Når det drejer sig om udviklingslandene, ved akademikere, politikere og samfundsdebattører godt, at opbygningen af en middelklasse er afgørende for demokrati og velstand. Middelklassen vil have indflydelse, som giver fred for fanatisme, ortodoksi og revolutioner. Skal Kina, Indien og Brasilien for alvor udvikle sig politisk og moralsk, må der en stor middelklasse til. For middelklassen er selve rygraden og forudsætningen for fornuftige, velgennemtænkte fremskridt og stabilitet. Anderledes ser det ud i den vestlige verden, hvor vi – lykkeligvis – har store middelklasser i alle landene. Her er det fra manges sider en yndet sport at nedgøre og forhåne middelklassen: Den lever i skyggen af ligusterhække og er sådan lidt småfascistisk, den lever et indskrænket og overfladisk liv, den interesserer sig mest for materielle ting såsom fladskærme, rødvin og samtalekøkkener, den er småegoistisk og tænker mest på sig selv osv. Vi kender Sven Møller Kristensens Sangen om Larsen, at det skulle være så godt, men faktisk er skidt. Og vi har læst den kommunistiske forfatter Hans Scherfigs historie om Den forsvundne fuldmægtig, der kaster tøjlerne og søger friheden væk fra alle pligter, rammer og krav.
Men er middelklassen, sådan som den kulturradikale og venstreorienterede propaganda udråber den til at være? Nej, mener jeg. Middelklassen er selve hovedhjørnestenen i vores samfund, den holder hjulene i gang og betaler gildet, og den er ikke mindst et godt sted for nye generationer at vokse op. Og egoistisk? Nej, det synes jeg ikke. Jeg gør spagfærdigt opmærksom på, at middelklassen her i landet finansierer verdens højeste sociale ydelser til den store gruppe af mennesker, som af den ene eller anden grund ikke kan forsørge sig selv. Mange i middelklassen er kommet fra ringere sociale kår og har brudt en negativ social arv. Så de har på den ene side en sympatisk medfødt solidaritet og empati med mennesker, som har det svært. Men de stiller på den anden side også krav til andre mennesker om, at de, ligesom dem selv, skal strenge sig an og selv prøve at gøre noget aktivt for at forbedre deres situation.
I middelklassen sætter man en ære i at passe sit arbejde og opdrage sine børn, så de ikke terroriserer omgivelserne, men har muligheden for at klare sig måske endnu bedre end mor og far. Mange tager også så meget ansvar, at de sparer op til deres alderdom, også selv om det ikke altid kan betale sig, fordi de senere kommer til at gå glip af boligsikring, varmehjælp, halv tv-licens, medicinkort osv. Den nederste del af den danske middelklasse – faglærte arbejdere og små detailhandlende – har nogle gange en lavere disponibel indkomst end den klasse, som lever på offentlig forsørgelse, men alligevel besidder de middelklassens sociale kompetencer og fornuft, som gør, at de får mest muligt ud af pengene og har en god tilværelse. Grundlæggende formår middelklassen at udsætte opfyldelsen af nogle af sine behov, indtil der er god ræson i at gå efter en behovsopfyldelse. F.eks. er der halv pris, hvis man venter med indkøbene til udsalget eller lige læser tilbudsavisen. Man kan sige, at middelklassen består af mennesker med en protestantisk arbejdsmoral, der behovsmæssigt set er blevet rimelig voksne. Også når det gælder mådehold i forhold til sukker, fedt, stimulanser, mærkevarer osv.
Mange i middelklassen ejer deres egen bolig, måske endda et forkætret parcelhus med en lille græsplæne og flagstang til, eller rettere, det er banken og realkreditten, som råder over de fleste mursten. Men med hver terminsindskud, som betales, bliver friheden lidt større. Og der gøres meget for at holde have og hus i orden, for at isolere og reparere, plante træer osv. Et middelklasseliv er ikke glorværdigt og skal heller ikke være det, men det er et jævnt og muntert liv på jord, fuld af udgifter til maling, rockwool, tagsten og grønne afgifter. Og det er et meningsfyldt arbejde selv at skabe gode rammer for sit eget og familiens liv og ikke bare overlade det til andre/boligselskabet/samfundet. Middelklassen er kulturbærende, fordi den i stor udstrækning er selvbærende. Der er sådan lidt Robinson Crusoe over det – Daniel Defoes aldrig rådvilde selfmade helt med hænderne skruet rigtigt på – og det er ikke så dårligt.
