Hvad tænker de mon på Statens Museum for Kunst, sædet for den højeste ekspertise inden for kunstens verden. Grev Axel af Rosenborg har deponeret Otto Baches meget store maleri ’Et kobbel heste uden for en kro,’ fra 1878.
Jeg er historiker og er undertiden lidt nostalgisk anlagt. Derfor holder jeg meget af maleriet, og det er jeg ikke ene om. Det er det oftest gengivne maleri i dansk historie. Der er en stemning af de gode gamle dage over det. Kroen ligger i Korsbæk. Men der er mere liv i dyrene end i guldalderkunstens biedermeierske stillestående atmosfærer. Det skyldes dog, at postbudet i den røde jakke blæser i signalhorn.
Det er meget dygtigt malet. Bache er kendt for sine fremstillinger af heste – som barn havde han lært at ride hos en onkel, står der i en leksikonartikel.
”Der var så dejligt ude på landet; det var sommer!” skrev H. C. Andersen 44 år tidligere, men en side længere henne kommer det fantastiske drama, som gør ”Den grimme ælling” til et mesterværk. Ægget revnede omsider og andemor udbrød skrkslagen, ”Det er da en forfærdelig stor ælling, den.”
Der er ingen grimme ællinger blandt koblet af heste. Hvorfor skulle maleriet da også rumme eller antyde det grimme og urovækkende, kan man med rette spørge, og man kan svare, selvfølgelig skal det foruroligende ikke være tilstede, for det er et genremaleri. Det er hamrende godt malet, men prøv at sammenligne det med Baches ”De sammensvorne rider fra Finderup lade.” Det er et historiemaleri. Det rummer drama og uhygge selv for den betragter, som ikke kender historien.
Nu hænger ’Et kobbel heste uden for en kro’ på vores fornemste kunstmuseum. Og jeg tror, at museumsfolkene har to vidt forskellige tanker om deponeringen. Maleriets popularitet trækker publikum til, og det er medvirkende til museets berettigelse. Den anden tanke er - tror jeg - at maleriet ikke er et stort kunstværk, hvordan pokker man så end definerer det.
Otto Baches billede må i et aktuelt perspektiv dog være et fremragende kunstværk. Museet indkøbte for et par år siden Jenny Holzers ”Inflammatory Essays”, der består af seks tekster bag glas i hver sin ramme. Hvorfor udstilles disse essays ikke på Det kongelige Bibliotek? Det ville jo være tilfældet, hvis de var udgivet i bogform og forsynet med et ISBN. Hvis det er glas og ramme, der ophøjer en række sætninger til kunstværker, så må et penselskabt oliemaleri på lærred da tonse ind på kunstverdenenss rangliste.
Hvad vil museets folk gøre næste gang de får tilbudt et genrebillede?
Jeg er historiker og er undertiden lidt nostalgisk anlagt. Derfor holder jeg meget af maleriet, og det er jeg ikke ene om. Det er det oftest gengivne maleri i dansk historie. Der er en stemning af de gode gamle dage over det. Kroen ligger i Korsbæk. Men der er mere liv i dyrene end i guldalderkunstens biedermeierske stillestående atmosfærer. Det skyldes dog, at postbudet i den røde jakke blæser i signalhorn.
Det er meget dygtigt malet. Bache er kendt for sine fremstillinger af heste – som barn havde han lært at ride hos en onkel, står der i en leksikonartikel.
”Der var så dejligt ude på landet; det var sommer!” skrev H. C. Andersen 44 år tidligere, men en side længere henne kommer det fantastiske drama, som gør ”Den grimme ælling” til et mesterværk. Ægget revnede omsider og andemor udbrød skrkslagen, ”Det er da en forfærdelig stor ælling, den.”
Der er ingen grimme ællinger blandt koblet af heste. Hvorfor skulle maleriet da også rumme eller antyde det grimme og urovækkende, kan man med rette spørge, og man kan svare, selvfølgelig skal det foruroligende ikke være tilstede, for det er et genremaleri. Det er hamrende godt malet, men prøv at sammenligne det med Baches ”De sammensvorne rider fra Finderup lade.” Det er et historiemaleri. Det rummer drama og uhygge selv for den betragter, som ikke kender historien.
Nu hænger ’Et kobbel heste uden for en kro’ på vores fornemste kunstmuseum. Og jeg tror, at museumsfolkene har to vidt forskellige tanker om deponeringen. Maleriets popularitet trækker publikum til, og det er medvirkende til museets berettigelse. Den anden tanke er - tror jeg - at maleriet ikke er et stort kunstværk, hvordan pokker man så end definerer det.
Otto Baches billede må i et aktuelt perspektiv dog være et fremragende kunstværk. Museet indkøbte for et par år siden Jenny Holzers ”Inflammatory Essays”, der består af seks tekster bag glas i hver sin ramme. Hvorfor udstilles disse essays ikke på Det kongelige Bibliotek? Det ville jo være tilfældet, hvis de var udgivet i bogform og forsynet med et ISBN. Hvis det er glas og ramme, der ophøjer en række sætninger til kunstværker, så må et penselskabt oliemaleri på lærred da tonse ind på kunstverdenenss rangliste.
Hvad vil museets folk gøre næste gang de får tilbudt et genrebillede?
