I Norge sidder verdens rigeste folk på “flæsket”, og har råd til at give 45,00 kr. for en pølse og 135,00 kr. for at køre ½ time med toget. Men i Østen kan du køre i taxi i både halve og hele dage - og købe flere pølser på en pind, end du kan sætte til livs - for de samme penge. Men globaliseringen er en vægt, og balancen er begyndt at tippe…
Den globale økonomi har medført at den økonomiske hastighed er blevet speedet op. I Adam Smith’s tid blev flodpramme trukket af søvnige dyr langs floden, og energien til produktionsapparatet frembragt af løbende eller kogt vand. I dag kan hele floden ligge og skvulpe i bare én af de supertankere, der hurtigt bringer energidrivmidlerne fra den ene ende af kloden til den anden.
I dag anser vi truslen om stagflation - i stil med den der ramte Japan i 1980′erne – for den største trussel mod Amerika og Europa’s økonomier. Man presser derfor i Amerika på, for at FED skal sætte anden runde af kvantitative lempelser i gang for at stoppe nedkølingen af de vestlige økonomier. FED har da også sat et storstilet opkøbsprogram i værk, der opsuger obligationer fra markedet, for likviditet.
På den anden side af kloden er forbrugerpriserne kraftigt stigende. Vækstøkonomierne har nu en inflationsrate på mere end 5 %. Indien tegner sig for prisstigninger på mere end 13 %. Kinas inflationsrate ligger mere moderat på ca. 3 %.
Der er ingen tvivl om at vækstøkonomierne er glohede, og at meget af ophedningen kommer fra det lokale ejendomsmarked. Som et kuriosum kan man konstatere, at de imponerende vækstrater, der præsteres i emerging markets ikke just har frembragt større lighed på den velstandsbølge, der skyller ind over markederne – endnu – luksuslejligheder i Mumbai har stadig panoramaudsigt over byens slumkvarterer. Men det er en udsigt, der står til at blive ændret, når Indiens fattige kommer til penge.
Emerging markets økonomier gløder i dag kirsebærrødt, og vi har en brat opvågnen i vente. De rødglødende økonomier i øst vil på sigt fordampe det vestlige leje i markedsøkonomien – som ellers er ganske iset til idag – og forvandle det til en udtørret waadi, og smeltepunktet ser ud til at være nået i 2012. Og brændstoffet til ilden kommer såmænd fra den deflationbekæmpelse, som de gigantiske stimulusprogrammer G-20 landene har sat i værk ellers er beregnet til.
For i vor visdom – og naive tiltro til de forenklede makroøkonomiske indikatorer – anser vi nemlig stimulering af efterspørgsel for en slags mirakelmedicin, og ordinerer den gerne som et universalmiddel imod recession i rigt mål. I dagens globale økonomi, er det ikke bare en utopi, men en direkte forkert behandling.
Handel og direkte investeringer i udlandet udgør i dag godt og vel halvdelen af det globale bruttonationalprodukt. Multinationale selskaber driver dem begge. Man ser sig omkring i verden for at spotte de laveste omkostninger at etablere produktionsapparater for, og logistik til at fremføre forbrugsgoder med, til hvor efterspørgslen nu engang findes. Man kaster derudover gerne så stor likviditet i grams, så det ligefrem er nødvendigt at grave Panamakanalen bredere for at kunne transportere den varerigelighed som den ekspansive økonomiske politik fører med sig.
Man må tage sig til hovedet!
Det sker fordi at udbud og efterspørgselsstrukturerne i dag er ganske forvredne. Når vore regeringer sprøjter likviditet ud i økonomien, medfører stigningen i efterspørgsel nemlig ikke nødvendigvis, at stimuleringen fører til at den lokale forsyning fremmes her. Men hvad endnu mere alvorligt er, at når multinationale selskaber så beslutter sig for at investere andre steder, medfører det heller ikke stigning i beskæftigelsen så væksten kan opretholdes lokalt.
Det er en ganske alvorlig ubalance, som driver verdensøkonomien mod et strukturelt sammenbrud.
Ligesom vand altid strømmer nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne mere end hvor hvor de bringes i anvendelse. Vesten hælder i dag penge i den globale økonomi via store budgetunderskud - eller via ekspansive pengepolitikker ved at lade centralbankerne afhænde statsobligationer i stor stil - det fører en ekspanderende balance i pengemængden med sig, og driver rentebyrden op på bekostning af dén fremtidige velfærd, som det ellers går ud på at værne.
Men vi sætter hele Østen i sving.
Det får samtidig vækstlandene til at drukne i overskydende likviditet. Vækstøkonomierne er i dag nærmest selvlysende rødglødende, og paradoksalt nok skaber denne udvikling grobunden for et gigantisk krak, der i den sidste ende vil vende verden på hovedet.
