Skal man endelig drage en lære ud af dette finansielle sammenbrud, må det være at hvis noget er for stort til at måtte fejle - så er det for stort. Så kan man bryde det op i mindre stykker og lade det gå ned - af sig selv!
I medierne har man efter finanskrisen især fokuseret på bankernes rådgivning samt ledelsen og bestyrelsernes ansvar, hvilket også er relevant i kølvandet på de massive tab, der opstod som følge af det systemsvigt, der har udraderet en stor del af højkonjunkturens finansielle strukturer.
Men man burde måske i højere grad hæve opmærksomheden til hvilken rolle vore beslutningstagere har haft i udviklingen af denne krise.
Det er indiskutabelt at både banker, centralbanker, stater, borgere og firmaer idag har langt vanskeligere vilkår at agere i.
Der udbredt politisk enighed om at “fejlen” skal findes i det regelsæt, som er vejledende for hvordan pengeinstitutter skal drives, og at man ellers skal indføre en skarpere kontrol med sektoren.
Den politiske dagsorden stiller altså skarpt på regulering, kontrol og ansvarspådragelse.
Hvis vi kigger ind i det, det hele handler om, nemlig at drive en forretning, der skaber penge og overskud og forvandler betalingsmidlet til en strøm, har pengeinstitutterne rent faktisk indtjeningsvækst i perioden 2003 – 2007, til trods for den lave marginalrente i hele perioden. Jo, bankfolk ér dygtige mennesker, der kan deres metié.
Men den lave marginalrente har også medført at den marginale indtjeningsmulighed på udlån faktisk har været relativ lille. Marginalrenten er nemlig faldende i perioden 2001 – 2007, og pengeinstitutterne har altså opvejet dette med den markante stigning i udlån. Under højkonjunkturen sker altså en markant profitmaksimering, som bunder i at der blot er forsvindende tab og hensættelser i perioden, og samtidig pågår en kraftig vækst i forretningsomfanget.
Udlånsvæksten stiger altså kraftigt i perioden i forhold til indlånsandelen, og det er egentlig likviditetskrisen i en nøddeskal, for det betyder at pengeinstitutterne i langt højere grad må lade sig bero på interbankmarkedet når likviditeten skal hentes. At låne penge ud er jo en stor del af bankvirksomheden.
En bank tjener indtjeningsbidrag hjem ved at låne lidt dyrere ud end det koster banken at at låne pengene af nogle andre, rentemarginalens størrelse sætter dermed en begrænsning på indtjeningsmuligheden. Den frie konkurrence sikrer at renterne normalt ligger nogenlunde ens fra bank til bank. For at øge indtjeningen kan man så ændre ind- og udlånsrenterne, øge gebyrerne eller hæve udlånsvæksten.
Der ligger altså et stort incitament for bankerne i at hæve udlånsvæksten. Diskussionen om moral går på om et pengeinstitut har haft bonusordninger baseret på profitopgørelser tilknyttet til udlånene.
Finanskrisen har sat fokus på det nuværende lovgrundlags bæredygtighed, og diskussionen går desuden på om den finansielle sektor skal være mere eller mindre selvregulerende eller faktisk mere offentligt reguleret. Det er i og for sig en enkel diskussion.
De tiltag man har iværksat- pakker og lovgivninger - er sat i kraft i en værnende ånd. Stabilitet og kontinuitet, men også økonomisk bæredygtighed, efter det gældende lovkompleks håndhæves og værnes. Man kan sige at dagens situation er speciel ved at man søger en vej, hvorved man kan redde sektoren uden at de makroøkonomiske realiteter forværres. Så når krisen er ovre, står Danmark stadig med en ustabil finanssektor.
Men man kan håbe på at "man" gør sig nogle brugbare erfaringerne i kamp så at sige...
Som det ser ud i dag venter der massive reguleringer - ikke mindst som følge af de incitamentsstrukturer, der har bidraget til krisen. Det er jo altid dem der skriver lovene, der bestemmer hvilke problemer, der skal adresseres.
Ser man ind i driften af de banker og finansieringsinstitutter, som ikke længere eksisterer – og altså er gået konkurs – er det også påfaldende, at det især er i en kraftig udlånsvækst (som altså defaulter) hvor filmen knækker.
Men man har jo lov at stå på sidelinjen og råbe op om, at det er nærliggende at sammenstille dette faktum med markedsbetingelserne (en kunstigt lav markedsrente, der er trykket af de politiske beslutningstageres iver for at justere på det finansielle systems vilkår.)