I middelklassen findes der som i alle klasser en grad af social kontrol, og man kan ikke afvise, at kontrollen måske i nogle tilfælde tipper over, så den hæmmer i stedet for at gøre fri. Men den positive side af den sociale kontrol er høflighed, moderation og overbærenhed med andre. Det er en dyd ikke at brænde broer, men at tage luft ind, tælle til ti og bevare en god kontakt til familie, venner og naboer. Vores sociale systemer belønner mennesker, jo mere ud til bens de gør sig, og jo mere de isolerer sig. Men her går middelklassen mod strømmen med sit mere fordragelige værdisæt.
Middelklassen er i ordets bedste betydning konservativ – ikke nødvendigvis partipolitisk, men konservativ på den måde, at den stiller sig forbeholden og afventende over for alle mulige politiske griller, teorier og forslag, som regner ned fra samfundsdebattens overdrev. Traditioner og erfaringer er ikke at foragte, når der slås på tromme for såkaldte fremskridt og visioner. Derfor pådrager den sig så meget vrede og foragt. Men middelklassen ved, at det i sidste ende bliver den, der kommer til at betale regningen, hvis de hurtige, frelste og forkromede løsninger viser sig at være de forkerte.
Selv om vi stadig har verdens højeste skattetryk, har den borgerlige regering gennemført en del små skattelettelser. I den forbindelse er det fra oppositionens side blevet fremført, at man meget hellere vil have velfærd end skattelettelser. Men velfærd er da ikke kun offentlig velfærd. Velfærd er også overskud derhjemme. Skattelettelserne er en hjælp, når der skal købes ny cykel, spejderuniform, medlemskab af en sportsklub, sprogferie eller et klaver. Hos middelklassen bruges pengene fornuftigt og kreativt, ikke til othellolagkage og cigaretter.
Man skal vare sig for at hylde/forhåne nogen samfundsklasse, for alle klasser indeholder selvfølgelig både lyse og mørke sider og har forskellige potentialer. Men i disse tider med kulturkamp fortjener middelklassen en rehabilitering og en tak for indsatsen; en anerkendelse for at rulle ærmerne op, spytte i næverne og holde vores samfund i gang.
Men er middelklassen, sådan som den kulturradikale og venstreorienterede propaganda udråber den til at være? Nej, mener jeg. Middelklassen er selve hovedhjørnestenen i vores samfund, den holder hjulene i gang og betaler gildet, og den er ikke mindst et godt sted for nye generationer at vokse op. Og egoistisk? Nej, det synes jeg ikke. Jeg gør spagfærdigt opmærksom på, at middelklassen her i landet finansierer verdens højeste sociale ydelser til den store gruppe af mennesker, som af den ene eller anden grund ikke kan forsørge sig selv. Mange i middelklassen er kommet fra ringere sociale kår og har brudt en negativ social arv. Så de har på den ene side en sympatisk medfødt solidaritet og empati med mennesker, som har det svært. Men de stiller på den anden side også krav til andre mennesker om, at de, ligesom dem selv, skal strenge sig an og selv prøve at gøre noget aktivt for at forbedre deres situation.