Man kan forestille sig, at den overordnede tanke må være, at inflationen i sidste ende vil vende op og ned på USA og Europa’s økonomiske formåen, og omkostningerne i de nye vækstøkonomier vil stige højt nok til at de multinationale selskaber på sigt vil investere og ansætte i Vesten igen. Det er bare ikke et sandsynligt scenarium i overskuelig fremtid. Den gennemsnitlige løn i de udviklede økonomier er nemlig mere end 10 gange større end i emerging markets.
Et mere sandsynligt scenarium vil være, at Vesten vil være nødt til at standse stimululeringsprogrammerne, når inflationen slår tilbage fra de nye vækstøkonomier. Det vil resultere i alvorligt stigende råvarepriser. Råvarepriserne er en skat på Vesten til fordel for vækstøkonomierne, der producerer råvarer.
Ironien er at vi med de ekspansive økonomiske politikker vil ende med at tilføje vore økonomier en katastrofal skadevirkning. Det er også globaliseringens magi. Den usynlige hånd flytter overskuddet. Tager fra de rige og giver til de fattige.
Man kan blive så selvfed og forvent, at en mere sulten mand løber med jobbet…
Priserne på importerede forbrugsvarer vil stige med de stigende lønomkostninger i vækstøkonomierne. Kinas nominelle BNP vokser i dag med omkring 17-20 % pa., og lønomkostningerne holdes lave på grund af den store arbejdskraftsreserve og den store overproduktionskapacitet.
I Vesten vil efterspørgslen efter arbejdskraft trække store lønstigninger for at kompensere for den aktuelle og fremtidige inflation. Man kan hævde, at den høje arbejdsløshed vil holde lønningerne i skak. Men vestens vækstpolitikker har hidtil drevet de ekspansive pengepolitikker til det yderste og der er ingen grund til at forvente at det vil ændre sig, og det vil forstærke “rekylen” fra de hidtige stimuleringsprogrammer, når inflationen skyller tilbage.
I 2012, vil Fed løbe tør for undskyldninger for ikke at hæve renten. Til den tid vil den overskydende likviditet i den globale økonomi være gigantisk, og stramningen vil sandsynligvis udløse en alvorlig global krise, når aktivboblen brister for alvor.
Alt imens vil det der i virkeligheden er galt - at Vesten er har en faldende konkurrenceevne – stå fuldstændigt uadresseret. I den globaliserede økonomi vil både produktion og likviditet flyde mod de laveste lejer i floden, og fordybningerne i Kina og Indien vil suge den økonomiske kraft ud af Amerika og Europa! Det er de multinationale selskaber, der i sidste ende beslutter hvor lejet skal ligge.
Kina og Indien kan tilbyde både produktivitet og nærmest uendelig billig arbejdskraft, for de har ingenting…
I Vestens har vi masser af penge – og er vant til høj velfærd, lav arbejdstid og høje lønninger, og den tredje verdens grundbetingelser ligger derfor fjernt fra vore forventninger. Når regeringerne i vesten sprøjter penge ud i nationaløkonomierne for at stimulere efterspørgslen, medfører det derfor blot at Kina og Indien bliver rigere og rigere, og vi i vesten selv fattigere og fattigere – vi må slås med med både stigende nationalgæld, stigende skatter og stigende renter – og til overflod også med stigende råvarepriser, på grund af den inflation vi selv har skabt med de ekspansive økonomiske politikker!
Prisen vi kommer til at betale, er nærmest ubetalelig - vi må vente på at Kina og Indien bliver rige nok til, at arbejdsstyrken kommer op på vestlige lønninger og vestligt niveau. Det bliver en lang og meget smertefuld proces.
Produktivitet, handel og de økonomiske strømme har gjort verden mindre, og den globale økonomi kan ganske rigtigt ikke styres på merkantile præmisser.
Men det betyder ikke at konkurrencen på rigdom og velstand er ophørt - det betyder bare at kampen om velstand er blevet mere fair – og fair betyder i denne forbindelse, at nogle som hidtil har haft det svært, vil have det nemmere nemmere, mens andre som har haft det nemt fremover vil få det sværere og sværere.
Det er os der får det sværere, og vi betaler oven i købet i dyre domme for det.
Alt imens køber Kineserne og Inderne guld op – i stride strømme - Velkommen til gaveboden. Der er frit valg på alle hylder. Gevinst på alle lodder. Vi giver det hele væk!
At låne til afdragene er hul i hovedet og hører ingen steder hjemme. Nej, vi skal gribe om nældens rod og skabe balance i pengemarkedet, og forbedre vor konkurrenceevne, for at kunne få orden i varemarkedet.
