Individualisme er det eneste, der kan redde os mennesker fra hinanden

Midt på sommeren i år var jeg til demonstration mod det iranske diktatur på rådhuspladsen i København. Pladsen var tætpakket. Jeg vil skyde på at der var mere end tusinde personer til stede. De var primært af iransk afstamning, iblandet lidt blege danskere som mig selv. Når man tænker på at der er ca. 10.000 personer med iranske rødder i Danmark, er det ganske imponerede at så mange viser sig for at støtte kampen for demokrati i deres oprindelsesland. Nu kunne nogen sikkert tro at når der samledes så mange med muslimsk baggrund, så ville Rådhuspladsen være dækket af tørklæder, "marg bar bozorg-e-shaitan" tilråb og lignende. Men der var tværtimod ingen tørklæder og en rigtig god stemning. Der var masser af kongeflag med den iranske løve, gamle nationalsange og indædt støtte til de demonstrende i Iran og modstand præstediktaturet. Bl.a. holdt Farshad Kholgi en stærkt følelsesladet tale mod undertrykkelsen. Og lad det være sagt med det samme: jeg har aldrig set så mange DKNY tasker, Gucci solbriller og stramtsiddene D&G t-shirts på et sted. Det var en opvisning i smukke unge mennesker med hjertet på rette sted.

Samme uge som demonstrationen for demokrati i Iran, overværede jeg en retssag i Østre Landsret. Nogle unge invandrerknægte havde ved flere lejligheder tæsket forskellige mennesker, bl.a med køller. De var knapt myndige og allerede kendte i systemet. Det var en deprimerende oplevelse (hvilket retssager ofte er), og jeg sad tilbage med en fornemmelse af at disse unge kriminelle ville komme til at ligge vores samfund til last i mange år fremover. Jeg fornemmede ikke nogen religiøse motiver overhovedet, men en stærk ligegyldighed over for samfundet, en kraftig gruppeidentitet og en meget kort lunte.



Hvordan sammenholder man sådan to oplevelser med unge fra etniske minoriteter med muslimsk baggrund? Hvad er den "rigtige" historie om de unge indvandrerne? Er indvandrere kriminelle der ikke ønsker at være en del af det danske samfund, eller er de arbejdesomme og frisinde demokrater? Svaret på spørgsmålet er naturligvis ingen af delene og begge dele. I virkeligheden er det også et dumt spørgsmål. Men den eneste måde vi kan håndtere problemstillingen på, er ved at holde fast i vores borgerligt liberale individualisme, og ignorere kollektivismens sirenesang. Det handler ganske enkelt om hvordan vi oplever og møder verden - som individualister eller kollektivister.

Individualisme er svaret på hvordan man forener disse to historier. Individualisme er at sætte det enkelte individ i centrum; At acceptere at alting udspringer fra den enkelte person, ikke fra kollektiver. Vores borgerligt liberale frihedsrettigheder er netop individuelle. Du har en ret til at staten ikke blander sig i dine tanker, dine ytringer eller dine forsamlinger. Der findes ikke rettigheder for grupper, men en ret for individer til at staten ikke blander sig utidigt. Og staten blander sig utidigt, hvis den vil hindre at du som individ gør noget der ikke konkret skader andre. Individer der opfører sig ordentligt og svarer enhver sit skal accepteres i samfundet. Individer der overtræder vores love skal straffes. Mere indviklet behøvede det ikke at være, hvis ikke det var for kollektivismen.

Kollektivismen sætter folk i bås. Du tilhører en bestemt gruppe, og derfor bør du opføre dig på en bestemt måde. Jeg har hørt frelste halalhippier kalde Naser Khader et Kinder-æg: sort udenpå og hvid indvendig. Omvendt er en af mine aldeles velintegrerede bekendte blevet spyttet på og kaldt perker på gaden. Begge dele er udtryk for en afstumpet tankegang, hvor dit ophav synes vigtigere end dine egne handlinger. Men det er forkert! Individualismen har ret: Vi er skal belønne dem der opfører sig ordentligt og straffe dem der ikke gør, uanset etnisk baggrund eller socialklasse.

Socialisterne har altid været kollektivister og deres samfundsanalyse har altid været forkert. Den er baseret på klasser af mennesker der kæmper mod hinanden om en nulsumsløsning. Hvis nogen får mere er der andre der må få mindre. Omvendt ser liberalismen individer der kan arbejde sammen om at bedre egne forhold gennem målrettet arbejde. Hvis vi arbejder sammen, også i konkurrence, så vil der blive mere til os alle.

