Jeg hører til den truede minoritet, som ikke kan se ideen i
at have en iPad. Jeg havde en i et par uger men solgte den igen, fordi jeg
fandt den stort set ubrugelig til mit formål. De sidste tre ord i foregående
sætning er afgørende: til mit formål. Det er jo aldeles indlysende, at for
millioner af mennesker verden over er iPad’en et genialt stykke værktøj,
legetøj eller begge dele.
Hvem har så ret? Er iPad’en genial eller ubrugelig? Et
sådant Spørgsmål giver ikke mening. Den er genial for dem, der finder den
genial og ubrugelig for dem, der finder den ubrugelig. Markedet er så
fantastisk indrettet, at hvis der er kunder nok til, at et produkt kan sælges
med fortjeneste, bliver det stillet til rådighed for netop disse kunder. Alle
vi andre kan købe noget andet. Intet er så frisindet som kapitalismen.
Anderledes forholder det sig med velfærdsstaten. Når ydelser
finansieres via skatter opkrævet af politikere, får vi samtidig politisk
fastlagte ydelser. Hvis det var velfærdsstaten, der leverede IT til borgerne,
ville vi formentlig netop nu have en ophedet politisk diskussion af, om en iPad
bør være en del af serviceniveauet eller ej.
Argumentet for sådanne kollektive løsninger er ofte, at det
ikke skal være pengepungen, der afgør velfærden. Problemet med den tænkning er,
at dine og mine forbrugsvalg ikke kun afgøres af vores købekraft. Det er
faktisk ikke primært af økonomiske årsager, at jeg ikke har en iPad. Det
skyldes mine personlige præferencer. Hvis staten i lighedens navn pressede en
bestemt IT-løsning, der indeholdt en iPad, ned over danskerne, ville jeg
selvfølgelig tage imod den. Den ville jo være ”gratis”, og jeg ville selv have betalt
til den via skatten og dermed mistet det økonomiske råderum, jeg førhen kunne
have brugt på selv at købe IT. Men det ville ikke være en optimal løsning for
mig.
På velfærdsområdet bliver der presset mange løsninger ned
over borgerne, som de ikke selv ville have valgt. Et aktuelt eksempel er den
statssubsidierede arbejdsløshedsforsikring via a-kasserne. Systemet er udtænkt
i en svunden tid og er håbløst ufleksibelt. Politisk diskuteres det for tiden,
om dagpengeperioden skal være to eller fire år. Men hvorfor ikke lade kunden
vælge selv?
Hvis vi havde et velfungerende marked for
arbejdsløshedsforsikring, ville forskellige borgere vælge forskellige
løsninger. Hvis nogle ønskede en dagpengeperiode på hele fire år, ville det selvfølgelig
betyde, at forsikringspræmien blev noget højere, eller at dagpengeydelsen blev
noget mindre for disse personer. Personligt tror jeg, at mange ville gå efter
det modsatte, nemlig en kortere dagpengeperiode, hvis de til gengæld kunne opnå
en højere dagpengesats end de max. ca. 17.000 kr., som det nuværende system
tilbyder. Faktisk findes der allerede et forsikringsprodukt udbudt af
fagforeningen Frie Funktionærer, som tilbyder noget i den stil.
På enkelte velfærdsområder har politikerne øget valgfriheden
og dermed givet bedre velfærd for den enkelte, for eksempel via det frie
skolevalg samt den populære fritvalgsordning indenfor den kommunale ældrepleje.
Men tankegangen kan føres meget længere. For eksempel var der en debattør på
min facebook- side, som efterlyste, at pengene følger de ældre, der er blevet
visiteret til plejehjem, således at de i stedet for kommunens standardløsning kan
vælge at betale en person (for eksempel en pårørende) for at passe dem i eget
hjem. Et godt forslag, som ville give nogle af vores gamle medborgere et bedre
liv. Og det er vel dét, der i sidste ende er målet med velfærdsstaten.