Det er mig ubegribeligt, at beslutningstagerne ikke kan indse dette!
Den globale økonomi har medført at den økonomiske hastighed er blevet speedet op. I Adam Smith’s tid blev flodpramme trukket af søvnige dyr langs floden, og energien til produktionsapparatet frembragt af løbende eller kogt vand. I dag kan hele floden ligge og skvulpe i bare én af de supertankere, der hurtigt bringer energidrivmidlerne fra den ene ende af kloden til den anden.
I dag anser vi truslen om stagflation - i stil med den der ramte Japan i 1980′erne – for den største trussel mod Amerika og Europa’s økonomier. Man presser derfor i Amerika på, for at FED skal sætte anden runde af kvantitative lempelser i gang for at stoppe nedkølingen af de vestlige økonomier. FED har da også sat et storstilet opkøbsprogram i værk, der opsuger obligationer fra markedet, for likviditet.
På den anden side af kloden er forbrugerpriserne kraftigt stigende. Vækstøkonomierne har nu en inflationsrate på mere end 5 %. Indien tegner sig for prisstigninger på mere end 13 %. Kinas inflationsrate ligger mere moderat på ca. 3 %.
Der er ingen tvivl om at vækstøkonomierne er glohede, og at meget af ophedningen kommer fra det lokale ejendomsmarked. Som et kuriosum kan man konstatere, at de imponerende vækstrater, der præsteres i emerging markets ikke just har frembragt større lighed på den velstandsbølge, der skyller ind over markederne – endnu – luksuslejligheder i Mumbai har stadig panoramaudsigt over byens slumkvarterer. Men det er en udsigt, der står til at blive ændret, når Indiens fattige kommer til penge.
Emerging markets økonomier gløder i dag kirsebærrødt, og vi har en brat opvågnen i vente. De rødglødende økonomier i øst vil på sigt fordampe det vestlige leje i markedsøkonomien – som ellers er ganske iset til idag – og forvandle det til en udtørret waadi, og smeltepunktet ser ud til at være nået i 2012. Og brændstoffet til ilden kommer såmænd fra den deflationbekæmpelse, som de gigantiske stimulusprogrammer G-20 landene har sat i værk ellers er beregnet til.
For i vor visdom – og naive tiltro til de forenklede makroøkonomiske indikatorer – anser vi nemlig stimulering af efterspørgsel for en slags mirakelmedicin, og ordinerer den gerne som et universalmiddel imod recession i rigt mål. I dagens globale økonomi, er det ikke bare en utopi, men en direkte forkert behandling.
Handel og direkte investeringer i udlandet udgør i dag godt og vel halvdelen af det globale bruttonationalprodukt. Multinationale selskaber driver dem begge. Man ser sig omkring i verden for at spotte de laveste omkostninger at etablere produktionsapparater for, og logistik til at fremføre forbrugsgoder med, til hvor efterspørgslen nu engang findes. Man kaster derudover gerne så stor likviditet i grams, så det ligefrem er nødvendigt at grave Panamakanalen bredere for at kunne transportere den varerigelighed som den ekspansive økonomiske politik fører med sig.
Man må tage sig til hovedet!
Det sker fordi at udbud og efterspørgselsstrukturerne i dag er ganske forvredne. Når vore regeringer sprøjter likviditet ud i økonomien, medfører stigningen i efterspørgsel nemlig ikke nødvendigvis, at stimuleringen fører til at den lokale forsyning fremmes her. Men hvad endnu mere alvorligt er, at når multinationale selskaber så beslutter sig for at investere andre steder, medfører det heller ikke stigning i beskæftigelsen så væksten kan opretholdes lokalt.
Det er en ganske alvorlig ubalance, som driver verdensøkonomien mod et strukturelt sammenbrud.
Ligesom vand altid strømmer nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne mere end hvor hvor de bringes i anvendelse. Vesten hælder i dag penge i den globale økonomi via store budgetunderskud - eller via ekspansive pengepolitikker ved at lade centralbankerne afhænde statsobligationer i stor stil - det fører en ekspanderende balance i pengemængden med sig, og driver rentebyrden op på bekostning af dén fremtidige velfærd, som det ellers går ud på at værne.
Men vi sætter hele Østen i sving.
Det får samtidig vækstlandene til at drukne i overskydende likviditet. Vækstøkonomierne er i dag nærmest selvlysende rødglødende, og paradoksalt nok skaber denne udvikling grobunden for et gigantisk krak, der i den sidste ende vil vende verden på hovedet.