Den efterregulering som bankpakkerne har medført, har da også skærpet basiskravene. I dag er både solvenskravet hævet og indskudsgarantien øget.
Man gnider sig i øjnene. De politiske beslutningstagere har altså blikket stift rettet mod den finansielle stabilitet, mens den finansielle sektor fungerer på de markedsvilkår som nu en gang er gældende.
Kan man fortænke de politiske beslutningstagere i at henfalde til regulering og justering af den finansielle sektor? Det ville jo være enkelt, hvis mere eller mindre regulering kunne løse de problemer vi i dag står overfor…
Men hæver vi blikket fra papiret, ser vi at det netop er resultatet af de ekspansive pengepolitikker, den kunstigt lave rente og den for staterne lukrative kreditmølle, der sammen med den løsere lovgivning, der sætter videre grænser for accessorisk virksomhed i den finansielle sektor, der har skabt forudsætningerne for de tunge problemer vi i dag står overfor i den finansielle branche.
Krisehåndteringen har medført at markedet er unormalt hårdt pumpet med likviditet på grund af de syge bankers dårlige økonomi som følger af Basel II’s naive forudsætninger – med adskillelse af risikovurdering og kreditgivning – og de liberaliseringer, der fulgte af at give pengeinstitutterne mulighed for at udvikle sig til globale finansielle supermarkeder.
At give los i likviditetsværktøjerne for at styrke bankernes evne til at skabe værdier i et hårdt pumpet, tabsgivende – naivt – og ekstremt stigende kreditboom, har udhulet alt lige fra værdien af fast ejendom, opsparinger og pensioner til selve betalingsmidlernes krydsværdier til hinanden og faste værdier som guld og sølv.
Det har heller ikke i massemedierne skortet på advarsler om det kommende krak, hverken under opturen eller henover konjunkturvendingen. De, der tror at den hellige grav er velforvaret og den finansielle krise er ovre, vil få en brat opvågnen når det går løs.
Der løber til stadighed på regningen for den uheldige udgang af de senere års meget gunstige konjunkturer. Det ér nærliggende at stille spørgsmålstegn ved både lovgivningen og den finansielle praksis, når det finansielle system tilsyneladende i dén grad fejler strukturelt.
Men det er en utopi at forestille sig et finansielt system uden risiko. Basel II akkorden stiller da også skarpt på risikomomentet og indfører en ny risikovurderingsmodel, hvor man adskiller risikovurdering fra fra kreditgivning.
Efter de nye principper skal lånerisici vurderes risikorelevant, således at der vurderes både på grundlag af hårde faktorer som f.eks. virksomhedens balancetal, såvel som bløde faktorer. Det kunne være. : Analyse af virksomhedsplanen, resultatevne, forandringsevne i ledelsen, positionering i branchen og virksomhedens fremtidsudsigter…
Banker og kreditinstitutterne er derudover forpligtet til (at lade) udarbejde en rating, dvs. en bonitetsvurdering af låntager. Hvis vurderingen af låntager er positiv, kan banken indgå et engagement med en mindre egenkapitaldækning, og dermed tilbyde kunden mere fordelagtige betingelser. Bankens risikoklassificering har altså en direkte indvirkning på den enkeltes kundes lånebetingelser. Det lyder faktisk altsammen meget godt på papiret. Eller gør det?
Nu skal man sætte tingene i det rette perspektiv, for at se det store mønster i hændelserne:
Både Finanstilsyn, regering og ministre og politikerne på Christiansborg, har spillet en afgørende rolle i udviklingen af den finansielle krise vi har oplevet i de forgangne år. Banker er sat til livs uden synderligt fordøjelsesbevær, og renten har fået fuld skrue, da staten ikke skal konkurrere (rettelse: Staten skal ikke påføre sektoren illoyal konkurrence). Men kunderne vånder sig, stavnsbundet i overrenter …
Regeringen har under hele opkonjunkturen vendt det blinde øje til alle advarselslamper. Det til trods at både Nationalbankdirektøren og fremsynede forskere har blinket rødt siden 2003 på regeringens finanspolitik. Regeringen har alligevel bare holdt speederen i bund. Allerede i forårsrapporten fra 2007 advarer det økonomiske råd om de uhensigtsmæssige finanspolitiske konsekvenser af regeringens politik.
I Økonomiministeriet sidder embedmænd og kvinder og vogter den finansielle stablitet. Men i 2005 laver man nye regler i forbindelse med Basel II skal implementeres i de danske regelsæt som følge af EU direktiver.
Ændringerne i forsigtighedsprincippet, der trådte i kraft d. 1. januar 2005 er den direkte årsag til at den økonomiske krise har udviklet sig i en katastrofal retning her i landet, såvel som i resten af verden. Ændringen består i at man ikke bare skal opgøre risiko på en ny måde – nej – det skal også håndteres på en helt ny måde, og regnskabsteknisk får det da også katastrofal betydning få år senere når konjunkturerne vender …
Fra d. 1. januar 2005 skal risiko opgøres i segmenter og nedskrivning foretages i porteføljer af engagementer med ensartet risiko (her kommer det nye) baseret på hidtidige tabserfaringer! Forudsætningen for nedskrivningen vil være en objektiv, konstaterbar forringelse af kundernes betalingsevne.
Så skal konjunkturerne løbe helt ud og starte konkurserne før finanstilsynet skal gribe ind!
Man må tage sig til hovedet!
Hensigten var naturligvis at forbedre sikkerheden bag lånene. Men i praksis har de ellers både hensigtsmæssige og mere koncise regler fejlet. Det lyser da også ud af de vejledende akkorder, at de ikke var beregnet til at fungere i den kraftigt voksende økonomi, som blev en realitet med de kunstigt lave renter efter 2001 (eller i øvrigt den ekspansive pengepolitik, som i dag er en realitet).
Det understreges ovenkøbet i regelgrundlaget, at vurderingen af kundernes betalingsevne ikke må baseres på forsigtighedsprincippet! Hvad foregår der egentlig i mellem ørene på politikerne?
Før d. 1.1.2005 gjaldt forsigtighedsprincippet, som gik ud på at et pengeinstitut ved konstateret letsindig udlåning skulle strakshensætte imødegåelser af tab på et signifikansniveau på 10 – 20 procents sandsynlighed. Ved at ændre regelgrundlaget for risikovurderingen skubbes hensættelser til imødegåelse af tab over en længere horisont, (og er den direkte årsag til at ikke bare den finansielle sikkerhed har vaklet i perioden. Men er også forklaringen på at interbankmarkedet frøs ned, ligesom det i øvrigt forklarer hvorfor, at det tungere hensyn til aktionærerne i højere grad har flyttet risikoen ved at eje en bank over på skatteborgerne)
Det nye regelsæt bemyndiger desuden Finanstilsynet til at pålægge pengeinstitutterne et højere solvenskrav end 8 %. Man kan hævde at forsigtighedsprincippets kontante karakter med strakshensættelser har haft en større præventiv effekt.
At man har bevæget sig væk fra et princip om at hensættelserne skal have en øjeblikkelig virkning på tabskontoen ved et forudsigeligt tab, betyder at boniteten i udlånsmassen kan nå at forringes yderligere i erkendelsesperioden, og at den finansielle stabilitet dermed er betydeligt mere sårbar i konjunkturvendinger.
Risikovurderingsprincipper baseret på en diversificeret statistisk sandsynlighedsberegning, fordelt med stikprøveudtagning på segmenter, brancher, kreditstørrelser og porteføljer – det matematiske grundlag til trods – er ikke velegnet til at manøvrere finansielle institutter igennem en konjunkturvending som den aktuelle.
Selvom det statistiske grundlag ikke fejler noget, vil det både være voldsomt ressourcekrævende for tilsynsvirksomheden og fungere som en destabiliserende faktor, og giver pr. definition en større usikkerhed om boniteten i udlånsmassen i forhold til sikkerhedsprincippets klare regler, der medførte at risikoen tydeligt og direkte kunne udlæses af regnskaber under strakshensættelser til tab …
Det siger sig selv at disse forhold er den direkte årsag til at både kreditklemmen kom til at florere så kraftigt, og er skyld i den underliggende større finansielle instabilitet, der kommer til at medføre at Finanstilsynet og Økonomiministeriet hæver solvenskravet – både jvf. Lov om Finansiel Virksomhed, på usikkerheden om boniteten på udlånsdiversificeringen – men også de øgede solvenskrav, som følger af Bankpakke II.
Som reglerne er udformet idag, udstyres de finansielle virksomheder med et carde blanche til at skubbe en dyne af dårlige kreditter og udlån foran sig.
Man har forsøgt at løse problemet, der er opstået fordi man er gået fra forsigtighedsprincippet ved at sænke de ledende renter.
