Retten til selvforsvar er grundlaget for alle individuelle og nationale friheder, for kan man ikke beskytte sig selv, bliver alle andre friheder meningsløse. Alligevel bliver retten til selvforsvar gradvist mere og mere formindsket af venstreorienterede, til fordel for ”uretfærdighedsbaseret vold”.
”Uretfærdighedsbaseret vold” er tilfældig og sanseløst ondsindet. Den rammer oftest civile som en brutal repressalie, og alligevel forbliver den kærkommen hos venstreorienterede, da dens deltageres bevæggrunde siges at være et udtryk for undertrykkelsens forargelse.
Hvis man ser en vred gruppe antænde biler eller forretninger, og angribe alle og enhver i nærheden, så har man set de almindeligste eksempler på ”uretfærdighedsbaseret vold”. Det er den slags vold der karakteriserer alt fra masserne i Den Fransk Revolution til masserne overalt i den muslimske verden, reagerende på Muhammedtegningerne.
Det næstmeste almindelige eksempel på ”uretfærdighedsbaseret vold” er selvfølgelig terrorisme, der, til trods for at den er mere organiseret, er ”uretfærdighedsbaseret”, tilfældigt målrettet og sanseløst brutal, mens den retfærdiggøres med en opfattelse af uretfærdighed og vrede.
Hvor selvforsvar er målrettet og moralsk, så er ”uretfærdighedsbaseret vold” tilfældig i den forstand, at den langer ud efter en generel gruppe, mere end handlende i direkte selvforsvar. Hvorfor foretrækker venstreorienterede ”uretfærdighedsbaseret vold” frem for retten til selvforsvar?
Retten til selvforsvar antager en indbygget ret for individet og nationen. Venstreorienterede afviser rutinemæssigt både individuelle og nationale rettigheder til fordel for gruppe rettigheder og klasserettigheder. Venstreorienterede er også fordomsfulde mod rationelle handlinger i egen interesse, til fordel for følelsesmæssige vredesudtryk.
Hvor selvforsvar ofte af venstreorienterede defineres som en berettigelse og et klasseprivilegium, så behandles ”uretfærdighedsbaseret vold” i derimod som et svar på uudholdelig undertrykkelse, og som et udtryk for en underklasse der er på vej op. Eftersom det venstreorienterede verdenssyn er delt op i undertrykkende vold og revolutionær vold, så er undertrykkende vold et klasseprivilegium, hvor revolutionær vold er en form for revolutionær retfærdighed, således at husejeren der beskytter sit hus mod vandaler, praktiserer ”undertrykkende vold”, mens vandalerne praktiserer ”revolutionær retfærdighed”.
At forstå dette er den mest vitale del af forståelsen af den venstreorienterede moral eller mangel på samme. Klassestatus eller gruppestatus defineres i den venstreorienteredes øjne ud fra, om volden er legitim eller ikke legitim. (Venstreorienterede laver selvfølgelig undtagelser for dem selv, da progressive er selvdefinerede som revolutionære, så derfor er venstreorienteret vold aldrig undertrykkende overfor venstreorienterede med den samme grad af ideologi, kun potentielt mod venstreorienterede længere til venstre, hvilket er hvorfor venstrefløjen støttede Clinton´s hensynsløse kampagne mod Jugoslavien, mens venstreorienterede længere til venstre protesterede mod den. Revolutionær puritanisme definerer retten til revolutionær vold, eller hvorfor meget få venstreorienterede var villige til at modsætte sig Stalin. Jo længere ud på venstrefløjen man kommer, jo mere berettiget er retten til at udøve revolutionær vold)
Venstreorienterede har ingen problemer med vold. De har et problem med vold der møder deres progressive agenda. De er dog villige til at retfærdiggøre mange former for vold, der ikke alle hører til under de progressives vinger, så længe det volden er møntet på er en stat eller en gruppe de modsætter sig.
Dette forklarer hvorfor venstreorienterede fortsætter støtten til islamisk terrorisme, selvom den ikke hverken er progressiv eller venstreorienteret. Ligeledes med kommunisterne i Zar perioden, inklusive jødiske kommunister, der var villige til at støtte pogromer mod jødiske samfund, som en slags revolutionær vold, selv når den vold masserne udøvede intet andet formål havde ud over anti-semitisme og plyndring, og at pogromerne faktisk blev promoverede af Zar´ens regering, og Tolstoy, én af arkitekterne bag den moderne pacifisme, der havde meget at skulle have sagt omkring voldens onde, var uvillig til at fordømme pogromerne.