Man kan forestille sig, at den overordnede tanke må være, at inflationen i sidste ende vil vende op og ned på USA og Europa’s økonomiske formåen, og omkostningerne i de nye vækstøkonomier vil stige højt nok til at de multinationale selskaber på sigt vil investere og ansætte i Vesten igen. Det er bare ikke et sandsynligt scenarium i overskuelig fremtid. Den gennemsnitlige løn i de udviklede økonomier er nemlig mere end 10 gange større end i emerging markets.
Et mere sandsynligt scenarium vil være, at Vesten vil være nødt til at standse stimululeringsprogrammerne, når inflationen slår tilbage fra de nye vækstøkonomier. Det vil resultere i alvorligt stigende råvarepriser. Råvarepriserne er en skat på Vesten til fordel for vækstøkonomierne, der producerer råvarer.
Ironien er at vi med de ekspansive økonomiske politikker vil ende med at tilføje vore økonomier en katastrofal skadevirkning. Det er også globaliseringens magi. Den usynlige hånd flytter overskuddet. Tager fra de rige og giver til de fattige.
Man kan blive så selvfed og forvent, at en mere sulten mand løber med jobbet…
Priserne på importerede forbrugsvarer vil stige med de stigende lønomkostninger i vækstøkonomierne. Kinas nominelle BNP vokser i dag med omkring 17-20 % pa., og lønomkostningerne holdes lave på grund af den store arbejdskraftsreserve og den store overproduktionskapacitet.
I Vesten vil efterspørgslen efter arbejdskraft trække store lønstigninger for at kompensere for den aktuelle og fremtidige inflation. Man kan hævde, at den høje arbejdsløshed vil holde lønningerne i skak. Men vestens vækstpolitikker har hidtil drevet de ekspansive pengepolitikker til det yderste og der er ingen grund til at forvente at det vil ændre sig, og det vil forstærke “rekylen” fra de hidtige stimuleringsprogrammer, når inflationen skyller tilbage.
I 2012, vil Fed løbe tør for undskyldninger for ikke at hæve renten. Til den tid vil den overskydende likviditet i den globale økonomi være gigantisk, og stramningen vil sandsynligvis udløse en alvorlig global krise, når aktivboblen brister for alvor.
Alt imens vil det der i virkeligheden er galt - at Vesten er har en faldende konkurrenceevne – stå fuldstændigt uadresseret. I den globaliserede økonomi vil både produktion og likviditet flyde mod de laveste lejer i floden, og fordybningerne i Kina og Indien vil suge den økonomiske kraft ud af Amerika og Europa! Det er de multinationale selskaber, der i sidste ende beslutter hvor lejet skal ligge.
Kina og Indien kan tilbyde både produktivitet og nærmest uendelig billig arbejdskraft, for de har ingenting…
I Vestens har vi masser af penge – og er vant til høj velfærd, lav arbejdstid og høje lønninger, og den tredje verdens grundbetingelser ligger derfor fjernt fra vore forventninger. Når regeringerne i vesten sprøjter penge ud i nationaløkonomierne for at stimulere efterspørgslen, medfører det derfor blot at Kina og Indien bliver rigere og rigere, og vi i vesten selv fattigere og fattigere – vi må slås med med både stigende nationalgæld, stigende skatter og stigende renter – og til overflod også med stigende råvarepriser, på grund af den inflation vi selv har skabt med de ekspansive økonomiske politikker!
Prisen vi kommer til at betale, er nærmest ubetalelig - vi må vente på at Kina og Indien bliver rige nok til, at arbejdsstyrken kommer op på vestlige lønninger og vestligt niveau. Det bliver en lang og meget smertefuld proces.
Produktivitet, handel og de økonomiske strømme har gjort verden mindre, og den globale økonomi kan ganske rigtigt ikke styres på merkantile præmisser.
Men det betyder ikke at konkurrencen på rigdom og velstand er ophørt - det betyder bare at kampen om velstand er blevet mere fair – og fair betyder i denne forbindelse, at nogle som hidtil har haft det svært, vil have det nemmere nemmere, mens andre som har haft det nemt fremover vil få det sværere og sværere.
Det er os der får det sværere, og vi betaler oven i købet i dyre domme for det.
Alt imens køber Kineserne og Inderne guld op – i stride strømme - Velkommen til gaveboden. Der er frit valg på alle hylder. Gevinst på alle lodder. Vi giver det hele væk!
At låne til afdragene er hul i hovedet og hører ingen steder hjemme. Nej, vi skal gribe om nældens rod og skabe balance i pengemarkedet, og forbedre vor konkurrenceevne, for at kunne få orden i varemarkedet.
Det er mig ubegribeligt, at beslutningstagerne ikke kan indse dette!