Men det centrale problem står fortsat aldeles uadresseret: Man ser fortsat stort på forsigtighed. Ja, politikerne kræver faktisk uforandret udlånsaktivitet – stik imod Lov om Finansiel Virksomhed’s regelsæt – og indskyder 100 milliarder ekstra som kan blive til hybrid kernekapital, for at de finansielle virksomheder kan leve op til solvenskravene.
Galimatias!
Faktum er at lovgiverne har skabt grundlag for at økonomien kan køre helt af sporet, ved at pålægge den finansielle branche et dårligt regelgrundlag, og nu forsøger at lappe sig ud af problemerne.
Lovsjusk!
Spændet i mellem indlåns- og udlånsrenter er i dag derfor tårnhøjt – fordi bankerne lægger prisen for bankpakkerne over på forbrugerne.
1) De mange mia. som bankerne har lagt i garantifonden fra Bankpakke I
2) Nedbringelsen af gearingen
3) Den højere pris på risikodækning
4) Bankpakke II’s højere solvenskrav
Økonomer og politikere i både EU og Folketing har skruet en rigtig god lille konjunkturmotor sammen her: Lov nr. 453 om Finansiel virksomhed.
Formålet med bankpakke I og II har været at holde den finansielle sektor i live.
Det kan være fornuftigt nok og medvirker til at stabilisere markedet i en turbulent periode. Sammen med den meget store offentlige sektor og arbejdsløshedsforsikringssystemet i Danmark vil det i høj grad modvirke den krise, som ellers ville have trukket landet ud i en dyb recession.
Men spørgsmålet er om det er hensigtsmæssigt at lade hensynet til at afbøde konjunkturernes ubehagelige virkninger stå i vejen for den nødvendige konsolidering og produktivitetsforbedring i den finansielle sektor?
En økonomisk krise er historiens viskelæder – staten skal ikke tegne styrkende hybrid fremmedkapital op i banker, der ikke kan fungere på markedsvilkår!
Spørgsmålet er så bare, om politikkerne formår både at værne tilliden til landets bankvæsen, og lade de nødvendige korrektioner ske?
I praksis har politikkerne allerede stukket kursen ud for forløbet af denne krise for bankerne. Der skal afvikles engagementer, lukkes kreditter og opsiges aftaler indtil at gearingen ikke truer solvensen – og så er vi jo lige vidt.
Bankpakkerne har øget rentemarginalen voldsomt – og er nu akkurat så hæmmende for økonomien, som den begunstigede opsvinget fra 2003 til 2007 – og politikerne taler stadig om ansvarspådragelse. Man burde tage dem på ordet!
Hele markedsøkonomien er baseret på muligheden for at engagementer enten giver gevinst eller tab – helst gevinst, naturligvis - og banksystemet er baseret på at kreditter kan defaulte – dvs. at kreditgiver må indregne risiko for at låntagere ikke svarer deres forpligtelser.
Basel akkorden – som er vejledende for den finansielle sektor – adskiller i dag risikovurdering fra kreditgivning. Det er nok den mest direkte forklaring på det strukturelle sammenbrud vi har oplevet. Men det er fremkomsten af meget komplicerede finansielle produkter, i forbindelse med at bankforretninger bliver globale, der skabte grundlaget for det finansielle sammenbrud, man stadig forsøger at forhindre med mere eller mindre fantasifulde politikker.
Er det virksomhedernes ledelse og direktioner, der har skylden? Er det lovgiverne? Er det de mange der har brugt produkternes skyld? Der er rig mulighed for at placere ansvar, men det løser ikke problemet.
At bebrejde beslutningstagerne for det systematiske sammenbrud er nærliggende.
Jeg vil hævde, at man ikke kan forhindre det i at ske igen. Uanset hvor tætmasket – eller løst – lovgivningen er sat sammen, vil økonomien med jævne mellemrum bryde sammen. Ikke mindst på grund af uhensigtsmæssige reguleringer og lovsjuskeri.
Det er et markedspræmis.
Man vil heller aldrig helt kunne fjerne risikoen helt fra engagementerne. Man kan reducere muligheden for ekstreme udfald, men ikke forhindre, at det af og til går helt galt.
Dertil er der for mange mennesker indblandet.
Det interessante i denne sammenhæng er vel egentlig også hvordan vi takler problemerne.
Er det hensigtsmæssigt at betragte en centralbank som Lender Of Last Resort? - Hvem skulle ellers træde til når pengestrømmene fejler kan man hævde. Systemet med at centralbankerne udsteder obligationer, som afhændes i markedet for likviditet og pålægger skatteborgerne en rentebyrde, fungerer fint i et dæmpet system.