Så venstrefløjen afholdt demonstrationer mod en krig mod nazityskland, for så længe nazityskland truede vestlige kapitalistiske magter, var de villige til at samarbejde med Hitler. Først da Hitler angreb Sovjetunionen, svingede den venstreorienterede meningsdannelse i retning af krig mod nazityskland.
At opnå den samme slags transformation med islamisk terrorisme har dog vist sig at være ekstremt vanskelig, da der i dag ikke findes nogen stat der repræsenterer et ekstremt venstreorienteret ideal, på samme måde som man kunne finde under Lenin og Stalin´s Sovjetunionen (Cuba er det tætteste). Skulle en sådan stat eksistere, og skulle islamiske terrorister angribe den, så ville vi se en hel del flere Christopher Hitchens og Nick Cohen rundt omkring.
I dag ser venstreorienterede muslimsk terrorisme på nogenlunde samme måde, som de så nazisterne, pogromerne eller raceoptøjerne – som et redskab der kunne være en løftestang i forandringen af den eksisterende magtstruktur. Muslimsk terrorisme er efterfølgeren til de progressives terrorisme, som udført af marxistiske grupper såsom P.L.O eller P.F.L.C – som venstreorienterede støttede som ”Revolutionær terrorisme”. Det giver muslimsk terrorisme en vis ”åben-dør-politik”, især da P.L.O skiftede fra marxistisk terrorisme til martyrbaseret islamisk terrorisme under Arafat og Abbas.
Endeligt, eftersom muslimske terrorister kommer fra Den Tredje Verden, hvilket anses for værende underklassen relativt til Den Første Verden – så bliver muslimske terrorister anset for reagerende på Den Første Verden´s undertrykkelse, uanset om de kommer fra den rige overklasse eller den velstillede middelklasse. Sådanne detaljer har aldrig interesseret venstrefløjen, ellers ville Lenin, en rig efterkommer af en nobel familie, aldrig kunne have haft nogen troværdighed i ledelsen af ”Folkets Revolution”.
Venstrefløjens idé om legitimeret vold er klassebaseret og uretfærdighedsbaseret, mere end selvforsvarsbaseret eller lovgivningsbaseret. Rationelle interesser skal sættes til side for følelsesmæssige interesser, et spil venstrefløjen er eksperter i at vinde.
Kernen må være at huske, at retten til selvforsvar er grundlaget for individuelle rettigheder og nationale rettigheder. Venstrefløjen åbner med sin ”uretfærdighedsbaserede vold” døren for progressiv tyranni, på samme måde som da den gjorde Den Franske Revolution til Zar´ens fald.
”Uretfærdighedsbaseret vold” er tilfældig og sanseløst ondsindet. Den rammer oftest civile som en brutal repressalie, og alligevel forbliver den kærkommen hos venstreorienterede, da dens deltageres bevæggrunde siges at være et udtryk for undertrykkelsens forargelse.
Hvis man ser en vred gruppe antænde biler eller forretninger, og angribe alle og enhver i nærheden, så har man set de almindeligste eksempler på ”uretfærdighedsbaseret vold”. Det er den slags vold der karakteriserer alt fra masserne i Den Fransk Revolution til masserne overalt i den muslimske verden, reagerende på Muhammedtegningerne.
Det næstmeste almindelige eksempel på ”uretfærdighedsbaseret vold” er selvfølgelig terrorisme, der, til trods for at den er mere organiseret, er ”uretfærdighedsbaseret”, tilfældigt målrettet og sanseløst brutal, mens den retfærdiggøres med en opfattelse af uretfærdighed og vrede.
Hvor selvforsvar er målrettet og moralsk, så er ”uretfærdighedsbaseret vold” tilfældig i den forstand, at den langer ud efter en generel gruppe, mere end handlende i direkte selvforsvar. Hvorfor foretrækker venstreorienterede ”uretfærdighedsbaseret vold” frem for retten til selvforsvar?
Retten til selvforsvar antager en indbygget ret for individet og nationen. Venstreorienterede afviser rutinemæssigt både individuelle og nationale rettigheder til fordel for gruppe rettigheder og klasserettigheder. Venstreorienterede er også fordomsfulde mod rationelle handlinger i egen interesse, til fordel for følelsesmæssige vredesudtryk.
Hvor selvforsvar ofte af venstreorienterede defineres som en berettigelse og et klasseprivilegium, så behandles ”uretfærdighedsbaseret vold” i derimod som et svar på uudholdelig undertrykkelse, og som et udtryk for en underklasse der er på vej op. Eftersom det venstreorienterede verdenssyn er delt op i undertrykkende vold og revolutionær vold, så er undertrykkende vold et klasseprivilegium, hvor revolutionær vold er en form for revolutionær retfærdighed, således at husejeren der beskytter sit hus mod vandaler, praktiserer ”undertrykkende vold”, mens vandalerne praktiserer ”revolutionær retfærdighed”.
