Kronik af Bo Lidegaard, Politikens chefredaktør:
Selv store indvandrernationer som USA, Canada og Australien har fra et meget tidligt tidspunkt ført streng kontrol med indvandringen, og alle har på forskellig vis forsøgt at regulere både, hvor mange og hvem der fik lov til at komme. Årsagen er enkel. Intet samfund kan rumme et ubegrænset antal tilflyttere, uden at dets indre sociale og økonomiske væv falder sammen.
Det gælder generelt, og det gælder især velfærdssamfund, der bygger på en vidtfavnende social kontrakt mellem borger og stat, og hvis økonomi står og falder med, at en meget stor del af befolkningen har højtlønnet arbejde, der igen forudsætter kvalifikationer til at indgå i avancerede produktionsprocesser.
I et velfærdssamfund som det danske er det med andre ord ikke tilstrækkeligt, at mange er i arbejde. De fleste af os skal også arbejde i den ende af produktionen, der skaber grundlag for en høj løn.
Masseindvandring er en trussel mod et sådant samfund, fordi kun et mindretal af de indvandrere, der kommer til landet, vil være i stand til at udfylde sådanne job på kortere sigt – og mange måske ikke engang på længere. Det tager tid at overvinde sproglige og uddannelsesmæssige barrierer.