I middelklassen sætter man en ære i at passe sit arbejde og opdrage sine børn, så de ikke terroriserer omgivelserne, men har muligheden for at klare sig måske endnu bedre end mor og far. Mange tager også så meget ansvar, at de sparer op til deres alderdom, også selv om det ikke altid kan betale sig, fordi de senere kommer til at gå glip af boligsikring, varmehjælp, halv tv-licens, medicinkort osv. Den nederste del af den danske middelklasse – faglærte arbejdere og små detailhandlende – har nogle gange en lavere disponibel indkomst end den klasse, som lever på offentlig forsørgelse, men alligevel besidder de middelklassens sociale kompetencer og fornuft, som gør, at de får mest muligt ud af pengene og har en god tilværelse. Grundlæggende formår middelklassen at udsætte opfyldelsen af nogle af sine behov, indtil der er god ræson i at gå efter en behovsopfyldelse. F.eks. er der halv pris, hvis man venter med indkøbene til udsalget eller lige læser tilbudsavisen. Man kan sige, at middelklassen består af mennesker med en protestantisk arbejdsmoral, der behovsmæssigt set er blevet rimelig voksne. Også når det gælder mådehold i forhold til sukker, fedt, stimulanser, mærkevarer osv.
Mange i middelklassen ejer deres egen bolig, måske endda et forkætret parcelhus med en lille græsplæne og flagstang til, eller rettere, det er banken og realkreditten, som råder over de fleste mursten. Men med hver terminsindskud, som betales, bliver friheden lidt større. Og der gøres meget for at holde have og hus i orden, for at isolere og reparere, plante træer osv. Et middelklasseliv er ikke glorværdigt og skal heller ikke være det, men det er et jævnt og muntert liv på jord, fuld af udgifter til maling, rockwool, tagsten og grønne afgifter. Og det er et meningsfyldt arbejde selv at skabe gode rammer for sit eget og familiens liv og ikke bare overlade det til andre/boligselskabet/samfundet. Middelklassen er kulturbærende, fordi den i stor udstrækning er selvbærende. Der er sådan lidt Robinson Crusoe over det – Daniel Defoes aldrig rådvilde selfmade helt med hænderne skruet rigtigt på – og det er ikke så dårligt.
I middelklassen findes der som i alle klasser en grad af social kontrol, og man kan ikke afvise, at kontrollen måske i nogle tilfælde tipper over, så den hæmmer i stedet for at gøre fri. Men den positive side af den sociale kontrol er høflighed, moderation og overbærenhed med andre. Det er en dyd ikke at brænde broer, men at tage luft ind, tælle til ti og bevare en god kontakt til familie, venner og naboer. Vores sociale systemer belønner mennesker, jo mere ud til bens de gør sig, og jo mere de isolerer sig. Men her går middelklassen mod strømmen med sit mere fordragelige værdisæt.
Middelklassen er i ordets bedste betydning konservativ – ikke nødvendigvis partipolitisk, men konservativ på den måde, at den stiller sig forbeholden og afventende over for alle mulige politiske griller, teorier og forslag, som regner ned fra samfundsdebattens overdrev. Traditioner og erfaringer er ikke at foragte, når der slås på tromme for såkaldte fremskridt og visioner. Derfor pådrager den sig så meget vrede og foragt. Men middelklassen ved, at det i sidste ende bliver den, der kommer til at betale regningen, hvis de hurtige, frelste og forkromede løsninger viser sig at være de forkerte.
Selv om vi stadig har verdens højeste skattetryk, har den borgerlige regering gennemført en del små skattelettelser. I den forbindelse er det fra oppositionens side blevet fremført, at man meget hellere vil have velfærd end skattelettelser. Men velfærd er da ikke kun offentlig velfærd. Velfærd er også overskud derhjemme. Skattelettelserne er en hjælp, når der skal købes ny cykel, spejderuniform, medlemskab af en sportsklub, sprogferie eller et klaver. Hos middelklassen bruges pengene fornuftigt og kreativt, ikke til othellolagkage og cigaretter.
Man skal vare sig for at hylde/forhåne nogen samfundsklasse, for alle klasser indeholder selvfølgelig både lyse og mørke sider og har forskellige potentialer. Men i disse tider med kulturkamp fortjener middelklassen en rehabilitering og en tak for indsatsen; en anerkendelse for at rulle ærmerne op, spytte i næverne og holde vores samfund i gang.