At forstå dette er den mest vitale del af forståelsen af den venstreorienterede moral eller mangel på samme. Klassestatus eller gruppestatus defineres i den venstreorienteredes øjne ud fra, om volden er legitim eller ikke legitim. (Venstreorienterede laver selvfølgelig undtagelser for dem selv, da progressive er selvdefinerede som revolutionære, så derfor er venstreorienteret vold aldrig undertrykkende overfor venstreorienterede med den samme grad af ideologi, kun potentielt mod venstreorienterede længere til venstre, hvilket er hvorfor venstrefløjen støttede Clinton´s hensynsløse kampagne mod Jugoslavien, mens venstreorienterede længere til venstre protesterede mod den. Revolutionær puritanisme definerer retten til revolutionær vold, eller hvorfor meget få venstreorienterede var villige til at modsætte sig Stalin. Jo længere ud på venstrefløjen man kommer, jo mere berettiget er retten til at udøve revolutionær vold)
Venstreorienterede har ingen problemer med vold. De har et problem med vold der møder deres progressive agenda. De er dog villige til at retfærdiggøre mange former for vold, der ikke alle hører til under de progressives vinger, så længe det volden er møntet på er en stat eller en gruppe de modsætter sig.
Dette forklarer hvorfor venstreorienterede fortsætter støtten til islamisk terrorisme, selvom den ikke hverken er progressiv eller venstreorienteret. Ligeledes med kommunisterne i Zar perioden, inklusive jødiske kommunister, der var villige til at støtte pogromer mod jødiske samfund, som en slags revolutionær vold, selv når den vold masserne udøvede intet andet formål havde ud over anti-semitisme og plyndring, og at pogromerne faktisk blev promoverede af Zar´ens regering, og Tolstoy, én af arkitekterne bag den moderne pacifisme, der havde meget at skulle have sagt omkring voldens onde, var uvillig til at fordømme pogromerne.
Så venstrefløjen afholdt demonstrationer mod en krig mod nazityskland, for så længe nazityskland truede vestlige kapitalistiske magter, var de villige til at samarbejde med Hitler. Først da Hitler angreb Sovjetunionen, svingede den venstreorienterede meningsdannelse i retning af krig mod nazityskland.
At opnå den samme slags transformation med islamisk terrorisme har dog vist sig at være ekstremt vanskelig, da der i dag ikke findes nogen stat der repræsenterer et ekstremt venstreorienteret ideal, på samme måde som man kunne finde under Lenin og Stalin´s Sovjetunionen (Cuba er det tætteste). Skulle en sådan stat eksistere, og skulle islamiske terrorister angribe den, så ville vi se en hel del flere Christopher Hitchens og Nick Cohen rundt omkring.
I dag ser venstreorienterede muslimsk terrorisme på nogenlunde samme måde, som de så nazisterne, pogromerne eller raceoptøjerne – som et redskab der kunne være en løftestang i forandringen af den eksisterende magtstruktur. Muslimsk terrorisme er efterfølgeren til de progressives terrorisme, som udført af marxistiske grupper såsom P.L.O eller P.F.L.C – som venstreorienterede støttede som ”Revolutionær terrorisme”. Det giver muslimsk terrorisme en vis ”åben-dør-politik”, især da P.L.O skiftede fra marxistisk terrorisme til martyrbaseret islamisk terrorisme under Arafat og Abbas.
Endeligt, eftersom muslimske terrorister kommer fra Den Tredje Verden, hvilket anses for værende underklassen relativt til Den Første Verden – så bliver muslimske terrorister anset for reagerende på Den Første Verden´s undertrykkelse, uanset om de kommer fra den rige overklasse eller den velstillede middelklasse. Sådanne detaljer har aldrig interesseret venstrefløjen, ellers ville Lenin, en rig efterkommer af en nobel familie, aldrig kunne have haft nogen troværdighed i ledelsen af ”Folkets Revolution”.
Venstrefløjens idé om legitimeret vold er klassebaseret og uretfærdighedsbaseret, mere end selvforsvarsbaseret eller lovgivningsbaseret. Rationelle interesser skal sættes til side for følelsesmæssige interesser, et spil venstrefløjen er eksperter i at vinde.
Kernen må være at huske, at retten til selvforsvar er grundlaget for individuelle rettigheder og nationale rettigheder. Venstrefløjen åbner med sin ”uretfærdighedsbaserede vold” døren for progressiv tyranni, på samme måde som da den gjorde Den Franske Revolution til Zar´ens fald.