Men i den situation vi i dag ser – hvor beslutningstagerne lader staterne kautionere kollektivt, for de systemisk uhensigtsmæssige virkninger af mislykkede finansielle engagementer – og derved lader markedsdeltagerne slippe for de umiddelbare konsekvenser af, at engagementer faktisk har en risiko for at defaulte, flytter blot konsekvenserne opad.
Læren fra Mises og Hayek er at en forøget pengeforsyning vil styrke produktionen – for en tid – uden at der derved bliver skabt inflation. Rentesatserne vil ligeledes være for lave og opsparingen alt for lille til at matche investeringerne, og at den resulterende kreditinflation vil fremskynde det finansielle sammenbrud, og det må man jo sige at det stemmer fint overens med virkeligheden.
Det har desuden heller ingen positiv effekt, at man gentager de samme fejl flere gange i træk.
Den fælles europæiske/IMF fond – EFSF, European Financial Stability Facility – hvor man tryller svage papirer om til bomstærke derivater – efter samme læst som de CDO’er, der lå til grund for både subprimekrisen og den efterfølgende finans- og likviditetskrise – fungerer heller ikke ligefrem som olie på de oprørte vande.
Tværtimod ser vi netop her, nøjagtig hvor den næste store finansielle krise i Europa vil tage sit udgangspunkt.
I den globale økonomi er det ikke muligt at løse strukturelle fejl, uden at vælge konsekvente løsninger. Fejler det, så lad det falde!
Det ender det med alligevel. Regningen bliver ikke mindre for hverken skatteborgere, kunder eller virksomheder. Regningen kommer altid. Det er økonomiens præmisser. Der kan ikke være gevinster på alle lodder.
Man kan kun bebrejde de politiske beslutningstagere for at fortsætte den hovedløse ekspansive – og eksperimentelle – planøkonomiske subsidiering af det finansielle kredsløb.
Men det største problem er imidlertid ikke at finanskrisen skete, men at beslutningstagerne nu er i færd med at sende regningen videre til alle vore efterkommere.
Centralbankerne mangler dog stadig at kaste penge i grams fra helikoptere - men tro mig - det vil heller ikke løse problemet – som er hele den vestlige verdens problem, nemlig den meget ringe konkurrenceevne, en uhensigtsmæssig demografisk udvikling og den vigende produktivitet.
(Nå ja, og så forkærligheden for at at kurere alle økonomiske dårligdomme med mere statsgæld, højere inflation – og efterfølgende flere penge til det syge bankvæsen. Uden tanke for at det kommer til at medføre en monumental inflation og vil suge kraften ud af hele den vestlige økonomi, når både kapital og produktion løber væk til Østen.
Ligesom vand altid strømmer nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne mere end her, hvor de egentlig bringes i anvendelse.
Vesten hælder i dag penge i den globale økonomi via store budgetunderskud - eller via ekspansive pengepolitikker ved at lade centralbankerne afhænde statsobligationer i stor stil - det fører en ekspanderende balance i pengemængden med sig, og driver rentebyrden op på bekostning af dén fremtidige velfærd, som det ellers går ud på at værne.
Men vi sætter hele Østen i sving, samtidig med at vi må sende flere og flere ud i arbejdsløshed herhjemme.
Det får vækstlandene til at drukne i overskydende likviditet. Vækstøkonomierne er i dag nærmest på kogepunktet, og paradoksalt nok skaber denne udvikling grobunden for et gigantisk krak, der i den sidste ende vil vende verden på hovedet.
Vi køber en midlertidig undtagelsestilstand for at bevare vor velstand. Men det bliver på bekostning af både vores nuværende og fremtidige velfærd, for den resulterende inflation kommer til at fungere som en skat på både dumhed og handel - ikke bare for os selv - nej, den kommer til at hvile tungt over alle vore efterkommere – og det er i virkeligheden vores egen skyld.
For det er os der har stemt beslutningstagerne til magten. Den vigtigste lære af finanskrisen er egentlig ret indlysende:
Lad det ikke blot være op til en tank at tænke, og når du bliver spurgt, så sæt dit kryds med omtanke...
Skal man endelig drage en lære ud af dette finansielle sammenbrud, må det være at hvis noget er for stort til at måtte fejle - så er det for stort. Så kan man bryde det op i mindre stykker og lade det gå ned - af sig selv!
