Internettet åbner nye muligheder for fremtidens journalister

I mit indlæg i går om Frankrigs uhensigtsmæssige annonce-skat nævnte jeg gruppen Radiohead, der fik succes med at lægge deres nye album ud på inter...

Jimmi Meilstrup,

10/01/2010

I mit indlæg i går om Frankrigs uhensigtsmæssige annonce-skat nævnte jeg gruppen Radiohead, der fik succes med at lægge deres nye album ud på internettet og bede fans om at betale det beløb, de fandt passende. Måske kan en lignende model også fungere for aviser. Den amerikanske freelance-journalist Paige Williams gør i hvert fald forsøget med en artikel, som hun har skrevet uden at have fået penge for det. Artiklen,der er lagt ud på hendes hjemmeside, har kostet hende over 2.000 dollars at producere, og nu håber hun, at læsernes bidrag kan få det til at løbe rundt.

Forsøget er interessant, fordi artiklen er en af de lange, dybdegående artikler (6.000 ord), som vi altid får at vide vil forsvinde, når blogs og gratisaviser konkurrerer om opmærksomhed og annoncekroner. Paige Williams vil uden tvivl få en masse opmærksomhed for at prøve noget nyt, men hvorvidt hele dagbladsbranchen kan fungere efter denne forretningsmodel, er der ingen der ved.

Nyhedssiden Spot.us forsøger sig med en anden model. Her bringer journalister forslag til historier, som brugerne kan donere penge til. Når et bestemt beløb er blevet indsamlet, går journalisten i gang med historien, som lægges ud på hjemmesiden, tilgængelig for alle. Denne omvendte tilgang har både fordele og ulemper: Brugerne ved ikke, om historien er prisen værd, før den er produceret, men til gengæld er det lettere at få journalister til at investere deres arbejde, når de ved, at de får deres løn.

Traditionelle aviser har gennem flere år oplevet faldende oplag. Men i stedet for at ønske internettet hen hvor peberet gror, skulle journalister hellere se mulighederne i det nye medie. Som Jay Rosen, professor i journalistik, siger i en New York Times-artikel om Spot.us:

"[Avisernes] forretningsmodel fungerer ikke. Vi er ved et punkt,hvor ingen rent faktisk ved, hvor pengene skal komme fra i fremtiden.Min egen holdning er, at vi skal forsøge en masse nye ting. De fleste af dem vil ikke virke. Der vil være masser af fejlslagne forsøg. Men vi er nødt til at sætte en masse skibe i søen."

Kilde: