Inflation i politiske hypokondere

Hvor er det forudsigeligt, når politiske kommentatorer som Thomas Larsen og Hans Engell bedømmer Lars Løkke Rasmussens spindoktors Facebook-opdater...

Filip Ulrichsen,

18/02/2010

Hvor er det forudsigeligt, når politiske kommentatorer som Thomas Larsen og Hans Engell bedømmer Lars Løkke Rasmussens spindoktors Facebook-opdatering til at være noget så alvorligt som hhv. "fuldtonet amatørisme" og "hamrende uprofessionel".

Paradoksalt nok bliver udsagnene selvopfyldende. De to eksperters bedømmelser bliver jo printet med fed tryksværte i Søs Marie Serups politiske karakterbog, hvor de for tid og evighed kommer til at stå som udtryk for offentlighedens holdning til den sag.

Men lad os lige underkaste de politiske kommentatorer lidt nødvendig kildekritik. Politiske kommentatorer har en interesse i at komplicere sagerne, så de selv må konsulteres for at udrede dem.

Sådan er det også med advokater, der lukrerer på en uoverskuelig lovjungle, som almindelige mennesker ikke har mulighed for at sætte sig ind i. Jo mere alvorligt, kommentatorerne kan udlægge en fodfejl i den politiske kommunikation, desto mere indsnævrer de tolerancen. Det begrænsede spillerum giver mulighed for, at politiske iagttagere kan ernære sig af rådgivning.

Desperation
Jeg vil gerne prøve at perspektivere den beklagelige udvikling, hvor eksperter eller andre overgearede ildsjæle får for frit spillerum til at trække deres specialiserede dagsorden ned over alle os andre, som egentlig har vigtigere gøremål i livet: kærlighed og børneopdragelse f.eks.

Der tegner sig et generelt problem. 

Af en eller anden grund er der altid nogen, der spæner rundt med sagsmapper under armene for at foregive travlhed, udspyende visioner, som ingen ved, om der er efterspørgsel på, men som andre skal realisere gennem hårdt arbejde.

Måske skyldes det desperation på et vanskeligt arbejdsmarked, måske inflation i befolkningens konkurrencementalitet. 

De har under alle omstændigheder misforstået Paretos lov, der siger, at fokus på de rigtige 20 pct. af arbejdet giver 80 pct. af effekten. Ildsjælene får regnestykket til at tage sig omvendt ud, så en enorm ekstra arbejdsbyrde giver en insignifikant forbedring.

Nogle gange er de 80 pct. af arbejdet ligefrem kontraproduktivt, som tilfældet er med maniske kommentatorer, som prøver at gøre os til politiske hypokondere ved at udskrige enhver tanketorsk som en ny svineinfluenza, der kun kan bekæmpes ved, at de samme spindoktorer ordinerer en ordentlig dosis politisk medicin.

Men hvordan var det nu det gik med Sundhedsstyrelsens lager af Tamiflu? Der var ikke brug for det.

Lars Løkke Rasmussens spindoktor Søs Marie Serup skrev ifølge Berlingske Tidende: "Skattelettelsernes natur: Først vil vi ikke have dem, når vi så får dem, er de aldrig store nok, men hvis nogen truer med at tage dem fra os, så flejner vi på tværs! Danmark er et dejligt land at lege med politik i:-)".

Kilde: