Hvornår tør vi tage fattigdomstyren ved hornene?

I den seneste uges tid har debatten om ”fattigdom” raset i Danmark. Joachim B. Olsen har været oppe imod hele godhedsmaskineriet, men er i det store og hele kommet pænt ud af det. Som de fleste andre har jeg også gjort mig nogle betragtninger i denne debat. Jeg synes Joachim B. Olsen fortjente langt mere støtte fra sit parti og blev tilnærmelsesvist undsagt af sine egne. Skammeligt, men måske heller ikke så overraskende, da de færreste, heller ikke i LA, reelt tør tage de interessante diskussioner op, hvilket jeg vil vende tilbage til senere.

Den anden betragtning, jeg gør mig, er i forbindelse med den foreslåede definition af fattigdom. Det forrykte i 50 % af medianindkomsten definitionen er blevet diskuteret til hudløshed og jeg vil ikke skrive mere om det. Nej, det der slår mig er, at studerende, som mig selv, ikke kan være fattige ifølge venstrefløjen af den ganske rationelle grund, at det er selvvalgt fattigdom. Glimrende, den kategori må samtlige personer med børn jo også være i. Det er jo ganske let at forhindre graviditeter og oven i købet er hjælp hertil skatteyderfinansieret i Danmark. Næste gruppe der ryger heri er samtlige folkepensionister. De har jo haft et helt arbejdsliv til at spare op til deres alderdom, og evt. mangel på opsparing må altså være selvvalgt. Mine tanker flyver straks hen på samtlige indvandrere her i landet, der falder under den temmelig inkluderende fattigdomsgrænse. De bor jo her i landet af egen fri vilje og skal være så velkomne til flytte væk igen, hvis de vil undgå den "sociale massegrav", som VKO har gennemført.

Min tredje betragtning er, at ”moral hazard” også her er et relevant princip at overveje. Hvis du ved, at du kan få julehjælp, så er dine incitamenter til at spare op iløbet af året pænt reduceret. Så alene denne snak om staten skal subsidiere julehjælp kan sagtens vise sig at øve behovet for julehjælp!

Til sidst vil jeg godt appellere til, at nogen i LA eller andre partier tør tage tyren ved hornene og stille de virkeligt relevante spørgsmål. Kombinationen af en høje mindstelønninger, et enormt ekskluderende arbejdsmarked, og alt for lukrative og lettilgængelige offentlige ydelser er jo ved at køre landet i sænk. Det er mig en gåde, hvordan nogen kan tro et samfund kan eksisterende med fjerde person i den arbejdsdygtige alder udenfor arbejdsmarkedet!