Når unge mennesker går rundt og har svært ved at opføre sig ordentligt, er politikerne hurtige til enten at tale om hårdere straffe eller om mere offentlig social indsats.
Højrefløjen vil bruge flere penge på politi og fængselsvæsen, mens venstrefløjen vil bruge flere penge på behandlerindustrien. Samtlige partier vil de facto have mere statslig intervention.
Som klassiske liberale og konservative må vi insistere på at se længere. Se ud over den symptombehandling, der ligger i begge de skitserede tilgange til det problem, dårlig opførsel er.
Politikerne er prægede af en bestemt mentalitet. Ideen om at de på den ene eller anden måde skal regulere almindelige menneskers adfærd. Mentaliteten er svær at undgå. Specielt når de fleste politikere, uanset deres ståsted på højre-venstre skalaen, kommer fra uddannelsen, med det passende navn, statskundskab.
De er med andre ord uddannede til at se sig selv som vogtere, der med staten som instrument skal styre og regulere folket. De værktøjer som politikerne har til rådighed er, i deres eget syn på verden, ret ens -- uanset hvilken fløj, de befinder sig på.
Præcist derfor hører man sjældent politikere tale for en mere langsigtet strategi. Jeg hører dem ikke sige, at der skal være mere plads til at familierne kan opdrage.
Noget man i den forbindelse skal holde sig nøje for øje er, at staten ikke kan skabe det gode. Den kan kun – med varierende grad af effektivitet – afbøde effekterne af det dårlige. Husk altid dette!
Familien er sædet for karakterdannelse og opdragelse. Her skabes de individer, der godt af sig selv forstår at opføre sig ordentligt. Familien er altså opbyggende – den forebygger og overflødiggør statslig intervention.
Kun når familien fejler, bliver det nødvendigt for staten at skride ind, men så er det altid kun som skadesbegrænser. Familien og staten ligger hele tiden i en form for konflikt over, hvem der skal regulere og organisere.
Det gode skabes altså i familierne. Skal vi have færre unge, der laver ballade, må vi se til igen at give familier plads til at fungere og agere. Vi må give de gode værdier mere spillerum. Forældre skal igen have autoritet over børnene.
Desværre tyder meget på, at politikerne helt har opgivet at lade familier opbygge mennesket. Familier har siden 50erne været udsat for både kulturelle og politiske angreb og er nu følgelig svækkede i en særdeles udpræget grad. Det begynder vi nu for alvor at føle konsekvenserne af.
Den opdragelse en god familie kan give et individ ses af nogle som undertrykkelse, men den rammer i det mindste kun inden for den konkrete familie og er meget mere tilrettet det individ, den rammer og giver til gengæld dette en god mulighed for senere bedre at forvalte sin frihed fornuftigt. Den, der er godt opdraget, behøver jo ikke afskæres fra det omgivende samfund af staten.
Derimod er den symptombehandling staten kan sætte ind med langt mere drakonisk, langt dyrere, langt mindre effektiv og rammer langt mere arbitrært. (Knivloven er vist eksempel nok.)
Mod slutningen af denne klumme må jeg igen konstatere, som jeg gjorde det i klummen Danmark bløder, at konservative har fejlet fatalt her i landet. Ved kun at tale om islam og lavere skatter har de forbigået det allervigtigste. Nemlig en egen stærk og sund kultur. En sådan må og skal tage udgangspunkt i familien.
Jeg vil ikke her gå konkret ind i, hvordan staten har undergravet muligheden for stærke familier, ej heller hvor nemt det er at bevise, at familiers styrke er omvendt proportionalt forbundet med socialstatens størrelse. Det vil jeg komme tilbage til næste gang.
Højrefløjen vil bruge flere penge på politi og fængselsvæsen, mens venstrefløjen vil bruge flere penge på behandlerindustrien. Samtlige partier vil de facto have mere statslig intervention.
Som klassiske liberale og konservative må vi insistere på at se længere. Se ud over den symptombehandling, der ligger i begge de skitserede tilgange til det problem, dårlig opførsel er.
Politikerne er prægede af en bestemt mentalitet. Ideen om at de på den ene eller anden måde skal regulere almindelige menneskers adfærd. Mentaliteten er svær at undgå. Specielt når de fleste politikere, uanset deres ståsted på højre-venstre skalaen, kommer fra uddannelsen, med det passende navn, statskundskab.
De er med andre ord uddannede til at se sig selv som vogtere, der med staten som instrument skal styre og regulere folket. De værktøjer som politikerne har til rådighed er, i deres eget syn på verden, ret ens -- uanset hvilken fløj, de befinder sig på.
Præcist derfor hører man sjældent politikere tale for en mere langsigtet strategi. Jeg hører dem ikke sige, at der skal være mere plads til at familierne kan opdrage.
Noget man i den forbindelse skal holde sig nøje for øje er, at staten ikke kan skabe det gode. Den kan kun – med varierende grad af effektivitet – afbøde effekterne af det dårlige. Husk altid dette!
Familien er sædet for karakterdannelse og opdragelse. Her skabes de individer, der godt af sig selv forstår at opføre sig ordentligt. Familien er altså opbyggende – den forebygger og overflødiggør statslig intervention.
Kun når familien fejler, bliver det nødvendigt for staten at skride ind, men så er det altid kun som skadesbegrænser. Familien og staten ligger hele tiden i en form for konflikt over, hvem der skal regulere og organisere.
Det gode skabes altså i familierne. Skal vi have færre unge, der laver ballade, må vi se til igen at give familier plads til at fungere og agere. Vi må give de gode værdier mere spillerum. Forældre skal igen have autoritet over børnene.
Desværre tyder meget på, at politikerne helt har opgivet at lade familier opbygge mennesket. Familier har siden 50erne været udsat for både kulturelle og politiske angreb og er nu følgelig svækkede i en særdeles udpræget grad. Det begynder vi nu for alvor at føle konsekvenserne af.
Den opdragelse en god familie kan give et individ ses af nogle som undertrykkelse, men den rammer i det mindste kun inden for den konkrete familie og er meget mere tilrettet det individ, den rammer og giver til gengæld dette en god mulighed for senere bedre at forvalte sin frihed fornuftigt. Den, der er godt opdraget, behøver jo ikke afskæres fra det omgivende samfund af staten.
Derimod er den symptombehandling staten kan sætte ind med langt mere drakonisk, langt dyrere, langt mindre effektiv og rammer langt mere arbitrært. (Knivloven er vist eksempel nok.)
Mod slutningen af denne klumme må jeg igen konstatere, som jeg gjorde det i klummen Danmark bløder, at konservative har fejlet fatalt her i landet. Ved kun at tale om islam og lavere skatter har de forbigået det allervigtigste. Nemlig en egen stærk og sund kultur. En sådan må og skal tage udgangspunkt i familien.
Jeg vil ikke her gå konkret ind i, hvordan staten har undergravet muligheden for stærke familier, ej heller hvor nemt det er at bevise, at familiers styrke er omvendt proportionalt forbundet med socialstatens størrelse. Det vil jeg komme tilbage til næste gang.
