De seneste ugers markante fald på aktiemarkederne har taget de fleste analytikere, eksperter, kommentatorer og sågar økonomer på sengen. De søger i Øst og Vest for at finde hoved og hale på hele misæren. Deres hovedargument er, at virksomhederne viser styrke i regnskaberne, og at der hermed ikke er grundlag for disse store fald vi har set. De skyder skylden på irrationelle paniske investorer eller computeralgoritmer (de selv har skabt) der er sat til at sælge ud, når de modtager et bestemt signal.
Hvad disse såkaldte orakler glemmer at tage in mente er, at siden kollapset i Lehman og den efterfølgende finanskrise, er der postet utrolige mængder fiat penge i markederne. Alt denne likviditet finder vej til forskellige aktiver og naturligvis giver dette sig også udslag i virksomhedernes regnskaber. Når der er flere fiat penge i systemet, vil flere penge jagte færre ressourcer, hvilket presser den nominelle pris i vejret. Det er denne effekt vi ser på råvaremarkedet, hvor stort set alle råvarer er steget i pris siden 2008, men også denne effekt der giver udslag i forbrugernes købelyst. Er man vant til at drikke kaffe hver dag, så skruer man ikke umiddelbart ned for forbruget fordi prisen stiger. Det er en langsom proces der skal forplante sig i hele værdikæden, før den når forbrugerne og i sidste ende i virksomhedernes regnskaber.
Det giver derfor ingen mening at kigge på, om en virksomhed overrasker med større nominelt overskud end forventet, når der samtidig er printet uanede mængder gratis papirpenge af centralbankerne siden sidste regnskabsaflæggelse.
Det man skal kigge på i stedet for, er det der kaldes købekraft. Begrebet beskriver hvor meget man reelt kan købe for sine penge, og ser derfor bort fra prisen, som er nominel. Hvis eksempelvis et land beslutter at sætte tre nuller bag på sine pengesedler, hvilket medfører, at en pose kaffe nu koster 30.000 kr. i stedet for 30 kr., så ændrer det ikke på hvor meget kaffe man kan købe, da ens formue og løn ligeledes bliver forøget med tre nuller. Fiat penge siger intet om hvad den reale pris er.
For at finde den reale pris, skal man kigge på hvor meget kaffe man kan købe for sin løn i dag i forhold til sidst. Alternativt kan man vende det på hovedet og spørge sig selv, hvor mange poser kaffe man får i løn nu i forhold til før? Her vil de fleste nok opdage, at deres lønninger ikke er fulgt med det generelle prisniveau (inflation). Der er dermed sket en udhuling i folks købekraft siden centralbankerne startede seddelpressen, som ikke umiddelbart kan ses i regnskaberne.
At virksomhedernes regnskaber på overfladen ser sunde ud er blot et udtryk for, at de er steget i nominelle værdier, men ikke i reale. Man skal huske på, at mere likviditet medfører en svækket valuta. Denne svækkelse kan eksperterne tilsyneladende heller ikke få øje på, da de sammenligner med andre valutaer der er ligeså svækkede. Det svarer til, at man sætter to snegle til at løbe om kap, og så konkluderer, at vinderen er hurtig. Måske hurtig i forhold til den endnu langsommere snegl, men ikke hurtig sammenlignet med andre dyr.
De eneste aktiver man kan sammenligne valutakurs med er ædelmetaller, og særlig guld og sølv. Selv en valuta som CHF fejler i sammenligning, da det i bund og grund bare er endnu en papirvaluta. På trods af dette, er CHF styrket kraftigt i forhold til alle andre valutaer på det seneste. Sammenlignes i stedet med guld, så ses det hurtigt, at samtlige valutaer er svækkede – også CHF.
Grunden til at investorer køber guld er, at de har mistet tilliden til fiat penge og deres konstante korrosion. Guld korroderer ikke, men bevarer sin købekraft, hvilket det har gjort i mange tusinde år. I romerriget kunne en guldmønt købe en rustning, i dag kan selvsamme mønt købe et nydeligt jakkesæt.
De fleste sølv- og guldinvestorer ville nok foretrække, at prisen på ædelmetallerne var lav, da det ville være et udtryk for en sund verdensøkonomi som alle naturligvis ønsker, men når det nu ikke er tilfældet, så søger de mod de eneste sande former for penge der er tilbage.
Originalt link: http://www.soelvinvestor.dk/2011/08/19/illusionen-om-velstand/