Dagens islamofober tænker på samme måde som socialister. Der findes klasser af mennesker, delt op af etnisk og religiøs herkomst. Disse klasser står i diametral modsætning til hinanden. Og vores klasse skal forsvare sig selv, for der findes ikke nogen måde at forskellige grupper kan sameksistere.

Her er individualismen lodret uenig. Hvis nogen personer arbejder på at skade andre, så skal de hindres i dette og straffes. Men der er intet til hinder for at alle, uanset social eller etnisk herkomst, ikke kan finde måder at arbejde sammen om at bedre forholdene for sig selv og andre.



Når vi danskere diskuterer indvandringen gennem de sidste 30 år, ender debatten altid med at bliver polariseret. På den ene side står dem der mener at bøllerne fra retssalen giver et retvisende billede af indvandringen. De mener at det aldrig vil være muligt at ændre på den trælse statistik at indvandrere, især fra Mellemøsten, har en lavere jobfrekvens og er mere kriminelle end gennemsnitsdanskeren på grund af deres muslimske baggrund. Omvendt siger venstrefløjen at indvandrerne bare er misforståde, og at hvis vi danskere mødte dem med større tolerance, så ville alle problemer forsvinde. Hvis ellers disse mennesker overhovedet vil indrømme at der er problemer. Og så er det jo iøvrigt samfundets skyld.

Jeg føler mig tit fanget midt i en krydsild når emnet indvandring og integration kommer på banen. For mens jeg er helt enig i det problematiske i at ukritisk at have indvandring gennem asylsystemet, og er opmærksom på de problemer dette har givet, så mener jeg dog ikke at disse problemer ikke kan bedres i det lange løb. Men det kræver naturligvis at man ikke sidder med hænderne i skødet og lader som om alt er godt.

Grunden til at mit udsyn ikke er så sort, er at jeg kender flere indvandrere der er ganske velintegrerede i det danske samfund. De ligner på ingen måde karikaturen af dårligt uddannede indvandrerbøller med hip hop kasket. Selvom mine venner kalder sig selv muslimer, så betyder det ikke meget mere end at de mestendels undgår svinekød og holder de største par muslimske helligdage sammen med familien (og Jul - de har jo alligevel fri, og den er så hyggelig).

Alt dette betyder ikke at vi som samfund ikke skal forholde os til de problemer der unægteligt er med indvandringen. Det er det regeringen har gjort siden 2001, hvor vi har mindsket indvandringen gennem asylsystemet, for bedre at kunne integrere de indvandrere der allerede er her. Og det betyder heller ikke at vi ikke skal straffe kriminalitet hårdt, uanset hvem der begår den.

Men individualismens principper betyder at staten skal blande sig uden om folks påklædning og hvordan de forsamles, sålænge at individerne ikke konkret skader andre.

Jeg er træt af som liberalt borgerlig at blive kaldt naiv og tolerant, bare fordi jeg ikke vil undertrykke andre mennesker, der ikke har gjort noget galt! Hvis personer laver noget kriminelt, ja så skal de straffes. Hvis de siger ting du ikke kan lide at høre, så svar igen, som vi plejer at gøre det i Danmark. Men hvis du vil hindre folk i at sige deres mening eller mødes, blot fordi de som gruppe ikke passer ind i dit billede af hvordan man bør opføre sig, så er det altså dig der er galt afmarcheret og opfører dig på en måde der er aldeles udansk. Disse individualistiske principper har virket fremragende for os i Vesten siden oplysningstiden. Hvis vi begynder at udvande disse principper, så er jeg bange for at kollektivisterne på begge sider af indvandrerdebatten får øje på andre mål, end de minoriteter der jagtes i dag.



Og for at vende tilbage til mine oplevelse i sommer. Hvordan forholder jeg mig til de glade demokrater på Københavns Rådhusplads overfor de hærdede bøller i retten?

Demokraterne skal have et stort knus. Bøllerne skal smides i fængsel. Det er ikke de samme personer, og demokraterne skal ikke bøde for bøllernes fejltrin.

Der findes ingen anden vej end individualismen, hvor vi respekterer hinanden som individer, ikke som del af grupper. Det er den eneste måde vi som mennesker kan leve sammen på.